På rundtur i min egen landsby

ARNINGE Jeg overvejer at gå eller tage cyklen, men sætter mig så alligevel ind i bilen for at køre de små 500 meter fra mit hjem lidt nede af en stikvej, til parkeringspladsen ved Arninge Kirke for at mødes med fotografen. Det er galt ud fra et klimaperspektiv, men nødvendigt ud fra et coronaperspektiv.

For det er slut med at hoppe ind i fotografens bil og følges rundt, når vi mødes ude på opgave. Vi skal køre i hver vores bil, både til og fra og rundt. Jeg ræsonnerer, at jeg ikke kan byde fotografen at skulle vente på mig her, der og allevegne i min egen lille landsby, fordi jeg har valgt et langsomt transportmiddel. Så vi kører rundt i hælene på hinanden på vores reportagetur, som også tager os lidt udenfor byskiltet, men heldigvis kan vi lægge ud til fods downtovn Arninge.

Det er solskin, himlen er blå, det er vindstille - og der er stille. I en have lige overfor kirkens parkeringsplads får vi øje på en familie, som er en tur i haven. Vi krydser vejen og får øjenkontakt.

Jeg har været i tvivl, om folk mon vil snakke med mig, når jeg kommer anstigende. Vil de blive bange, vrede, bede mig gå eller simpelthen undlade at åbne. Jeg er derfor lettet over, at jeg ikke til en start behøver at træde ind på nogens matrikel.

Det føles som helligbrøde sådan at skulle betræde folks "safe spaces" - deres private og ukrænkelige sted, hjemmet, hvortil de er blevet bedt om at fortrække. Men jeg skal jo ikke ind. Kun banke på, træde tre til fem meter tilbage og så håbe på, at jeg møder nogle mennesker, som har lyst til at fortælle, hvordan de har det.

Familien i haven, som består Niels og Kirsten Zachariassen og deres dreng Jens på 12 år - plus Lars på 18 år, som sidder indenfor, går hen til rækværket for at finde ud af, hvad vi vil. De vil til min lettelse gerne snakke med mig. Jeg betoner, at jeg holder god afstand. Faktisk så god afstand, at jeg står et stykke ude på kørebanen.

Hvordan har I det - i disse coronatider, spørger jeg.

- Det fungerer. Vi kan heldigvis arbejde hjemmefra. Det lykkes med børn og arbejde, her er dejligt stille, og vi kan komme ud i haven og i naturen, svarer Niels, der ligesom Kirsten arbejder for en styrelse.

- Vi er jo privilegerede i forhold til folk, der mister deres arbejde eller arbejder i kritiske funktioner, tilføjer Kirsten.

De bor til hverdag på Frederiksberg, men købte sidste år huset i Arninge for at bruge det som fristed. Det er de ekstra glade for nu, hvor de har kunnet rykke hverdagen hertil for en periode, mens den står på hjemmearbejde over Skype og fjernundervisning.

- Det er faktisk lidt imponerende, hvad man har kunnet få løst. Det er en helt anden virkelighed, en digital virkelighed, vi sidder i nu. Men den kan lade sig gi' sig, siger Niels.

De er begge bekymrede for sundheden og økonomien i vores samfund.

- Vi må hjælpe hinanden så meget, vi kan - også som naboer, siger Niels Zachariassen.

Vi går hen til nabohuset. Nu er der ingen vej udenom, vi skal ind på en matrikel. Jeg tager forsigtige skridt. Hvor er det mærkeligt, at det pludselig føles sådan at gå henover folks flisegang. Velkommen står der på en pil, der peger hen mod døren. En rollator står parkeret, ingen åbner. Men bilen er også væk, så der er vist ingen hjemme.

Vi går videre, krydser vejen til et hus, hvor 86-årige Jens og 91-årige Ruth Tronholm Hansen bor sammen med deres 56-årige søn Peter.

Jens åbner, de andre kommer ikke ud i døren. For Ruth er ikke så godt gående.

- Vi har holdt for mange fødselsdage, siger Jens.

