Tragedien på Ryde Station

RYDE, 1945 Det er næsten som en spøg fra en film om Olsen-banden, men det sker i virkeligheden i begyndelsen af april 1945, kun en månedstid før den tyske besættelse endelig holder op.

På en godsbanegård i København holder to godsvogne læsset med hver sin 37 millimeter antiluftskytskanon. På den lille tavle, som fortæller, hvor vognene skal hen, står der "Ry", altså skal de til en station på den midtjyske højderyg på jernbanen mellem Skanderborg og Silkeborg.

Adressen er skrevet med kridt, og en vittig sjæl, en trodsig tyskerdriller, finder på at tilføje et "de" til adressen på tavlerne, hvorefter godsvognene med kanonerne bliver transporteret til Ryde Station på Midtlolland, hvor de bliver rangeret ind på et læssespor.

Der er formentlig ingen, der gennemskuer det lille drilleri, men da den lokale tyske kommando får nys om sagen, bliver 30 soldater sat til at holde vagt over de dyre kanoner i treskift døgnet rundt.

Søndag 8. april kontakter stationsforstanderen på Ryde Station modstandsbevægelsens distriktsledelse i Maribo for at fortælle om godsvognene med de to kanoner. Han fortæller også, at de forventes kørt væk igen om mandagen.

Det bliver anledningen til den største udadrettede aktion overhovedet for modstandsbevægelsen på Lolland - idet vi i denne sammenhæng ser bort fra de mange våbennedkastninger, som også involverede mange folk.

Aktionen bliver anledning til den tragiske død for den 23-årige Ole Olesen fra Maribo. Han og den 19-årige Sven Aage Faber fra Nykøbing var de eneste modstandsfolk, som omkom på Lolland og Falster under besættelsen.

- Der var flere end 20 mand med, fortæller 65-årige Per Lohse Hansen fra Hunseby, som vil gerne kaldes amatørhistoriker med speciale i modstandsbevægelsen. Han har samlet detaljer om begivenhederne ved Ryde Station gennem 45 år.

- Det var egentlig Tirsted-folkene, som skulle tage sig af det. Men dér var det konfirmationssøndag, og man mente ikke, at det var heldigt, hvis der var flere mænd, der forsvandt midt under festlighederne, fortæller Per Lohse Hansen.

Derfor blev det Bandholm-folkene, der leverede hovedstyrken.

- I Bandholm havde man noget så sært som en kommunistisk slagtermester, slagter Erik Nielsen.

Han kunne mønstre otte mand inklusive byens læge, som havde bil og benzin og var god at have ved hånden, hvis det kom til kamp.

- Dertil kom fem mand fra Maribo og fem fra Hunseby og tre fra Rødby, der skulle komme med biler og være chauffører. Det var en fordel, at folk kom langvejs fra, så de ikke vakte lokal mistanke.

To Bandholm-folk cyklede til Maribo for at lægge planer og for at "aftale med kriminalbetjenten, at han skulle lade nøglerne sidde i sin bil, så den kunne blive stjålet, mens han spillede kort ovre hos naboen".

Folkene mødes ved en skovvej i Skåningshave omkring 700 meter fra Ryde Station og fordeler opgaverne imellem sig.

To hold på hver tre mand skal hen til godsvognene for at ødelægge kanonerne med sprængladninger

Også de andre har nøje aftalte opgaver, nogle i forskellige bevogtningsgrupper, mens andre skal ind i ventesalen og holde det tyske vagthold op.

Det fremgår af Erik Nielsens erindringer, at alle blev instrueret om, at hvis det kom til kamp, skulle man undgå at skyde for at dræbe. Man frygtede, at tyskerne ellers ville foretage repressalier, altså skyde tilfældige folk andre steder.

Man går gennem skoven bagom stationsbygningen, og det lykkedes for to mand at få kontrol over det tyske vagtmandskab.

Og så går det alligevel galt.

Ifølge Per Lohse Hansen fremgår det ikke klart, hvad der sker, men det er modstandsfolkene, der affyrer det første skud. Det er mørkt, og der skydes fra begge sider. Modstandsfolkene opgiver aktionen og flygter gennem skoven. Ole Olesen, som er på et af kanonholdene, bliver ramt, såret dødeligt og efterladt. En senere obduktion viser, at han blev ramt i hjertet.

En anden bliver såret i låret og bliver båret tilbage til lægebilen af en solid stenfisker.

I skildringer af forløbet er det et almindeligt tema, at tyskerne tager en af luftværnskanonerne i brug for at skyde efter de flygtende. Og at luftværnskanoner ikke kan skyde vandret.

I Per Lohse Hansens version bliver det til, at "de løb gennem skoven, mens grenene dryssede om ørerne på dem, fordi tyskerne skød i trætoppene."

Næste dag ses de to godsvogne med kanonerne på Maribo Station, men hvad der derefter sker med dem, ved man ikke.

Den mand, som var inde i ventesalen, går under jorden for ikke at blive genkendt.

Om mandagen er der 6-700 mennesker på gaden i Maribo for at mindes Ole Vorgaard Olesen, som ifølge omtalen i Lollands-Posten "døde pludseligt".

Han var godsejersøn fra Jylland og arbejdede som kontorist på Maribo Svineslagteri. Tyskerne bestiller en kiste og sender ham hjem til familien.

Skovløber og frihedskæmper Hans Larsen fra Ryde organiserer en indsamling til en mindesten for Ole Olesen. Formentlig er det også ham, der finder en passende sten i skoven.

Søndag 13. maj, otte dage efter besættelsens ophør, er henved 3.000 mennesker samlet i den forårsgrønne skov ved Ryde Station for at fejre afsløringen af mindestenen for Helten fra Ryde Skov.