Hvis du bor eller opholder dig i Guldborgsund Kommunes område i løbet af weekenden, så er der god grund til at holde ekstra godt øje med vejret. Og skal du udenfor, er det måske en god idé at forberede sig allerede i aften.
DMI har nemlig lørdag ved 16.30-tiden udsendt en melding om risiko for kraftigt snefald over blandt andet Guldborgsund og Vordingborg kommuner. Lolland Kommune er altså endnu ikke omfattet.
Det skal understreges, at der er tale om en risikomelding, som er det laveste trin i DMI's varslingssystem. Men ifølge meteorologerne er der risiko for kraftigt snefald i tidsrummet mellem klokken 02.00 natten til søndag og klokken 18.00 søndag.
DMI skriver, at der kan falde over 15 centimeter på seks timer og sammenlagt mellem 20 og 30 centimeter i løbet af hele det nævnte tidsrum.
Som en lille trøst ser det ikke ud til, at det kommer til at blæse så meget, og det kan nedsætte risikoen for snefygning, men uanset hvad kan det godt skabe problemer flere steder, hvis der kommer så meget sne, som der altså ifølge DMI er risiko for.
Udover Guldborgsund og Vordingborg gælder varslet også for Stevns, Faxe og Næstved kommuner.
Allerede natten til lørdag var der såkaldt sort is på Farøbroerne, hvilket førte til flere trafikuheld. Politiet opfordrer derfor til, at man kører forsigtigt og skynder sig at få skiftet til vinterdæk, hvis man ikke allerede har gjort det.