Sommerhussagen er igen på byrådsmødets dagsorden.
MARIELYST FERIEBY Når det nye byråd for første gang holder byråsmøde torsdag, er det med en gammel kendt sag på dagsordenen. Den om sommerhusene ved digegrundene i feriebyen, som Guldborgsundlisten har sat på dagsordenen:
"Jævnfør afsagte dom af 17. november 2021, som entydigt afgør, at Guldborgsund Kommune kan lave en ny lokalplan for hele området, ønskes det nye byråds stillingtagen til retslig lovliggørelse af 10 sommerhuse på Bøtølundvej, hvilket betyder ny lokalplan for hele området", står der i punktet.
Det har den nye borgmester, Simon Hansen (S), følgende kommentar til:
- Det kommer som en konsekvens af, at jeg har bedt om at få lokalplanarbejdet stoppet, imens vi indhenter en anden juridisk vurdering af dommen. Så man kan godt sige, at det er min skyld, siger han.
Udover en anden juridisk vurdering af dommen end advokatfirmaet Hortens ønsker borgmesteren, at et eksternt advokatfirma forholder sig til, om der er andre mulige løsningsmuligheder på sommerhussagen, der i den grad har delt vandene lokalt og trukket overskrifter i landsdækkende medier.
Alt er muligt, men ...
I Guldborgsundlistens begrundelse for at sætte punktet på dagsordenen er Poul Hvilsted fra advokatfirmaet Hortens juridiske vurdering af dommen vedhæftet. Den er dateret cirka 14 dage efter kommunalvalget.
Her er konsekvenser og rækkevidde for byrettens dom 17. november beskrevet på halvanden side. Horten stiller spørgsmålet, om en fysisk lovliggørelse ifølge retten er en mulighed? Til det skriver han:
"I udgangspunktet er det, som retten siger, en skønsmæssig afgørelse, og det vil jo alt andet lige sige, at alle udfald er mulige."
Herefter gentager han argumenter, der tidligere har været fremme i debatten, nemlig at Guldborgsund Kommune skal tage hensyn til værdispild og proportionalitet, når man træffer beslutninger.
Poul Hvilsted fremhæver også, at byrettens dom vil belaste kommunen, hvis den går videre med fysisk lovliggørelse og dermed en forventet klagesag fra ejerne af de 10 huse. Han understreger desuden, at han ikke kan udelukke, at en ny sammensætning af byråd vil blive betragtet som en kvalificerende forandring, rent juridisk:
"Men jeg hælder både generelt og i forhold til den konkrete sag, hvor byggetilladelser er udstedt og som sådan må anses for at være lovlige, til den opfattelse, at det vil blive underkendt."
Endeligt konkluderes det i Poul Hvilsteds notat, at kommunen kan ekspropriere efter planloven mod fuld erstatning.
Sagen kort
I januar 2021 afgjorde Planklagenævnet, at 10 sommerhuse ved Marielyst Ferieby ikke kunne rummes af lokalplanen. En ny skulle udarbejdes, eller husene skulle rives ned. Efterfølgende samlede Venstre og Guldborgsundlisten flertal for igangsættelsen af en ny lokalplan, hvor mindre fysiske tilpasninger på udearealerne også indgår.
I september 2021 mødtes Guldborgsund Kommune og naboer til de store sommerhuse så i byretten i Nykøbing, og 17. november blev kommunen frifundet for to rejste påstande. Den ene, at Guldborgsund Kommune var forpligtet til at lovliggøre de 10 sommerhuse fysisk og i tilfælde af, at sagsøgere ikke fik medhold i dette, da kunne kommunen pålægges at udbetale erstatning til naboerne.