MAGELTVING: Michael Rubio må fortsat vente og se tiden an.
For tyveriet fra hans og hans kones ejendom står ikke først for tur til at blive behandlet af anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det er nu 14 måneder siden, at to tyve blev pågrebet på fersk gerning af politiet på Michael Rubio og hans kones ejendom på Vestlolland.
Mange sager - må prioritere
I anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger advokaturchef for Almene Sager, Bente Thejlade Jensen, at forklaringen er, at de har flere sager end hænder:
- Vi må hele tiden prioritere hvilke sager, der skal for retten først, og sager om personfarlig kriminalitet og arrestantsager vægtes højst. Men vi foretager løbende prioriteringer, og der er i øvrigt også sager, der er ældre end den pågældende (som fortsat ikke er kommet for retten, red.), oplyser advokaturchefen.
- Men vi har mange sager i forhold til, hvad vi er folk. Også selv om, at vi er blevet flere i anklagemyndigheden de sidste par år og netop for, at vi kan bunkeafvikle, tilføjer Bente Thejlade Jensen.
Hurtigst i landet
Lederen af anklagemyndighedens afdeling for Almene Sager i politikredsen gør dog samtidig opmærksom på, at ventetiden ved retten i Nykøbing Falster og retten i Næstved ikke er så lang som i andre politikredse i landet.
At domstolene var lukket under coronavirus mener Bente Thejlade Jensen i øvrigt ikke kan bruges som undskyldning for ventetiderne:
- Nej, der har været ekstraordinært åbnet torsdag aften og på lørdage i perioder for at anklagemyndigheden kunne komme igennem bunkerne, nævner hun.