Annonce
Tema

Da stormfloden trak overskrifter

Lolland-Falsters Stiftstidende 16/12-1872 Foto: The State and University Library Aarhus

Lolland-Falsters Stiftstidende (1835-1960) fortalte om stormfloden, da den ramte landsdelen i november 1872.

I den sidste tid har vi bragt historier om stormfloden i 1872.
Øjenvidneberetninger fra bøger og mindeartikler fra avisen.
Men hvordan var det, da det skete?

Folketidende begyndte først at udkomme 1. oktober 1873, men Lolland-Falsters Stiftstidende (1835-1960) bragte nyheden, da den var ny.

Stormfloden fandt sted onsdag 13. november, og sidste lørdag bragte vi klip fra Stiftstidende torsdag 14. november, da stormfloden var i går. Der var beretninger fra Falster og Østlolland.

Fredag udkom Stiftstidende ikke, men lørdag 16. november fortalte Stiftstidende igen om stormfloden, denne gang med hovedvægten på begivenhederne på Lolland med udgangspunkt i Nakskov.
Artiklerne begynder nederst på forsiden og fortsætter på side 2. Vi bringer hele teksten:

Nakskov, den 15.de novbr. En voldsom stormflod har i onsdags anrettet betydelige ødelæggelser over hele Vestlolland og desværre her ved Nakskov krævet i det mindste et menneskeliv. Vandet steg temmelig jævnt indtil onsdag formiddag, da det pludselig tog til at stige med stor voldsomhed, ledsaget af en forrygende orkan af ØNØ med snefog; omtrent kl. 6 eftermiddag havde det nået sit højdepunkt og stod da overalt inde i husene langs havnen – i vort trykkeri stod det omtrent 1 alen -, mens bortdrevne bjælker, tønder, møbler osv. i forvirret kaos styrtede mellem hverandre gennem den oversvømmede gade og knuste vinduerne og væggene i husene.

Allerede kl. 1 var en del af dæmningen, der indeslutter det udtørrede areal ”Saunsø Vig”, gennembrudt på strækningen mellem Seifferts Mølle og maskinhuset, og de uhyre vandmasser styrtede sig i vældige bølger, hvis top stormen knuste og hvirvlede bort som støv, ned over det. Omtrent samtidig brød vandet fra Færgelandet og fra et punkt af dæmningen på Steensø ned over det til undergang viede areal, der i løbet af et par timer var fuldstændig fyldt. Samtidig brød bølgerne over slusen ved Veilegade Bro og dannede her et uhyre vandfald, der fyldte engene mod Svingelen og fra en stor del af husene på Madeskov måtte beboerne flygte, mens vandet anrettede større og mindre ødelæggelser på hus og bohave; på enkelte steder stod vandet endog til husenes tag.

Desværre indtraf ved Veilegade Bro den ulykke, at en vogn med flere personer på sank igennem broen, som vandet havde ødelagt, hvorved en ung kone druknede. Hendes lig er, så vidt vi har erfaret, ikke endnu fundet, men er rimeligvis af vandmasserne ført ud i den såkaldte Byfogedsø.

– Der er desværre ingen tvivl om, at stormfloden har anrettet en ganske overordentlig ødelæggelse, dels på landeveje, der er overskyllede og gennembrudte, dels ved at overskylle tilsåede marker og molestere huse og gårde. Fra de særlig udsatte egne af landet har vi endnu intet hørt, da forbindelsen ved de ødelagte veje endnu er afbrudt; men hvad vi her i vor nærmeste egn ser og hører tyder på, at vi har været hjemsøgte af en ødelæggelse som ingensinde før ved stormflod.

– Efterskrift. Efter hvad vi ved avisens slutning erfarer, har stormflodens ødelæggelser strakt sig vidt omkring og anrettet uhyre skade og ulykke.
Byerne Hoby, Alminde, Græshave, og egnen deromkring er fuldstændigt oversvømmede, så at beboerne endog har måttet ty til lofterne og tagene for at frelse livet, mens flere huse er revne om af vandfloden.

I Vindeby er alle længer af Hans Ellermands gård faldne, og ifølge en meddelelse til os fra Albu have lodserne og deres familier der været i den største fare for at omkomme, da deres både drev til søs, uden at det var muligt at bjerge dem, og vandet stod 2 fod i husene på den øde sandrevle; men de gamle tangdiger holdt så godt ud mod bølgeslagene, at husene frelstes; alle hegn og dæmninger er bortskyllede, og lodsernes fartøjer dels bortdrevne, dels strandede.

