LOLLAND-FALSTER: Dagbladet B.T. kunne på dets hjemmeside tidligere onsdag fortælle, at det i næste uge kan blive ganske varmt flere steder i Danmark - måske endda helt op i nærheden af 30 grader.
Så heldige er vi dog næppe på Lolland-Falster, fortæller vagtchefen hos DMI, Klaus Larsen, til Folketidende.
- Temperaturen kan godt passere 20 grader nogle dage i løbet af ugen, men det mest sandsynlige er, at den kommer til at ligge omkring 18-20 grader, fordi der er meget vand rundt om Lolland-Falster, og det holder temperaturen lidt nede, fortæller han.
Ifølge prognoserne kan vi se frem til perioder med sol de fleste dage, men særligt onsdag og fredag i næste uge ser det ud til at blive mere skyet - og med risiko for regn.
- Det stabile højtryk, der den senere tid har givet os sol fra morgen til aften, er væk for denne gang, konstaterer Klaus Larsen.