En 22-årig mand fra Nykøbing blev natten til søndag passet op på en sti i nærheden af Brovejen i Nykøbing og frarøvet sin pung.
Ifølge politiets døgnrapport holdt to gerningsmænd på skift den 22-årige om halsen, mens de tvang ham til at udlevere pungen. I forbindelse med røveriet kom den 22-årige lettere til skade.
Bagefter flygtede de to gerningsmænd i en polsk indregistreret Citroën Berlingo med en tagboks med bogstaverne PAMR eller lignende skrevet på siden.
Hvis man har set den polske bil med den specielle tagboks, ligger inde med overvågningsbilleder eller har andre oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.