Den store inddæmning ved Saxfjed, der tilhørte fabrikken ”Lolland”, er oversvømmet, og det nye storartede brohoved ved Orenæs fuldstændig ødelagt.

Så vidt vides er en mand druknet i sit hus i Tårs, og der er næppe tvivl om, at desværre endnu flere menneskeliv er gået tabt.
Ulykken er således stor, og da vinteren stunder til, vil den for de mange fattige, hvoraf flere har fået så godt som alt ødelagt, være dobbelt tung. Her er noget at gøre for folk, der har hjerte og evne til at hjælpe, og for vor nærmeste egns vedkommende erfarer vi også, at byrådet vil sætte sig i spidsen for en indsamling oplyser Nakskov Avis.

Mariebo, den 13. november. Efter at det havde blæst stærkt hele tirsdagen, antog stormen om natten orkanagtig karakter og vedblev dermed til op ad onsdagen. De nærmeste dage vil rimeligvis bringe en mængde jobsbudskaber: Vi må dog for i dag indskrænke os til følgende:

I Rødby steg stormfloden således, at vandet stod 2 alen højt i gaderne og trængte ind i alle husene på et nær. Hos en købmand druknede 13 køer, og 400 tdr. hvede blev gennemtrukken af saltvand; hos en anden købmand druknede et par heste ved at komme ned i en grøft ved landevejen. På gaderne i byen fandtes dagen efter store træer, der var oprevne med rode. Da vandet nåede sin højde i løbet af et kvarter, var det ikke muligt for købmændene at bringe mange af varerne på lofterne, hvorfor skaden er meget stor.

Noget af det værste er, at bagerovnene, efter sigende, alle skulle være beskadigede, og at brøndene er fyldte med saltvand. En stor del af husene er styrtet sammen, og pianoforter, sofaer, chiffonièrer og andre tunge møbler svømmede omkring i værelserne, og der fortælles, at man på telegrafstationen stod i 3 kvarter højt vand for at telegrafere.
Landevejen til Rødby kan ikke passeres, da flere broer er ødelagte.

Også i omegnen af Rødby er der sket mange ulykker, hvoraf den ikke er den mindste, at jorden er gennemtrukket af saltvand. Vandet gik over dæmningen på Saxfjed, og denne gennembrødes på flere steder, ved hvilken lejlighed proprietær Erhard Frederiksen mistede 150-200 får og flere heste.

Mange mennesker måtte krybe op på tagene af deres huse, hvorfra de blev reddet i både, der var lånt i Mariebo og på Søholt. Enkelte menneskeliv er gået tabt; således så man fra bådene overdelen af et hus komme sejlende med et par folk, der nylig var blevet gift; de stod ikke til at redde, men drev ad havet til, og konens lig er senere fundet ved Rødby. Nogle mennesker ville på ingen måde forlade deres boliger, og flere måtte ligefrem nødes dertil.

Fiskerne ved Kramnitze har mistet alle deres redskaber; de havde slagtet deres kreaturer og taget dem med på loftet for at redde dem, men vandet steg højere og højere, og mens de selv reddede sig på tagrygningen, drev de fattige folks føde for vinteren ad havet til.

En del tømrere fra Mariebo, der arbejdede på Saxfjed, havde reddet sig op på loftet af et hus; men også her skiltes huset ad, og overdelen med menneskene drev døden i møde; men til al lykke tørnede tømmerflåden, eller hvad man vil kalde det, mod tømmerværket af et hus – og det holdt! Sengeklæder, værktøj og øvrige ejendele gik tabt for arbejderne, der har så lidt at stå imod med, og tilmed svævede de i dødsangst fra kl. 8 om morgenen til kl. 11 om aftenen.

Rundt omkring på landet, fortæller vor hjemmelsmand, ser man huse, hvor skorstene og mure er styrtet sammen og de stakkels folks køer og svin er druknede.

På Christianssæde Gods er 30 huse og 8 gåde til dels ødelagte og 10 familier husvilde, ligesom en mængde kreaturer er druknede.
Også i Bandholm har stormfloden anrettet en del skade. ”Det forenede Dampskibsselskab”s træskure til varer er skyllet bort eller ødelagt, og havnen frembød i går morges et broget skue af nye brædder, stykker af ituslagne både, bådshager o. desl. En jagt måtte kappe masten og kastedes op på land og i en have fandtes en dæksbåd. Jernbanen har også lidt nogen skade og det samme er tilfældet med skibsbroen.

