Sydmotorvejens frakørsel 47 ved Våbensted var i en periode torsdag eftermiddag spærret i sydgående retning på grund af en brændende bil.
Ifølge Folketidendes oplysninger var det en Flextaxi, der var gået ild i, men den oplysning er endnu ikke bekræftet fra anden side. Der blev slået alarm til 112 kort før klokken 15.40.
Ifølge politiets vagtchef gik der tilsyneladende pludselig ild i bilen under kørslen, men derudover har han ikke yderligere oplysninger.
Ifølge Folketidendes mand på stedet blev bilens chauffør hentet af en ambulance, mens den passager, der var med, blev hentet af en anden bil. Det har ikke været muligt at få oplysninger om de implicerede personers tilstand. Der er nu ryddet op på stedet igen.