903 chancer for mere natur er mistet for bestandig

UGENS KLUMME: Jeg har med interesse fulgt med i debatten tidligere på sommeren om tab af biodiversitet ved nedrivning af huse, der herefter omdannes til landbrugsjord. Sådan en sag fortjener en opfølgning – og ikke mindst friske fakta i en sommer, hvor vi mærker konsekvensen af klimaforandringerne, der burde få os til at tænke nyt  – og nu har jeg undersøgt sagen grundigt.

Først og fremmest har jeg set i tingbogen, og her kan man se, at der de senere år er brugt adskillige millioner på at købe ejendomme til nedrivning – og rive dem ned – især ved Lollands Kommunes indsats og udgift. En stor del af dette beløb bliver refunderet fra statens nedrivningspulje, men det er jo stadig skatteborgernes penge der bare cirkulerer rundt imellem forskellige kasser.

Det er rimeligt nemt at gennemgå historiske oplysninger om grunde og ejendomme set fra luften, og når jeg laver en sammentælling, så kan jeg se at 903 grunde er gået væk fra at være bebyggelse og havebeplantning. Heraf er hele 97 procent blevet omdannet til landbrug.

Jeg har ud fra matrikelkort og luftfoto udregnet, at vi faktisk i Lolland kommune til dato har mistet 89 hektar, som kunne være omlagt til vild natur i stedet. Da grundene bliver solgt til en pris på 1300 til 8000 kroner, er dette er meget lille indtjening for kommunen, når prisen er ødelæggelse af kostbar natur, som kommunen kunne have valgt at beholde. Og hvis ikke, så burde der være en klausul om, at grundene kun må sælges til købere, der vil bevare biodiversiteten - det kunne måske være en landmand, der vil udvikle sin ejendom med endnu mere natur - eller lignende.

Også andre forhold tyder på, at Lolland Kommune ikke mener det med biodiversitet alvorligt. Det ser man i vejrabatterne, der bliver slået først på året. Kommunen kunne så indvende, at det er en smal bane, som skæres, og der er en masse biodiversitet tilbage. Men den forsvinder hurtigt, for når kommunen er væk, så kommer den lokale lodsejer og slår resten - helt ind til marken. Og det bliver til en hel del tabt natur, når Lolland kommunes veje - uden for byerne - består af 1100 km vej. Hegnsloven siger, at der skal være tre vej-alen ind til privat jord. Det vil sige, at her ligger 198 hektar vild natur til rådighed ganske gratis - ligesom man kan spare en del af slåningen.

Måske mener politikerne, at det vil øge tilflytningen, hvis et område er velfriseret og uden ”vilde haver”. Det er noget vrøvl, for enhver ved da, at der er skoler, offentlig transport og indkøbsmuligheder, som tæller. Og her er man på vej til at afvikle igen for at spare.

Hvorfor tager man ikke skridtet fuldt ud og markedsfører Lolland på for alvor at ville biodiversiteten. Det ville oven i købet medføre, at Park og Vej måske kunne fokusere på naturpleje på nye måder, hvilket Lolland godt kunne trænge til.

Et godt eksempel på fejlslagen naturpleje ser man på den sydvestlige del af Lolland på Sølvbjerghøj - en aflejring fra istiden. Dette sted ville man for nogle år siden ville omdanne til et mere lysåbent og naturvenligt område, idet hele Sølvbjerghøj er omfattede af §3 naturbeskyttelsesloven. Den østlige del af området er bevaret med tæt skov. Derimod fældede man alt bevoksning i den vestlige del af området, for at der skulle komme flere vækster, som vokser på mager jord.

Efter nedskovningen indhegnede man området og satte dyr ud til afgræsning. I dag er dette område kun bevoksede af kortklippede græs, der ikke kommer nye vækster til og i tørre perioder virker det som en ørken. Området fremstår naturtomt. Før nedskovningen var der en kraftig flora og fauna, og der var flere sneglearter, samt sjældne planter som kun findes få steder i Jylland. Man kan sige at det var et forsøg på en genskabelse af naturen, som desværre ikke virkende helt efter hensigten.

Der er brug for en helt ny og visionær masterplan for biodiversitet, hvis man virkelig mener det her. Men hvem presser på? Jeg var en årrække tilbage medlem af DN, men her virkede det ikke som om, at der var stor vilje til at presse på. Presset skal derfor komme indefra de politiske partier, der selv kan indse, at den er gal. Det må vi så håbe snart kommer til at ske.