Politiet blev kort efter klokken 17 torsdag eftermiddag kaldt ud til en restauration i det centrale Maribo, fordi en kvinde, som havde fået mad, ikke ville forlade stedet og stod og røg midt i restauranten.
Da betjentene nåede frem, blev kvinden, som ifølge politiets døgnrapport er 64 år og fra Bandholm, bortvist og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Det faldt ikke i god jord hos kvinden, og ifølge politiet gav hun sig til at råbe en række stærkt nedsættende gloser efter politifolkene - og så blev hun også sigtet for fornærmelig tiltale, fremgår det af døgnrapporten.