Dæmningen ved Blands er gennembrudt; ligeledes er den på Alsø gennembrudt på 2 steder, fortæller Lollands-Posten.

Øster Ulslev, den 14de novbr. I går blev beboerne her i Ø. Ulslev alarmeret ved efterretning om, at højvandet med den nordøstlige storm var gået ind i alle huse nede ved stranden i det såkaldte Høvænge og på Dødmose. En mand fra byen, der havde anet, at der måtte være højvande, var gået derned og havde i forening med bestyreren på Hedevigslund alt fra den tidlige morgenstund af været beskæftiget med at ride i et par alen højt vand for at frelse beboerne i de nærmeste tre huse.

Senere på eftermiddagen, da der samledes flere folk, viste det sig, at beboerne af tre andre huse, som vandet stod højt op ad murene på, ikke var kommet ud. Man søgte da ved at vade gennem vandet at komme de to af husene så nær som muligt; det tredje lå på den anden side af den såkaldte Høvængeskov, og der kunne man ikke komme hen, dels fordi vandet i skoven stod for højt til at vade igennem, dels fordi man ingen jolle havde, thi alle jollerne var fortøjede ved strandbredden og lå nu langt fra det tørre land.

Da man kom husene nær, så man, at beboerne var flygtet op på loftet, hvor de sad ved lemmene og viftede med hvide tørklæder. Formodentlig råbte de også om hjælp; men stormens tuden og bølgernes brusen overdøvede alt. Der blev da ved hjælp af loporte, høsthaver, brædder osv. i en fart gjort et par flåder, og ved deres hjælp blev folkene frelste henimod aften, 6 personer i det ene hus og 5 i det andet. Huset på den anden side af skoven kunne, som sagt, ingen komme til, og beboerne i dette måtte foreløbig overlades til deres skæbne.

I nat kl. 2 var vandet sunket så meget, at en ung karl fra Sandager kunne vade ud til en båd ved stranden, i hvilken han sejlede om til nævnte hus og ved at råbe til beboerne fik han at vide, at de havde bjerget sig op på loftet tilligemed 3 får. Helt ind til huset kunne han ikke komme, men sejlede dog beroliget tilbage.

I dag er vandet faldet en 4 á 5 alen og ad omveje kan man komme til alle huse; men hvilket skue! Nedfaldne skorstene ligger som store dynger ler, blandet med ituslagne kakkelovne, ramponerede møbler, spredte klædningsstykker, skår af tallerkener, fade osv. De nederste vægge er i disse bindingsværkshuse ligeledes uden undtagelse faldne ud og de øverste er nærved at falde.

I laderne ligger døde kreaturer: Køer, får, svin mellem foderknipper og høbunker, tørv, tømmer og brænde, alt i den største forvirring, og rundt om i marker og på enge ligger led, gærder, brænde, tømmer og foder spredt omkring.

11 familier er ikke blot husvilde, men har tabt eller fået ødelagt deres ejendele, deres boliger og deres jord; denne sidste har slugt saltvandet, så at der vel ikke gror synderligt korn i den de første par år. Sognets beboere har travlt med at skaffe husly for de forulykkede og at hjælpe til med at udpille de ting, som endnu kunne gøre lidt nytte.
Hele vejen langs ad stranden både til øst og vest skal ødelæggelsen være stor. Vandet stod i går efter folks sigende mindst 3 alen højere end det højeste højvande, nogen havde oplevet eller hørt omtale.

Nykøbing, den 15.de novbr. Der indløber fremdeles kun jobsposter fra Sydfalster om virkninger af stormfloden i onsdags. Hvad brevskriveren fra Skjælby ytrede i onsdags aftes, at man fra Gjedesby måtte frygte det værste, lader til at skulle gå i opfyldelse, idet tilstanden der skal være ganske som på Bøtø: Huse og gårde er bortskyllede, kvægbesætninger druknede og flere mennesker omkomne.
Også i Fiskebæk skulle to mennesker have tilsat livet.

