En personbil med en tom hestetrailer spændt efter sig brød onsdag aften kort efter klokken 20 pludselig i brand. Branden opstod i motorrummet, mens bilen kørte ad Bjerregårdsvej mellem Sønder Kirkeby og Horreby.
Indsatsleder Brian Midjord Petersen fra Lolland-Falster Brandvæsen oplyser, at det lykkedes føreren at få kørt bilen ind til siden og komme ud og få koblet hestetraileren fra, inden ilden for alvor fik fat. Men mens det lykkedes at få hestetraileren væk fra flammerne, så stod bilen ikke til at redde. Ingen personer kom fysisk til skade ved branden.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor branden opstod.