Og Peter har travlt med at passe sit hjemmearbejde, som fylder det halve af spisebordet, fortæller Jens. Han vil gerne snakke. Ingen forbehold. Der er kun den smitteforebyggende afstand imellem os. Ikke en mental. Igen bliver jeg lettet. Jeg har nok været mere bange end nødvendigt for, hvordan min interesse for de andres liv ville blive modtaget.

- Vi har det godt efter omstændighederne, siger Jens Tronholm Hansen.

- Vi gør alt, hvad vi kan, med at vaske fingre, og jeg støvsuger hver torsdag. Jeg skal også i byen og handle, men det bliver måske først i morgen. Det kommer an på tilbuddene. Vi har ikke rigtig lavet noget om, siger han.

Og dog.

- Vi render ikke så meget rundt og snakker med naboer for tiden. Kun lige over hækken.

Vi traver ned til huset i svinget og går henover indkørslens perlegrus, som knaser under fødderne, hen til gårdspladsen mellem stuehus og ladebygninger. Her bor Bjarne og Cynthia Skov Andersen.

Der er åbne vinduer i stuehuset og en åben dør til værkstedet. Musik strømmer ud. Hallo?! Hallo?! kalder jeg. En schæferhund kommer susende, og lige dér er jeg glad for, at jeg er på velkendt grund i min egen landsby. Jeg ved, at hunden er sød. Så kommer Cynthia til syne i vinduet, og kort efter kommer Bjarne anstigende med armene løftet som til et gigantisk kram.

- Hej Bjarne, du må for guds skyld ikke give mig et kram, siger jeg.

Han sænker straks armene og smiler bredt.

De fortæller, at de lige har været en tur i Ringsted til tredje kontrol efter Cynthias brystkræft. Alt var godt, og de har det godt.

- Vi har god plads og masser at lave, siger Bjarne.

Han begynder glædesfyldt at vise rundt i haven, som rummer figurklippede buksbom, en sø med guldfisk og en nødlandet and, og rækker med tilsyneladende perfekt klippede æbletræer. Planen er også at få lavet "noget nyt plankeværk", som han siger.

- Her bliver så elegant her i corona-tiden, siger han i spøg.

Så bliver han alvorlig.

- Det er en katastrofe for Danmark og for omverdenen. Jeg kan slet ikke forholde mig til det. Jeg er 77 år, og jeg tror, at den her slår rigtig hårdt. Jeg tror ikke, at jeg når at se økonomien rette sig i min levetid, siger han.

- Måske kan vi klare det i Danmark, men jeg er bekymret for Filippinerne. Der bor over 110 millioner mennesker på et areal kun syv gange større end Danmark.

Cynthia er fra Filippinerne. Deraf bekymringen.

- Det er jo forfærdeligt for at sige det ligeud, siger han.

- Vi har også aflyst vores rejse dertil til sommer.

Så er det tid at finde bilerne. Vi ræser til et hus, ingen hjemme, så til en gård. Vi kommer anstigende to biler ned ad en privat allé og ind på nogens gårdsplads. Det føles næsten for voldsomt. Jeg er heldigvis igen på lidt kendt grund. Vi er hos mine naboer Mette og Christian og deres to sønner Anders på seks år og Mads på otte. Jeg kan se Mette kigge forundret ud af ruden, så genkender hun mig og kommer ud i døren.

- Vi har det godt, fortæller hun.

- Vi er glade for at bo herude, hvor der er luft omkring os.

Christian er landmand og passer sine marker. Mette er sygeplejerske. Hun arbejder i ambulatoriet for diabetes i Sundhedscentret i Nakskov. Men i denne uge har hun ferie.

- Det er jeg så glad for, siger hun.

Inden ferien nåede hun at være på et opkvalificerende respirationskursus, fordi hun udgør en del af beredskabet, som kan risikere at blive kaldt til Nykøbing Sygehus.

- Det er sådan, det skal være. Man vil gerne hjælpe, hvor man kan, siger hun.