Der har igennem længere tid været problemer med ulovlige knallerter i Nakskov, og torsdag aften var således ingen undtagelse.
Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Klokken 18 observerede politiets patrulje en knallert på Stormarkes Allé i Nakskov, hvor føreren ikke havde den påkrævede styrthjelm på.
Da chaufføren opdagede politibilen, stak han af via et stisystem, men patruljebilen indledte jagten og kørte efter knallerten ned ad stien.
Kort efter så betjentene her en ung mand på gåben, som lignende den pågældende knallertfører. Da den unge mand så, at patruljebilen var fulgt efter ham, så tog han benene på nakken nok en gang - denne gang ind over jernbaneskinnerne, hvorefter han forsvandt.
Føreren fandt politiet ikke, men knallerten blev dog opdaget - forsøgt gemt bag et buskads. Den blev beslaglagt og skal nu undersøges.
Ulovlig knallert i Søllested.
Også i Søllested var der problemer med et motoriseret køretøj, da en anden patrulje opdagede en ung mand på en knallert. Først ville han ikke standse, heller ikke selvom politiet havde sat udrykningssignalerne på.
Patruljen fik dog alligevel stoppet den unge mand, og da knallerten ikke havde lys på, ligesom den 17-årige fører af knallerten heller ikke medbragte kørekort eller forsikringspapirer og efterfølgende selv oplyste, at køretøjet var ulovligt konstrueret, så blev også den knallert taget med til undersøgelse.