180 bilister kan se frem til en hilsen fra politiet i form af en fartbøde efter flere fartkontroller rundt om i landsdelen i løbet af weekenden.
Nogle af dem havde så meget fart på, at de ikke kan nøjes med en bøde. Det gjaldt ikke mindst på Stubbekøbingvej i Nykøbing fredag aften mellem klokken 16.54 og 23.00. Her blev en bilist målt til at køre ikke mindre end 134 kilometer i timen på en strækning, hvor højest tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.
Det er mere end dobbelt så hurtigt som tilladt, og dermed falder det ind under kategorien vanvidsbilisme og koster en ubetinget frakendelse af kørekortet.
En halv time senere var politiet ude på bilistens bopæl. Det viste sig, at der var tale om en 39-årig mand fra Nykøbing. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik beslaglagt sin bil på stedet, oplyser politiet i dets døgnrapport.
179 andre kørte også for stærkt
Men som nævnt ovenfor, var den 39-årige langt fra ene om at blive noteret for at køre for stærkt.
Sammenlagt blev 179 andre blitzet af fotovognen. Ved kontrollen på Stubbekøbingvej kørte 24 andre også for stærkt, og fire af dem havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet.
Ligeledes fredag, mellem klokken 13.58 og 19.38 var der fartkontrol på Sydmotorvejen ved Maribo. Her er fartgrænsen 110 kilometer i timen, men det var der 120, der ikke overholdt. Fire af dem havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet, mens en enkelt kan se frem til en betinget frakendelse. Sidstnævnte blev målt til ikke mindre end 177 kilometer i timen.
Lidt tidligere fredag, fra klokken 09.44 til 11.34, var fotovognen også en tur forbi Skibevejen lidt udenfor Maribo. Her var der to, som ikke holdt sig under fartgrænsen på 70 kilometer i timen. Højest målte hastighed var 94 kilometer i timen.
Fredag morgen fra klokken 06.11 til 09.00 var en fotovogn på K. H. Kofoedsvej i Rødby, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Her blev tre målt til at køre for stærkt, og højest målte hastighed var 62 kilometer i timen.
Lørdag var fotovognen en tur på Storstrømsvej i Guldborg F. Her blev 18 bilister blitzet for at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen mellem klokken 13.59 og 20.00. Fire af dem står til et klip, og højest målte hastighed var 82 kilometer i timen.
Weekendens sidste fartkontrol fandt sted søndag fra klokken 16.59 til 20.00 på Randersvej i Nykøbing.
Her kørte 12 hurtigere end de højest tilladte 50 kilometer i timen, og tre af dem kan se frem til et klip. Højest målte hastighed var 75 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport.