Annonce
Tema

Da Stormfloden ramte - Idestrup

Foto: Anders Knudsen

I 2022 er det 150 år siden, at en stormflod i november 1872 med meget voldsom styrke ramte Lolland-Falster. Folketidende sætter året igennem fokus på den ekstreme naturkatastrofe.

Da stormfloden ramte
Frederik Graae (1865-1938) vil være kendt af mange som idemand og initiativtager til udbygningen af Marielyst med hoteller og sommerhuse. En buste af ham har stået på Marielyst Torv siden 1946.
Han voksede op i præstegården i Idestrup, hvor hans far var præst.
I avisen fra 13. november 1922, 50-årsdagen for Stormfloden, fortæller han detaljeret, om sine oplevelser på selve dagen.

Fra overretssagfører Frederik Graae, København, har vi modtaget følgende bidrag angående stormflodsdagen i dag for halvtreds år siden:
En begivenhed, der gjorde stærkt indtryk på mig i min første barndom, var stormfloden den 13. november 1872.
Jeg husker mig selv stående om morgenen ved spisestuevinduet og forfærdet se på, hvorledes stormen bogstaveligt flængede taget af laden på den anden længe, jeg husker klokkeren kom løbende ind for at fortælle, at han oppefra kirketårnet havde set, hvorledes den oprørte Østersø havde skyllet sine vandmasser ind over det flade land knapt en halv mil syd for Idestrup, og hvorledes man kunne se folk sidde på tagryggen af husene, mens bølgerne slog op over taget; jeg husker min fader give kusken ordre til at spænde for, fordi han ville ud at se til sine betrængte sognebørn.

Jeg får selv min frakke på, lister mig ud for at komme over til legekammeraterne, husmandssønnerne på den anden side af gaden. Lige uden for døren griber stormen mig og fører min lille person modstandsløst afsted, jeg hører et skrig, vender mit hoved og ser i sovekammervinduet min yngste søsters skrækslagne ansigt, mærker noget tungt og stort strejfe mit ene øre og hører et klask mod stenbroen. Det er et af tagets overtræer, der er blæst ned, og som sikkert havde knust mit hoved, om ikke min søsters skrig havde fået mig til at dreje det til siden.

Men jeg blæses videre ud gennem porten, over gaden og lige ind i husmandens tjørnehæk. En hastigt galoperende hests hovslag overdøver stormens hylen, gennem den tomme landsbygade jager i rasende fart en rytter, en dødbleg, ung mand, der synes jaget af furier og forsvinder som et lyn. Det er den unge Frederik Tesdorpf - få år efter den populære væddeløbsrytter, den danske sejrherre over svenskerne på Eremitagesletten - der ved det første budskab om stormfloden har kastet sig på en hest for at ile til ulykkesstedet.

Lidt senere ruller en tung holstensk vogn, forspændt et par svære jyske heste, gennem landsbyen. Det er selveste Eduard Tesdorpf, der er på vej sydpå, hvor fire af hans ejendomme er overskyllet af det frådende hav. Ud for præstegården, hvor min fader er kommet frem i porten, standser vognen, og jeg hører min fader sige:
”Det er en forfærdelig ulykke!”
”Jeg frygter, at det er endnu mere - en nationalulykke!” svarer Tesdorpf, og idet han til afsked trykker min faders hånd med sin store, rødblå arbejdsnæve, siger han, og det med en stemme, der hverken er klynkende eller grædende, som den til daglig plejede at være, men præget af beslutsom kraft:
”Der forestår os alle et stort arbejde!”

Og så kører han videre, mens hans rastløse hjerne arbejder på, hvorledes han skal oprette den skade, der i øjeblikket synes uoverskuelig og ubodelig. Lidt efter kører også min fader sammen med min moder sydpå til de landsbyer i min faders sogn, der er ramt af stormfloden.
Men oppe fra kirketårnet melder udkigsmanden i løbet af dagen om nye ulykker og nye rædsler, om bortskyllede huse, om familier, der føres bort af bølgerne på de løsrevne tage, om skibe, der står ind over land for at splintres eller gå på grund, hele Sydfalster er et frådende hav og synes hjemfalden til fuldstændig udslettelse.

Henimod aften kommer naboen Anton Schmidt hjem fra Lolland, hvor han har været på dræningsarbejde, men ved rygtet om stormfloden er ilet hjem af frygt for, at havet også skal nå Idestrup.

Da han kommer til broen over Guldborgsund, står der vagt for at advare ham, da selv den svære bro anses for usikker. Men han agter ikke på advarslerne. Det var dog værre end han havde troet at komme gennem bølgesprøjtet over den svajende og knagende bro. Tilbagetoget fra Dybbøl over broen til Sønderborg var for intet mod dette at regne, siger den forhenværende underofficer.

Næste dag var jeg med mine forældre ude ved et par af de landsbyer, der havde været overskyllet af havet, så de ødelagte marker, resterne af de bortskyllede huse, vrag af strandede skibe, druknede dyr og alskens løsøre, der lå spredt over mark og vej, og her talte vi med dem, der havde været ”i vandet”.

Særlig mindes jeg en gammel bonde, der fortalte om, hvorledes han tidligt om morgenen havde været nede ved Østersøen, da den brød gennem det gamle dige, og hvorledes han var løbet for livet med vandet i hælene på sig og var nået hjem, just som bølgerne skyllede ind over gårdspladsen. Og de gamle husmandsfolk, der viste os hullerne, som vandet havde boret i lervæggen, og hvorigennem det var trængt ind i stuen, hvor borde og bænke havde sejlet rundt mellem hverandre, mens beboerne havde søgt ly på loftet.

Jeg læste i deres øjne og hørte i deres stemmes klang rædslen fra vandets magt, men så samtidig den ro og sindsligevægt, hvormed de nu, da faren syntes overstået, straks begyndte at tage fat for at oprette den lidte skade.

Tirsdag 14. november 1922 bragte Folketidende en novelle af Frederik Graae, der skildrede stormflodsdagen 50 år tidligere.
Frederik Graae havde samlet en lang række beretninger fra dagen og skrevet dem ind i dramatisk fortælling.

En stormflodsnovelle fra 1872
Af overretssagfører Frederik Graae.

I vinteren 1910, da jeg som starter og leder af Marielyst Østersøbad - der ligger på den mest hjemsøgte strækning - i nogle år havde haft lejlighed til at opfriske barndommens erindringer, skrev jeg på grundlag af, hvad jeg selv havde oplevet og hørt af andre, efterfølgende lille skitse om stormfloden.

Som et grønt tæppe med hvide borter hvilede på det store hav Bøtøs græsgange, kantede af den brede sandstrand.
Et ungt uberørt land, opstået af havet, ombølgede til tider overskyllet af det syntes Bøtø endnu ikke helt land, men havde bevaret noget af havets evigt skiftende bevægelse.

Kærtegnende snogede Østersøen sig om øen, dovent kælende for den, legende med den som en verdenserfaren, lidt raffineret kvinde med sin unge elsker. Koket lod den sine bølgers spidse tunger slikke den fine, hvide strand, mens små forelskede gisp fra havets dyb steg ind over land. Aldrig så man et hav så fredeligt som Østersøen ved Bøtø Strand, indsmigrende venligt, gæstmildt bydende sig frem, åndende tryghed og fred.
Men hav er hav.

Dybt på bunden af den blide, kølende kælne Østersø lurede lidenskaben, havets voldsomme drift og begær efter at tage landet med vold i et alt overvældende favntag.

I århundreder vuggede Bøtøs grønne tæppe på Østersøens bølger, næsten et med havet. Kun i strenge vintre kunne isen skrue op på strandbredden en kam af isbjerge, der skarpt satte skel mellem land og vand, men om foråret, når is og sne smeltede, eller om efteråret, når østenstormen drev vandmasserne fra den botniske bugt ned i Østersøen, slettedes alle skel, og vandet skyllede ind over det flade land, der deltog i mange små øer.
På øerne lå bøndernes lave gårde, hvor bøtøboen levede sit frie, sunde liv. Han elskede havet og nærede ingen frygt, selv om det af og til lidt nærgående aflagde et besøg helt inde i gårdene. Som et barn af det store hav færdedes han tidligt og silde ude i naturen, fortrolig med dens inderste væsen. Kun i de mørke efterårsaftener, når ørkenstormen jog hen over øen, holdt bøtøboerne sig helst hjemme, thi da var det såre vanskeligt at finde vej mellem de mange strømme, der flød ind over landet. Man var henvist til at lade hestene selv råde, og hændte det slig en aften, at ”Malpytten” drev sit spil, da var man ilde faren.

Malpytten var Bøtøs onde ånd.

En stormflod smælder forstuedøren ind, en mørk strøm af vand glider ilsomt henover gulvet, først lang og smal, bugtende sig som en slange, så bredende sig til alle sider, indtil hele gulvet er oversvømmet af det hurtigt stigende vand, og gennem den åbne dør trænger fra stalden trods uvejrets larm et mangestemmigt brøl, fuldt af dødsangst ind i stuen.

De står alle blege og stive, anende den kommende forfærdelige ulykke, mens hunden, der er kommet ind med vandet, pibende søger hen til karlen, og moderen trykker de grædende børn ind til sig. Rolige og fattede er kun aftægtsmanden, der med alkoveforhænget flagrende om ørerne bandende søger at fuldføre påklædningen, så hurtigt de gamle stive fingre evner det, og husbond, der efter endt måltid har rejst sig, og nu sindigt og bestemt giver sine ordrer. Døren stænges, vinduet dækkes på bedst mulige måde, børnene bringes i klæderne, og for en sikkerheds skyld bliver der ført fødevarer og sengeklæder op på loftet.
Man er forberedt på alle muligheder.

En tid synes det, som om vandet ikke mere stiger inde i stuen, hvor de nu alle er samlet. På bordet sidder mandfolkene, på bænken langs gårdmuren pigerne med benene trukket op og i alkoven moderen med børnene. Aftægtsmanden har fået tændt sin pibe og fortæller om, da Østersøen i hans barndom var inde i stuerne.

”Da var hun (og han svor en drøj ed!) meget værre end som i dag.”
Udenfor bruser havet løs mod huset, bølgerne klasker op ad murene, så bindingsværket rusker og knager. Skum- sprøjtet står på vinduerne om kap med regnens tunge dråber. Overtræerne slænges fra tagrygningen og slænges med et smæld i bølgerne, som når en bøje kastes ud fra et stort skib, eller en svømmer fra den høje vippe vil springe på hovedet i vandet, men fejler springet og rammer vandfladen med hele kroppen. Et sted er et vindue revet op og slås i på ny, så ruderne klirrende falder ud, og fra stalden trænger køernes brølen sig frem stedse højere og højere i stigende angst.

Lidt efter lidt stiger også vandet i stuerne efter at have boret huller i murene og undermineret grunden. Pludseligt klasker et vældigt bølgeslag mod gårdmuren, et brag, et flerstemmigt skrig, et plask, murens fyldning er presset ind, og pigerne der sad på bænken, er med benene i vejret gået på hovedet i vandet, der bruser ind i stuen.

Nu er loftet et nødvendigt tilflugtssted. Den sidste, der forlader stuen, er husbond. Han går først, da fyldingerne mod haven styrter ned, og vandet, mens dagen grå og trist bryder frem, frit fra alle sider bølger gennem stuehuset. Stående på trappen kaster han et sidste blik på det gamle asketræsskab med de svære døre, der fylder hele den ene væg og har stået i stuen fra ejer til ejer lige fra den dag, da den gamle hollandske nybygger opførte gården og tømrede skabet med de kunstfærdigt udarbejdede fyldinger. Mens stole og borde sejler om og slynges fra væg til væg, står det ene fast og urokkeligt, uimodtagelig for bølgernes angreb.

Med frit spillerum strømmer vandet fra alle sider ind på den firkantede gårdsplads, hvirvlende rundt som en malstrøm på hvis bølger tumler om møbler og huskeråd, fjerkræ og levnedsmidler og midt i malstrømmen med højt hævet hoved den kulrede hoppe, der har revet sig løs og reddet sig ud af stalden ene af alle dyrene.

Men dumpe plask styrter de øverste fyldinger en for en ned i bølgerne og med et brag, der overdøver stormen og havet, ramler skorstenen sammen, knusende loftet over stuehuset, og rivende taget med sig. Den østre længe synker sammen, og taget slynges over mod ladebygningen, der knager og brager i alle ledemod.

Fra loft til loft har beboerne måttet fortrække. Til sidst er der tilbage kun høstænget over stalden, hvor der nu er dødstille. Vejen hertil går over portåbningen, og karlen og den fremmede mand vover den først, holdende hinanden i hånden, i bølgerne til halsen, hvert øjeblik i fare for at rives ind i malstrømmen. De slipper op på høstænget og af stænger og lægter dannes en bro, ad hvilken de andre møjsommeligt én for én kryber over.

Fødevarer og sengeklæder har man måttet lade i stikken, da skorstenen faldt. Kun aftægtsmanden har bjerget sin dyne og sin tobaksdåse.

Krybende sammen i høet søger de, tæt trykkede ind til hverandre, læ mod stormen, der suser ind gennem åbningerne i taget, rivende, ruskende og flænsende i det, så at de hvert øjeblik venter, at det skal slynges væk.

Vandet når helt op til tagskægget, og fra portåbningen står skumsprøjtet ind over høstænget. Et hvidt hoved viser sig over bølgerne, og båret frem af et bølgeskvulp slynges en gris op i høet. Den ryster sig med et grynt, ser let frem for sig med en betænkelig mine og kryber så ned ved siden af karlen og den pibende hund. Fra dueslaget, der tumles rundt i malstrømmen, flagrer et par forpjuskede duer ind under taget, og på den anden side portåbningen sidder en kat med to killinger, alle tre ynkeligt mjavende.

Men udenfor vælter stormfloden skumsprøjtende videre, som et milelangt hærtog, der for fuld musik og under vild sejrsjubel stormer frem over slagmarken, efterladende rædsel og død på sin fart fremefter, væltende alt, hvad der gør modstand, over ende.

”Åh Herre Jesus”! skriger en af pigerne og peger gennem det sønderflængede tag over mod et af nabohusene på Stouby Ø. Taget er blæst af, og på det nøgne loft ses en mand løbende sanseløst frem og tilbage, snart løfter han armene op mod himlen, snart synes han at kalde på dem, der er blevet nede i stuen, indtil han til sidst i stum fortvivlelse sætter sig ned med hænderne for ansigtet. En vældig bølge river det gamle hus med sig, og klamrende sig til resterne af loftet føres han i rasende fart hen forbi gården, så skilles hans skrøbelige flåde, brydes itu, og han forsvinder i bølgerne, der i forvejen har opslugt hele hans familie og ikke levnet sten på sten af hans hjem.

På høstænget vender de sig i angstfuld gru bort fra havet, en stund vover de ikke at se ud, men lidt efter drages blikket på ny mod stormfloden, der nu er herre, så langt øjet rækker. Nye rædsler drager forbi de indespærredes øjne.

På taget af et hus driver en familie ned mod gården, en kvinde med flagrende hår og et spædt barn på armen, en mand og en lille dreng. Taget skilles, manden og drengen opsluges af havet for kvindens øjne, mens hun på resterne af taget føres videre, indtil også hun med sit spæde barn forsvinder i havet.

Det er, som var den yderste dag inde.
Med plafrende sejl står et stort skib ind over land, styrende lige mod gården, som ville det sejle dem ned.

”Nu er det ude med os”! råber karlen, men hundrede alen fra gården gør skibet pludselig en brat vending, ret som styrmanden først nu opdagede, at han var inde over land og ville forsøge at slippe ud. Et øjeblik står det stille, så skyller en kæmpebølge hen over det, skibet kæntrer, splintres som pindeværk, mens besætningens skrig lyder ud over havet.

Et hoved dukker op, hvor skibet er forsvundet, en mand, en dygtig svømmer, kæmper sig gennem stormfloden frem mod gården. Han når en ung pil, til hvis top han klamrer sig for at samle kræfter, den bøjer sig for hans vægt, og ustandselig dukkes han ned under de fremvæltende vandmasser. Så rammer et stykke tømmer, en vragstump, ham i hovedet, han slipper taget og med knust hoved slynges hans legeme hen imod gården, som en bold kastes det af en bølge op på taget, hvor den næste bølge, som i lystelig leg, griber det i sine stærke arme og kaster det ud i dybet på ny.

Et halvt opløst halmlæs sejler forbi, på dets top sidder en gammel mand med en kat, et øjeblik standses det af et højt piletræ, i hvis krone en islandsk uldtrøje er blevet hængende. Man ser den gamle med sin kæp hale trøjen til sig, så sejler han videre på sit usikre fartøj, travlt beskæftiget med at trække i sit nye klædningsstykke.

”Det var lige meget min ny trøje, han huggede”, sukker aftægtsmanden, der længe har været tavs. ”Det er nok ellers over middag”, fortsætter han, da ingen svarer ham, ”men mad får vi vel ikke i dag”, så man kan vist lige så godt tage middagsluren med det samme”.
Og han kryber ned i høet med den halvvåde dyne over sig.
”Nu vil jeg - som han kunne bande - sove, enten jeg så vågner i Himmerige eller Helvede”.
Det varede ikke mange minutter, før hans snorken forsøger at overdøve stormen.

Uvejret synes at tage af.
Havet begynder at blive mæt. Det har prøvet sine kræfter, væltet hen over landene, bredende ødelæggelser overalt, slugende, hvad der er kommet det i vejen.

Nu begynder det at falde til ro, regnen er hørt op, stormen flænser ikke længere i taget, og de høje skumsprøjtende bølger afløses lidt efter lidt af lange dønninger. Men endnu står vandet helt op til taget.
Forkomne og forsultne ligger gårdens beboere sammenkrøbne i høet i stadig frygt for, at uvejret skal tage fat på ny. En dønning skyller et brød op gennem portåbningen. Det modtages som et godt varsel og deles ud mellem alle, selv grisen får sin part.

Husbond har længe siddet ved portåbningen, spændt iagttagende vandets bevægelser; udtryk af håb og tvivl har vekslet på hans ansigt, men til sidst afløses tvivlen af sikkerhed, og med et springer han op: ”Glæd jer folk, nu er vandet sunket en tomme”!

Langsomt, men sikkert, falder vandet. Der er atter ro over naturen.

Den sammenkrøbne klump i høet begynder at røre sig på. Grisen snøfter rundt og tjenestedrengen er på færde alle vegne, kiggende ud gennem huller i taget, der ligner et sold.

”Nej se den kulrede hoppe, hun står oven på grisehuset”, råber han.
Og ganske rigtigt, der knejser hoppen med højt hævet hoved, rystende af kulde, men frelst - ene af den stolte besætning.
”Det kommer a’ det, at hun altid har villet rive sig løs”, forklarer karlen, ”det går ikke efter fortjeneste her i verden - de skikkelige bæster er alle druknede, men det skaberak er ene sluppet godt fra det”.
Og ude fra stalden hører man den dumpe lyd af de døde kreaturers legemer, der af dønningerne kastes mod spiltov og vægge.

Men vandet falder, og lidt efter lidt kan drengen melde, at nu ser han toppen af de unge graner, som konen og pigerne plantede påskedag for et år tilbage.
”Gud ske tak”! siger konen, ”så ved vi da, at vandet synker. Jeg synes, det er ligesom duen, der bragte oliebladet til arken”.

Endnu står vandet dog højt over øen, og man spejder op mod Væggerløse, om der ikke skulle komme både for at redde dem ud af den farlige stilling. Man gruer for en nat på havet, og man frygter, for det atter skal rejse sig.
Det er blevet aften, da en fiskerbåd fra Hasselø når ned til gården og tager dem alle om bord. Man er ikke længe om at komme i båden. Den sidste er aftægtsmanden.

”I har vel tobak med jer”, siger han. ”For min er sgu blevet lidt fugtig!”

Vandet er nu ganske stille, blankt og roligt ligger det hen over det hærgede land. I måneskinnet glider båden gennem pilehegnene over markerne, forbi ruiner af sammenstyrtede huse og gårde, snart stødende på lig af dyr og mennesker, snart bøjende af for et skab, et bord eller et stykke vragtømmer, somme tider lige ved at blive siddende fast i det ubestemmelige virvar af rester af huse, halm og huskeråd og døde dyrekroppe.

Der går en kold gysen gennem menneskene i båden, når liget af et menneske sagte stryger langs siden af båden, eller man passerer et træ, i hvis grene hænger et dødt legeme.
Oppe i Væggerløse skimter man lyset fra en bondegård - og på en af sandbankerne ved Stouby tegner sig langt inde på land i det skarpe månelys den mørke silhuet af et stort skib, der er stødt på grund inde mellem pilene.

Alt det ligger et halvt århundrede tilbage i tiden. Hvor hin 13. november, bølgerne skyllede hen over det flade ubeskyttede land, træffer man nu en smilende kyststrækning, et milelangt dige, og bag det en pragtfuld ung skov, og spredt rundt på det flade terræn op imod hundrede pyntelige villaer og nede ved Gedser, hvor stormfloden rasede mindst lige så slemt som på Bøtø, er der vokset op en helt ny by.

Uden frygt for stormflod har man her som der skabt nye værdier. Et sikkert tegn på falstringens sunde og frygtløse syn på livet.

  • Anders Knudsen
    Foto: Anders Knudsen
Annonce
Lolland

Engang var den Danmarks bedste Aldi: Nu åbner den snart som Rema 1000

Guldborgsund

Eftersøgt udlænding standset på Lolland i stjålet lastbil

Annonce
Annonce
Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

112

Bil i brand på motorvejen

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Annonce
Annonce
Lolland

Efter voldsom brand: Militærmuseum genopstår

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem

Lolland

Engang var den Danmarks bedste Aldi: Nu åbner den snart som Rema 1000

Guldborgsund

Nu skal pengene findes: Besparelser for 16 millioner kroner sendes i høring

Guldborgsund

Revyen solgte ud: - Nu skal vi lige komme os over chokket

Indland

Over 800 butikker vil donere overskudsmad i påsken