Det årsskifte går aldrig i glemmebogen

Der er tidspunkter og dage i ens liv, man vil huske evigt, og dagene omkring årsskiftet 1978-1979, hvor vinterkrigen rasede på Lolland-Falster, var noget af det nærmeste, jeg har været civil undtagelsestilstand.

Infrastrukturen var totalt lammet, da snemasserne væltede ned, og stormen skabte meterhøje driver, lukkede veje, begravede huse, standsede tog-, bus- og biltrafik og isolerede vor landsdel fra omverdenen.

Jeg var på Folketidendes daværende lokalredaktion i Østergade i Rødby - tæt på Eggerts Hotel, som blev byens kommandocentral og base for den militære enhed, som kom Sydlolland til undsætning.

I dag - 40 år senere - kan jeg stadig genopleve de hektiske dage glimtvis, for nyhedsstrømmen var ikke afbrudt, selv om det var umuligt at få de trykte aviser transporteret fra Nykøbing og ud i resten af landsdelen.

Sydlolland blev bistået af tre kampvogne af typen M41 og en pansret mandskabsvogn, og styrken blev ledet af oversergent Claus Lysholm, Næstved. Indsatsen i det sydlollandske snehelvede var ikke for tøsedrenge, men påfaldende var det, at Københavner-aviserne og de landsdækkende medier ikke rigtigt forstod situationens alvor på Lolland-Falster og Sydsjælland. De fattede ikke, det stod så slemt til.

Vi boede privat oven på redaktionen, og tirsdag 2. januar blev jeg vækket ved halvfemtiden af en infernalsk larm nede fra gaden.

Jeg gaflede et vindue op og fik at vide, at der var meldt bygningsbrand på godset Lidsø. Nu var man i gang med at mobilisere en indsatsstyrke sammen med Rødby Brandvæsen og lokale entreprenører. Jeg kom i tøjet, men gjorde mig ingen forhåbninger om at komme ud og dække branden. Det kunne jeg til gengæld telefonisk i de kommende timer, så en reportage kunne komme på forsiden af årets første avis.

Jens Henriksen og hans familie på Lidsø havde selv opdaget branden og reddet sig i sikkerhed, og formodningen var, at den var startet af en skorstensbrand, da et stort brændekomfur havde været i brug, da el-forsyningen til hovedbygningen svigtede. Ved hjælp af militærets bæltekøretøjer lykkedes det 12-16 mand fra Rødby Brandvæsen at nå frem med mobile sprøjter, og ved 8-tiden blev de assisteret af Falck-Zonen, som var nået frem fra Maribo.

Ildskæret og røgsøjlerne fra Lidsø kunne ses flere kilometer væk, og da slukningsarbejdet var overstået mange timer senere, stod kun de sodsværtede ydermure tilbage.

Indsatsen blev ledet af Ivan Rasmussen, og en af de første brandfolk, som returnerede til brandstationen, var Bent Rasmussen: - Det ser sørgeligt ud på brandstedet. Ilden er brudt igennem alle steder. Bygningen står ikke til at redde, og vi har intet kunne redde ud fra bygningen. Entreprenørmaskinerne er kørt fast. Alt er et kaos, og vandet i slangerne fryser, kunne han berette.

Dage senere viste det sig, at branden skyldtes en kortslutning.

Under normale omstændigheder ville vi have kunnet bringe billeder fra branden i samme dags avis, men omstændighederne var ikke normale. John E. Jensen var på det tidspunkt knyttet til Folketidende som fotograf, og han indvilgede i at forsøge at komme frem til Lidsø, så vi kunne få billeder med i avisen næste dag. Det var en farefuld færd, han begav sig ud på til fods, men heldigvis fik han på et tidspunkt både ud og hjem et lift med et af bæltekøretøjerne, men dermed var strabadserne ikke slut. Billederne skulle til Nykøbing - men hvordan?

Vi havde fået at vide, at der kørte et lokomotiv med sneplov i pendulfart mellem Rødby Færge og Nykøbing for at holde sporene fri, men der var ingen passagerer med. Vi fik dog aftalt, at togføreren kunne tage billederne med, og aftalt, at de blev hentet på stationen i Nykøbing.

Så startede nok en farefuld færd fra Rødby til Rødby Færge. Havnevej var kun åbent i et spor, og sneen lå meterhøjt op på begge sider. Frem til Rødbyhavn fik vi et lift med en sneplov, men resten af turen ned over stationsarealet foregik til fods i bidende kulde og gennem snedriverne.

Vel tilbage efter en lang strabadserende dag kunne vi endelig ånde lettet op.

Det skulle så vise sig at være stilhed før "stormen" atter brød løs. Kun knap et døgn efter Lidsøs hovedbygning blev lagt i aske, var den gal igen. Ud på natten var der igen tumult og råben nede i Østergade. Jeg opfattede det, som om der blev råbt "Halstedgården brænder", og åndede nogle sekunder lettet op.

Jeg ringede til min kollega, Per Nielsen, i Nakskov og sagde: "Per, nu er det din tur. Halstedgården brænder". Der gik dog ikke mere end et par minutter, så ringede han tilbage: - Det er ikke Halsted - men Dansted-gård.

