Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 8,9 millioner kroner til restaurering af pakhus.
RØDBY Foreningen til bevarelse og aktivering af Pakhuset - Dørtærsklen til Danmark har fået en stor saltvandsindsprøjtning fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Med en stor donation fra fonden på 8,9 millioner kroner kan man nu gennemføre en visionær restaurering af Rødbys kultur- og borgerhus.
- Vi får opfyldt en stor drøm om at skabe et helt fantastisk kultur- og borgerhus, som kan være omdrejningspunktet for fællesskab og sammenhold i byen. Et aktivt kulturliv skaber fællesskab, vækst, bosætning, turisme, erhvervsliv og glæde. Vi er dybt taknemmelige over donationen fra Den A.P. Møllerske Støttefond, fortæller Liselotte Paaske Nielsen, der er formand for pakhusets bevaringsforening.
Med donationen bliver det kulturhistoriske pakhus sikret for eftertiden, og Rødby vil få et samlingssted, der året rundt kan rumme alsidige aktiviteter i unikke, bevaringsværdige rammer.
Foreningen har siden 2015 arbejdet intenst på at aktivere Kultur- og Pakhuset samt skabe byudvikling i Rødby.
Det har resulteret i utallige arrangementer, et minimuseum, en kulturpris, etablering af Projekt Købstadshotellet og finansielle midler til byudvikling i Rødby. De 8,9 millioner kroner svarer også til det beløb, som foreningen ansøgte om.
Allerede i gang
Skitseprojektet for fremtidens Kultur- og Pakhus er udarbejdet af Tegnestuen Norrøn, og med den store donation er projektet allerede i gang.
- Der er en hel procesplan for, hvordan det går i gang. Så vi er i gang med fonden at planlægge proceslinje og det her, fortæller Liselotte Paaske Nielsen.
De 8,9 millioner skal udover restaureringen af pakhuset gå til at bygge en ny bygning ved siden af med anretterkøkken, toilethus og opbevaringsplads, hvilket man i øjeblikket mangler i selve pakhuset.
Indeni pakhuset skal der blandt andet laves balkon, ny scene, lydanlæg og barområde.
Pakhuset, der har været brugt til en række forskellige arrangementer, er også en del af planerne for byfornyelse i Rødby. Her vil man med byfornyelsen sætte fokus på torvet, Willers Gård og ved pakhuset.