Annonce
Da muren faldt

De vender DDR ryggen

DDR-borgerne vender den socialistiske-demokratiske stat ryggen. Masseflugten har ikke kunnet ties ihjel. De, som ikke flygter, kræver omfattende reformer. Foto: Torsten Elsvor

Torsdag 9. november 1989 bragte Folketidende denne reportage fra redaktør Torsten Elsvor, som befandt sig i DDR kort før Murens fald.

Af Torsten Elsvor

Krisen i DDR har dybe rødder. Den socialistiske republik befinder sig som "lusen mellem to negle". Presset fra vest af et tilsyneladende lykkeligt overflodssamfund og fra øst af den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjovs, åbenhed og nye reformer. Masseflugten fra DDR er undergravende for den socialistiske stat.

Overalt i Østberlin søger de statslige forretninger, teatre og kulturcentre, arbejdskraft. Drømmen om den perfekte socialistiske stat smuldrer. Folket råber "Gorba - Gorba" under de massive demonstrationer. I 1989 har omkring 130.000 DDR-borgere vendt arbejder- og bondestaten ryggen. Regerings-apparatet er ikke opbygget til at modstå akutte kriser. Derfor faldt regeringen efter kun nogle få ugers konstant pres.

Hidtil har kun politiske argumenter fra SED været folkets føde. I årevis har statsmagten forsømt at fortælle folket om spirende debat, dialoger og diskussioner i Folkekammeret. Nogle gik med skyklapper, andre med vat i ørerne - og pressen fik mundkurv på.

Kravene om reformer i DDR er legitime. Der er en utrolig interesse for åbne dialoger. Alternative politiske grupper, kirkens repræsentanter, statslige funktionærer og politikere står side om side i forsøget på at løse op for den alvorlige krise. Kravene er stort set de samme: Det store flertal af DDR-borgere ønsker en bedre socialisme, en fungerende socialisme og en mere demokratisk socialisme.

Men den kendsgerning, at over 130.000 DDR-borgere har vendt landet ryggen, kan ikke uset fejes ind under jerntæppet.

Det er fortrinsvis unge og veluddannede, som i deres Trabanter har sat kursen over grænserne til nabolandet Bundesrepublikken. Med sig har de ikke kun drømmen om større frihed. De drømmer også om en Mercedes og eget hus.

Afdelingschef i DDRs "Liga for Venskab mellem Folkene", Andre Waldeyer:

- Borgerne i DDR tager det som en selvfølge, at de socialt lever en tryg tilværelse, men alene det, at man på den anden side har en højere levestandard, virker som en magnet på de unge. Ingen af dem, som i øjeblikket forlader DDR, har været politisk forfulgt eller nødlidende, siger Andre Waldeyer.

Der er gjort væsentlige landvindinger i DDR under det socialistiske styre:

Der er fuld beskæftigelse. Boligmassen er blevet forbedret. Uddannelse og medicinsk omsorg er gratis.

Til gengæld har partitoppen svigtet fundamentalt, når det gælder investering og udbygning i den materielle produktion. Alt er satset på den sociale udbygning. Investeringerne i industrien er reduceret væsentligt.

I 1970 investerede DDR 29 procent i industrien. I 1988 var investeringerne i industrien på blot ni procent.

- Hvad nytter det, at staten garanterer fuld beskæftigelse, når mange arbejdere må stå og vente, fordi der ikke er produkter at forarbejde. Det velkendte socialistiske præstations-princip er også undermineret. Der blev udbetalt penge for præstationer, som ikke fandt sted. Omvendt er der så i dag brancher, der kronisk mangler arbejdskraft. Den situation er uholdbar, siger Andre Waldeyer.

- Men hvad værre er - vi har ikke i tilstrækkeligt omfang udnyttet de menneskelige ressourcer og kvaliteter. Når en maskine ikke udnyttes, ruster den og skrottes til sidst. Når menneskets kvaliteter ikke udnyttes, fører det til utilfredshed, fremmedgørelse, resignation og delvis aggression, mener Waldeyer.

Peter Wolff er 31 år, ansat funktionær i Frit Tysk Ungdomsforbund (DFJ) og tilsynsførende ved forbundet og DDRs største boligprojekt i Berlin - et projekt, der totalt omfatter opførelse af 90.000 boliger.

Peter Wolff er til dialog med danskere fra Venskabsforeningen Danmark-DDR.

Han har kone, to børn og en fireværelses lejlighed på 90 kvadratmeter. Netto tjener han 1.100 mark om måneden. Dertil kan han lægge 200 mark i børnepenge fra staten og hustruens indtægt som kulturarbejder på 900 mark.