Et rygte om at Grønsunds færgegård og lodshusene skulle være bortskyllede, bekræfter sig ikke; men bygningerne have også her været under vand, og et barn skal ved at ville løbe fra det ene hus over til det andet være druknet.

En masse træer, løsrevne fra strandkanten af Korselitze Skove, drive i land sydligere ved kysten, og af hele den smukke spadserevej langs skrænten nordenfor ”Sølyst” er kun korte stykker tilbage. Selve bygningen ”Sølyst” er, som meddelt i går, styrtet sammen, og de mægtige ege, der stod i dens nærhed, forsvundne.

– Da vandet endnu i går stod højt over den lavtliggende del af Sydfalster, kan selvfølgelig ulykken kun kendes stykkevis. Vi skulle så snart som muligt meddele pålidelige efterretninger og bede imidlertid læserne ikke at fæste lid til for mange rygter, der jo sjældent trække fra, men oftest lægge betydeligt til, - ulykken er tilvisse stor nok endda.

– Til al den øvrige nød i de oversvømmede egne kommer også den totale mangel på fersk vand, eftersom alle brønde og vandsteder er fyldte med strandvand, og drikkevand må derfor tilføres langvejs fra.

Skonnertkuffen ”De Zwalluw”, ført af kaptajn Dürow, hjemmehørende i Memel og kommende derfra med 73 tons pressede klude, bestemt til West-Hartlepool, er under stormfloden strandet på Bøtø. Skibet står nu på tørt land og kan ikke udsættes. Mandskabet er reddet.

– En ubekendt skonnert er ituslået under Elkenøre bys jorder. På stranden findes stykker af skibet og fyrretræsplanker, hvormed det må have været ladet, men intet spor af mandskabet.

– Et fuldrigget skib, formentlig en fregat, er strandet på Gjedsers østre kyst, nær revet. Styrmanden er druknet, resten af mandskabet bjerget; skibets navn, hjemsted og ladning ubekendt.

– Et andet skib er strandet på Gjedsers østre kyst og ved det usædvanlige højvande ført over brinken ind på tørt land. Al underretning om dette skib mangler.

Annonce
Annonce
112

SIGTET EFTER BRAND

Annonce
Lolland

PØLSESNAK OM KRYDDERIER OG MEDISTER

Annonce
Forsiden netop nu
Lotto

LOKAL LOTTOMILLINÆR

Badevand

TARMBAKTERIER I VANDET VED BADEANSTALT

Strejke

SAS: PILOTSTREJKE RAMMER OMTRENT 30.000 REJSENDE PER DAG

Lolland

HUN HAR VÆRET DØD I 200 ÅR - ALLIGEVEL FORTJENER HUN LIGTOG GENNEM SKOVEN

Beach Walk

FORBEREDELSERNE I FULD GANG

Field's

LOKAL MOR OG DATTER MIDT I SKUDDRAMA I FIELD'S

Filed's

BIOGRAFER HOLDER LUKKET GRUNDET SKYDERI I FIELD'S

112

BLEV VÆKKET AF BRANDALARM

Field´s

DE TRE DRÆBTE I FIELD'S ER TO 17-ÅRIGE OG EN 47-ÅRIG

Vejr

KØLIGT SOMMERVEJR VIL DOMINERE DEN KOMMENDE UGE

Field's

DET VED VI OM SKYDERIET I FIELD'S

Field's

FIELD'S HOLDER LUKKET I MINDST EN UGE EFTER SKYDERI

landsstævne

STORSLÅET OG EFFEKTFULDT FARVEORGIE FRA EFTERSKOLERNE

Annonce
landsstævne

EFTERSKOLEELEVER BEGEJSTREDE OVER OPLEVELSEN

Guldborgsund

KÆMPEBJØRNEKLO HAR VOKSET SIG STÆRK I TI ÅR MED BESPARELSE

Lokal nyt

En 22-årig dansk mand er anholdt efter skyderi i Fields

landsstævne

AFSLUTNING MED MANÉR: CARPARK NORTH, POPMUSIK OG GAMLE DANSKE SANGE

Lolland

OMBYGNING AF HAVNEBYGNING SKAL I UDBUD

Særlige steder

FLERE SÆRLIGE STEDER: KALLØGRÅ

Erverv

HØJE BRÆNDSTOFPRISER PRESSER TURISTBUSSER

landsstævne

GYMNASTIK OG LANDSSTÆVNE FRA FØDSLEN

Annonce
Annonce