SANDBY: Det lille plejecenter i Sandby er et godt eksempel på, hvordan man med få, kreative midler kan - om ikke forhindre - så i hvert fald gøre det sværere for beboere med demens at tage på langfart.
Havelågerne ud til det omgivende samfund er overdækket af fotostater, som ligner en forlængelse af hækkene. Det har i flere tilfælde fået beboere til at blive på matriklen.
Lågerne er så tæt på virkeligheden, at en vagtlæge engang forsøgte at hoppe over, hvad han troede var hækken. Vagtlægens bukser revnede.
Haven er vigtig for plejecentrets beboere. Her kan de hakke ukrudt - ligesom de gjorde, da de boede hjemme. De kan også nyde synet af hønsehuset, en smuk rød kat og en hyggelig pavillon. Alt sammen noget, der kan få beboerne til at huske deres forhistorie.
- Selv om beboerne er meget dårlige, kan de meget med den rette motivation, siger teamleder Karin Hansen.
Hendes historie går tilbage til 1987, da hun fik arbejde på plejecentret i Sandby. Siden da blev hun leder.
- Det er mit plejecenter, siger hun.
Frisørsalon med curlere
Karin Hansen viser rundt på plejecentret, hvor et stort badeværelse er lavet om til Salonen.
Her kan beboerne få ordnet hår og studset skægget, når frisøren kommer forbi.
Salonen er indrettet, som en frisørsalon så ud i 1970'erne med Carmen Curlers og tørrehjelm.
På gangene står ting, som får beboerne til at huske tilbage. En Helvetia-symaskine. En høvlebænk. Hyggekroge med krammebamser.
Der er også standardudstyr som sansegyngestole, cocoon med musik og kuglesækkestole, der giver en god fornemmelse af tryghed.
På beboernes værelser hjælper personalet med, hvordan indretningen skal være.
Møblerne skal helst stå, som de gjorde i hjemmet, så beboerne ikke bliver forvirrende, når de står ud af sengen om morgenen.
Ro
Når man bor på plejehjem, hvor der er mange demente, kan der være brug for at få ro. Det får man i plejecentrets gårdhave, hvor vandet risler, og blomsterne pynter.
Det er også her, man kan vente på bussen. Den kommer godt nok aldrig, men man kan sidde i busskuret og vente - i stedet for at strejfe omkring udenfor. Hvis nogen spørger, hvornår bussen kommer, svarer personalet:
- Bussen er gået i stykker.
Byrådsmedlem og formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen valgt for Din Stemme, og direktør i Lollands ældrepleje, Thomas du Plessis de Richelieu, er på besøg i Sandbys plejecenter.
- Fremtiden er, at vi skal kigge på demensvenligheden på alle plejehjemmene. Det kan ikke klares med et fingerknips. Det er de billige løsninger, der er helt geniale, siger Marie-Louise Brehm Nielsen om køkkenhaven, havelågerne og de gamle æbletræer.
Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme), byrådsmedlem og formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget i Lolland KommuneDet er de billige løsninger, der er helt geniale.
Eftersøgning
Karin Hansen har mange gange været nødt til at tilkalde hjælp til at finde en beboer, der var gået. Hun husker helikoptere og hunde.
- Vi har alle været der, og det er en frygtelig situation for naboer, pårørende og medarbejderne, siger hun.
På plejecentret, hvor der bor 20 beboere, er flertallet ramt af demens.