Så måtte jeg på den igen.

Heldigvis havde jeg et godt netværk, som løbende kunne informere mig, så jeg kunne nå historien til dagens avis - lidt besynderligt med en ny brandreportage ledsaget af et billede fra gårsdagens brand på Lidsø, men sådan var betingelserne.

Familien Jørgensen på Dansted var vågnet ved 2.30-tiden på grund af kraftig røglugt. Gården havde været uden el siden nytårsaften, og der var fyret kraftigt med brænde i et komfur i køkkenet, og en tilsyneladende ufarlig skorstensbrand havde udløst flere røggaseksplosioner, som stak hele hovedbygningen i brand.

Også denne gang kæmpede Rødby Brandvæsen og brandfolk fra Falck-Zonen i Maribo side om side efter først at have forceret meterhøje driver og nærmest ufremkommelige veje. Der var også problemer med radiokommunikationen. Det lykkedes ikke at redde hovedbygningens inventar, men Ejner Jørgensens kontor undslap flammerne. Familien, som opholdt sig i hovedbygningen, nåede ikke at komme ordentligt i tøjet, men blev af Falck kørt til noget familie på Nakskov-egnen.

En ny brandkatastrofe havde ramt Sydlolland og lagt nok en historisk gård i aske.

Det er et under, at ingen kom til skade ved de to storbrande eller i forbindelse med slukningsindsatsen.

I sommerhusområdet Hyldtofte Østersøbad måtte 45 evakueres, da deres forsyninger slap op, og strømmen til området forsvandt.

Evakueringen skete i en redningshelikopter fra Flyvestation Skrydstrup og lokalt under ledelse af daværende kompagnichef i Hjemmeværnet, Jørgen Borvang . Der blev etableret en luftbro fra sommerhusområdet til Maribo Flyveplads (i dag Lolland-Falster Airport).

Her blev de undsatte registreret og kørt til indkvartering på plejehjemmet Vestervang i Holeby. Senere samme aften kom 27 af dem med en privat hyret bus videre til Næstved.

Hele evakueringen blev overstået på blot et par timer. Holeby Kommunes kommunaldirektør Hans Erik Christiansen var klar i mælet: - Vi vil hjælpe så godt vi kan, koste hvad det koste vil!

Og hjælpsomhed blev et omdrejningspunkt i de kaotiske dage. De ansatte på Rødby Elværk med elværksbestyrer Erik Justesen som koordinator kom på overarbejde i flere uger. El-ledninger faldt til jorden, gamle træmaster knækkede, mastesikringer røg, og en transformator på 3. Tværvej brød i brand. Elværkets folk knoklede i døgndrift, og selv da kræfterne var på et minimum, udtalte Erik Justesen til Folketidende:

"Var vi feje, lagde vi os til at sove, men vi er ikke feje. Vi knokler fortsat på livet løs for at sikre elforsyningen".

Det var ikke kun elværkets folk, staben fra Rødby Brandvæsen, politiet, Hjemmeværnet, entreprenører og snerydningsmandskab, der ydede en enestående indsats.

Også mange private og organisationer i hele det sydlollandske område var engageret på forskellig vis.

250-300 rejsende tilbragte nytårsaften og nat på færgen "Deutschland", og yderligere 300 rejsende fra Rødby Færge strandede i Rødbyhavn og blev indkvarteret i Rødby Hallen, hvortil det lokale Civilforsvar hentede tæpper og andet udstyr på "Nygård" og Rødbygård. Her lykkedes det vognmand Aage Jensen, Aages Bustrafik, at køre i pendulfart fra færgeområdet til Rødby Hallen.

Det lykkedes også at bringe forsyninger frem til de mange indesneede. Det lokale Civilforsvar, mange forretningsfolk og private ydede en fantastisk indsats.

Vore abonnenter savnede den daglige avis. Jeg har slet ikke tal på alle de opringninger, vi fik på redaktionen. Det var en pudsig oplevelse, for da flere dages aviser endelig nåede til Rødby, blev redaktionen nærmest bestormet. Folk ville have nyhederne, og vi så ingen anden udvej end at udlevere aviser på må og få, for mange steder kunne vore bude stadig ikke nå frem.

Alle dele af Sydlolland var lammet, og i Errindlev-området var det et kaos. Her lå driverne meterhørt, og entreprenørmaskiner arbejdede i døgndrift på at rydde vejene. Forsyningerne slap op, og det var rigtigt slemt på de gårde, som havde malkekvæg. Uden el måtte der håndmalkes, og megen mælk gik til spilde. Nogle steder blev der dispenseret, så der kunne sælges frisk komælk i forretningerne.

Når erindringerne om de kaotiske dage kommer mig hu, sender jeg tit en venlig og varm tanke til alle, som dengang gjorde en særlig indsats og nogle gange også satte eget liv på spil for at undsætte og hjælpe medborgere i nød. Nogle af dem lever ikke længere. En sådan samhørighed og en sådan hjælpsomhed er sjælden, men viser, at vi godt kan rykke sammen, når det virkelig gælder.