DER ER UGLER I KIRKEN

NYKØBING: Det plejer vist at hedde noget med, at der er "ugler i mosen".

Men det var ikke tilfældet i Klosterkirken fredag eftermiddag og aften.

Kirken var nemlig fyldt med kulturelle tilbud i anledningen af den årlige kulturnat, og et af de tilbud, der var at finde i kirkerummet, var noget lidt anderledes, end hvad der ellers var at finde:

- Det her, det er jo dem, man laver til slik. Kender I labre laver? Det er dem her, man starter med, forklarer Jette Jørgensen, kvinden bag Ugle-hulen, to nysgerrige piger.

Til sidst indser de to skolepiger, at det vist var en joke, og at larverne i stedet er noget af det, som står på uglernes menukort.

- Jeg har min egen ugle derhjemme, og jeg kender Jette privat, så jeg er bare med som hjælper i dag. Det er Archimedes, der sidder på min skulder - en hvidmasket dværghornugle, fortæller Amanda Andersen, der studerer til dyrlæge og selv holder ugle, når hun ikke lige er med ude og vise Ugle-hulens bevingede venner frem.

Men hvordan i alverden får man en håndfuld store og små ugler til at sidde bomstille, mens begejstrede børn larmer og nysgerrige voksne stille lister rundt?

- De er først og fremmest helt utroligt dovne, understreger Jette Jørgensen, kvinden bag Ugle-hulen.

- Og de er selvfølgelig vant til det. Vi kommer rundt en del steder og viser uglerne frem for folk. De er ikke så glade, hvis der kommer en hund forbi, men ellers tager de det meget stille og roligt, uddyber Jette Jørgensen.

Amanda Andersen står stadig med Archimedes på skulderen og kigger med. Hendes hænder har en del kradsemærker - sådan er det at have ugle. Helt generelt er det ikke noget, man skal give sig i kast med, med mindre man virkelig er klar.

- Det er meget arbejde, det er klart. Man skal have plads både indendørs og udendørs, de skal have mad, for eksempel mus, og meget andet, forklarer Amanda.

Men så er det godt, man kan se - og røre - ved ugler, når Ugle-hulen rykker ud.