NYKØBING: Gennem hele den netop afsluttede sæson har Lucas Nyman været en af de bærende kræfter på Nykøbing FC's U/19-mandskab, hvilket resulterede i at han mod slutningen af sæsonen også fik debut for førsteholdet i 1. division. Det sammenholdt med, at han har leveret et godt indtryk til træningen med førsteholdet, gør nu at manager Claus Jensen tror så meget på Lucas Nyman, at han har udstyret ham med en 3-årig kontrakt.
Nøjagtig som med et andet ungt talent Oliver Baltzer, som vi omtalte i gårsdagens avis.
- Der er intet bedre, end når vi kan give vores unge, talentfulde og lokale drenge deres første kontrakt i Nykøbing FC. Så jeg er selvsagt utrolig glad for, at vi nu har skrevet en aftale med Lucas, siger Claus Jensen og fortsætter.
- Lucas har uomtvisteligt et stort potentiale, og han har over en nu længere periode bevist, at han både kan levere i kamp, arbejde stenhårdt til træning og ikke mindst arbejde professionelt med sit store talent. Det er en fornøjelse at arbejde med Lucas, og vi er glade for nu at have skrevet en tre-årig aftale med ham.
Allerede som 10-årig kom Lucas Nyman til Nykøbing FC efter at have startet sin fodboldkarriere i Tingsted og Eskilstrup, og på nær et enkelt år på efterskole, har han spillet i Nykøbing FC siden, og nu altså udstyret med sin første professionelle kontrakt.
- Det har været et helt fantastisk forår for mig, og jeg er lykkelig for, at jeg nu også har underskrevet min første kontrakt med klubben. Det har altid været en drøm for mig at slå igennem i Nykøbing FC, og kontrakten giver mig ro til at arbejde videre og hårdere, så jeg kan opnå endnu mere. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig, siger Lucas Nyman.
U/19-kaptajnen har snust til træningsmiljøet i førsteholdstruppen, og han har bevist, at han er klar til at bidrage på førsteholdsniveau.
- Man kan godt mærke, at det går stærkere, når man træner og spiller med førsteholdet. Det er helt fantastisk for min udvikling, og når man samtidig har en god træner og gode medspillere at læne sig opad, så kan jeg virkelig mærke, at det gør noget godt for min udvikling, fastslår Lucas Nyman, der indtil videre bliver den tredje spiller fra U/19-holdet, der har underskrevet en 3-årig aftale.
De to første var Milas Schwensen, der også har fået debut i 1. division og endda scorede sejrsmålet til 2-1 mod Hvidovre, og som ovenfor nævnt Oliver Baltzer.
De er alle tre med, når Nykøbing FC i morgen formiddag indleder forberedelserne til den nye sæson i 1. division med en række fysiske tests.