En svensk indregistreret Tesla personbil blev ved 13.30-tiden torsdag eftermiddag standset af politiet, da den kørte i land fra færgen i Gedser. Det skriver Ekstra Bladet.
Mediet beskriver også, at der skulle være tale om en hemmelig dansk-tysk politiaktion, og at bilen blev standset af "en større politistyrke", efter at en tysk patruljevogn havde holdt Teslaen under tæt observation før overfarten fra Rostock mod Gedser.
Folketidende har talt med politiinspektør Peter Compen, der er linjechef hos politiets udlændingekontrol-afdeling. Han oplyser kort, at politiet generelt ikke kommenterer på de biler, man standser ved indrejse til Danmark, og at han derfor heller ikke har nogen kommentarer til den konkrete sag.
Ifølge Ekstra Bladet befandt der sig to kvinder og en mand i bilen, som talte enten russisk eller polsk sammen. Ekstra Bladet oplyser også, at bilen efterfølgende blev kørt til side til nærmere undersøgelse.