Himlen var grågul og solen var væk

Af Niels Christian Stryhn

Nu, hvor tiden nærmer sig 9. april og 5. maj, må 80-års- og 75-årsdagene ikke glemmes i forbindelse med "de fem onde år". Og som født i 1930'erne på Lolland skal her i lighed med andre indlæg i avisen berettes om det liv, der var i en moderne industri-landsby under anden verdenskrig.

Der fandtes på stedet to herregårde og mange polske roearbejdere, kvinder som mænd. I begyndelsen af 1900-tallet var der i landsbyen anlagt en stor roe-saftstation, som lå centralt for tilførsel af sukkerroer. De kom ad vejene, men også på fire roebanespor ind til stationen og med roeaffald retur til landbrugene.

Der var opført nye huse, erhvervsejendomme og endda et elektricitetsværk med to høje stålvindmøller, så saftstationen var sikret el.

Samtlige beboere og ejendomme fik installeret en el-kasse ved strømindførslen, som blev "fodret" med enkroner, når lyset gik ud.

Selv den nye Græshave Skole fra 1937 havde en elkasse. Topmoderne var skolen i øvrigt, da den havde gymnastiksal, omklædningsrum med brusere, stadion samt DMI-station og var vandrerhjem i ferierne for turister.

Allerede 9. april 1940 hørtes de første tyske flyvemaskiner over os - og det blev værre.

I 1942 observerede vi tre flyvende spærreballoner, der kom fra vest. Tyskland bombede London, og disse balloner virkede som beskyttelse mod de tyske bombninger.

Især bemærkede vi en ballon, der havde mistet trykket. Den havde en mere end 100 meter lang stålwire hængende efter sig kun cirka 20 meter over landsbyen, og den havde nær trukket flere træer op med rode.

Midt under krigen var det især ved aftenstide, når vi hørte BBC London, at vi i luftrummet hørte spitfirefly fra Royal Air Force. De fløj i lav højde for at beskytte i hundredvis af amerikanske "Flyvende Fæstninger", der fløj i formation.

Cirka to timer senere blev bombningerne hørbare, hvorefter vi ventede på returflyvning. Næste morgen var vi klar til at gå over markerne for at indsamle flyvebladene og stanniolstrimler. Flyvebladene skulle have været smidt ud til de tyske arbejdere, mens stanniolstrimlerne var beregnet til det tyske antiluftskyts.

Vi benyttede os af, at vi kun gik i skole hveranden dag under krigen. Jeg har stadig flyvebladene.

Da bombningerne var værst, blev himlen i tre-fire dage helt grå-gul, og solen var væk. Det var, da Kiel var blevet bombet, som sydvestenvinden gav os klar besked om, det også i lyd.

Den værste oplevelse var dog anden pinsedag 1944.

Det var en flot sommerdag, hvor meget store formationer af amerikanske bombefly i fem kilometers højde fløj sydover. Vi så de angribende tyske jagerfly i kamp mod engelske spitfire-jagere 300 meter oppe. Fra vores hus i Græshave så vi to engelske jagere blive skudt ned, mens piloterne sprang ud i faldskærm.

Vi hørte senere, at lokale fiskere sejlede dem til Skånes kyst.

Flyene styrtede ned ved Søllested og nær Ryde Station, der ligger i ét af Lollands største skovområder, hvorfra der under krigen var tømmertransport fra mange sidespor.

Netop her syv kilometer fra mit hjem så jeg udstyr som tyske kanoner og antiluftskyts, der ventede. De skulle med jernbane være kørt fra Ruhr til Ry, hvorfra udstyret senere skulle bruges i bunkerne på Jyllands vestkyst. Lollandske modstandsfolk forsøgte at sabotere togvognene.

Efter at have boet i Taulov ved Fredericia i over 50 år ved jeg, at modstandsgruppen i Taulov "fangede" insekter langs jernbanen mellem Kolding og Fredericia og samtidig i ro og mag kunne sabotere banelinjen.

Mens togvognene holdt stille, påførte "insektsamlerne" de to bogstaver D og E på togvognenes rejseskilt, så der nu stod fra RUHR til RYDE. Hele togstammen kom så ikke til Ry, men over Storebælt og ned til Ryde Station.

Alle i modstandsgruppen var ansat på Taulov Station. Taulovgruppen blev stukket af en lokal, sendt til Koldinghus og derfra til Ryvangen, hvor de blev skudt kun tre uger før befrielsen.

Når alt tømmeret var fjernet fra skovene, blev grenene købt som "ris- brænde" af de mange nye beboere i Græshave og hugget itu og fyret op med i komfuret i køkkenet samt i de tre kakkelovne, der stod i spisestuen, "finestuen" og i soveværelset. Alle fire rum lå rundt om skorstenen. Derefter blev der fyret med tørv eller brunkul.

De tre årlige læs risbrænde var for os tre børn, Grethe, Inge og Niels Christian Stryhn, et af de bedste legesteder, så længe det lå ved indkørslen. Landsbyens børn havde dog også mange andre lege, såsom "Kluddermor", " to mand frem for en enke", " Hugge land" med dolk, " kuglespil og hønseringe" mod mur.

I januar og februar, når roekampagnen var ovre, befandt alle vi 100 børn fra byen os ved et stort bassin, der lå bag saftstationen omgivet af høje volde. Her løb vi på skøjter eller kørte med kælk ned ad voldene.

Når bassinerne var tømt, og al den jord, som kom fra roevasken, var kørt tilbage på markerne igen, kom der ny forsyning af rent vand, som vi kunne svømme i, når der var sommerferie.

Endelig 4. maj 1945 på en lun forårsaften - BBC melder fra London ...

Vi kan stadig meddelelsen udenad.

"Maskinisten" på saftstationen var en hurtig mand med stort overblik, og straks næste dag gav han Græshave Telefoncentral besked om at udbrede, at ved hans hjem ville der først på aftenen være "bysamling" med varer fra bager, købmænd, røgeri, slagtere og musik af det lokale byorkester.

Sikken en fest, det blev. Børnene skulle holde til i Bygaden ud for bagerbutikken, hvor der var fri servering og i øvrigt kun 100 meter til de voksne. Af og til kiggede vi hen til de voksne - og ingen forstod, hvad det var, de havde i bægrene, men lystigheden blev større og større.

Og så kom larmen efter spisningen, for hvem vaskede op?

Fem mænd sendte flyvende tallerkener op med efterfølgende store skrald ved landingen. Vi, der endnu er tilbage, glemmer aldrig de flyvende tallerkner i Græshave dén aften.

Niels Chr. Stryhn er i dag bosiddende i Taulov.