Familien betaler 160 mark i husleje pr. måned. 12 mark pr. barn pr. måned for mad i børnehaven. Pasningen er gratis. De voksne har mulighed for at spise varm mad i kantiner tilknyttet deres arbejde. Prisen pr. portion er på mellem 75 pfenning og 1,5 mark. Lægeordineret medicin til familien er gratis.

Leveomkostningerne i DDR er lave. Til gengæld er der ikke råd til luksuriøse indkøb.

Han hverken ryger eller drikker. For et år siden lagde Peter 13.000 mark kontant på bordet og fik sig en Trabant. Den havde han ventet på i 11 år. Til gengæld kunne han få 20.000 mark for den, hvis han solgte den i dag. Men så skulle han igen skrives på ventelisten.

- Verden er så åben i dag. Vi kan ikke beskytte socialismen, men vi kan aktivt forsvare den. Derfor er dialoger og nye reformer en nødvendighed, siger Peter Wolff.

Han bliver ikke at finde i den flok, der nu vender DDR ryggen.

- Det er studenterne, de intellektuelle og kunstnerne, der vil leve i sus og dus. Mange af dem er angste for at arbejde.

Gertrud Vieweg er 77 år. Hun har opholdt sig i Danmark under og efter anden verdenskrig og taler stadig et udmærket dansk:

- Jeg forstår ikke dem, der nu vender DDR ryggen. Staten har betalt deres uddannelse. Lykken er ikke at være velhavende. Man kan ikke spise penge, siger hun.

Borgerne i Rostock har længe spurgt, hvad der sker bag murene i Rådhuset. Statsmagten er smuldret. Foto: Torsten Elsvor
Der arbejdes ikke på denne byggetomt midt i Rostocks hovedgade. Stadsarkitekten kan ikke skaffe tilstrækkeligt med byggearbejdere. Foto: Torsten Elsvor
Neues Forum er et nyt, men forbudt parti i DDR. Partiet får flere og flere tilhængere og er repræsenteret ved folkets massive demonstrationer. Foto: Torsten Elsvor
Der er symbolik i billedet her fra et af de store boligkvarterer mellem Rostock og Warnemünde. Flyttelæsset er pakket. Foto: Torsten Elsvor
Havnekvarteret i Rostock er genopbygget med arkitektonisk pli, men lavpris-boliger og arbejde til alle er ikke tilstrækkelig føde. Foto: Torsten Elsvor
Annonce
Guldborgsund

VELUX FONDEN MED STOR STØTTE TIL LOKAL MUSLINGE-DYRKNING

Annonce
Annonce
Lokal nyt

FOLKETIDENDE FÅR NY CHEFREDAKTØR

Lokal nyt

MARKANT KURSSKIFTE: DR DROPPER DISNEY SJOV

Håndbold

NFH-SPILLER I FAMILIEFEJDE

Femern

FEMERNBYGGERI KOSTER 15,5 MILLIONER OM DAGEN

Lokal nyt

LÆGEVAGTENS TELEFONBØVL LØST

Sport

KAN HAN SLÅ VINGEGAARD OG VIKTOR? LOKAL ATLET NOMINERET TIL STOR HÆDERSPRIS

112

MÅLTE 450 - UDDELTE KUN BØDER

Lolland

SORTERING AF SKRALD FRA APRIL 2023

Lolland

RESTAURANTER KONKURS

Lokal nyt

DONORER FÅR NÆPPE KOMPENSATION

Lolland

SLUT MED HJEMMELAVET HAVREGRØD TIL ÆLDRE

Lolland

OPBAKNING TIL NY HAL

Lolland

REVY FÅR EN SIDSTE ØKONOMISK HÅNDSRÆKNING

Guldborgsund

BORGERMØDE BLIVER AFGØRENDE FOR KLIMA-Ø

Lokal nyt

LOLLAND-FALSTER FÅR NYE DOMMERSPIRER

Håndbold

NFH SMIDER BOMBE: SÆLGER STJERNESPILLER

Annonce
Guldborgsund

RENÉ CHRISTENSEN ER BLEVET ANSAT

Erhverv

PÅ VEJ TIL LOLLAND OG FALSTER: NU ER DE KØBT AF SHELL FOR MILLIARD-BELØB

Indland

VINTERVEJR SENDER ENERGIPRISER PÅ HIMMELFLUGT I DECEMBER

112

EFTER UHELD: VEJ GENÅBNET

Indland

3,7 FERIEMILLIARDER VENTER BARE PÅ AT BLIVE UDBETALT

Indland

BORGERE KAN IKKE FÅ LOV AT BETALE GÆLD: OMUBUDSMAND GÅR IND I SAGEN

Lolland

NAKSKOV SIKRET REVY IGEN NÆSTE SOMMER

Annonce
Annonce