En fortælling fra den aften, da Nykøbing blev fri

NYKØBING 4. maj for 75 år siden skulle blive enden på fem forbandede år for det meste af Danmark. Inde fra Nykøbing lød et enormt brøl, der var højt nok til at kunne gå direkte op til planeten Mars. Mange græd af glæde.

- Det utrolige pres på nerver og sjæl, vi havde levet med i de sidste måneder og år, var bragt til ende.

Ordene er fra Johannes Nielsen, en nordsjællandsk entreprenør, der under krigen var særdeles aktiv i modstandsbevægelsens sabotagearbejde, og som måtte flygte de 150 kilometer til Nykøbing på cykel, da Gestapo fik færten af ham.

I Nykøbing skruede han ned for aktiviteterne og startede virksomheden Klemmensen og Nielsen. Men helt opgive det kunne han ikke, og derfor opbevarede han våben og krudt til sabotage af jernbaneskinner på loftet og under stuegulvet i det nybyggede hus på Toftevej i Sundby. Her boede han med sin kone, Edel, og datteren Birgitt, der kom til verden i oktober 1944.

Aften efter aften sad folket med hovedet i radioens højttalere for at høre nyt fra Europas slagmarker. Det stod efterhånden klart for alle, at Tyskland var trængt fra alle sider. Hiter havde begået selvmord, og der var kaos i den tyske hær og befolkning.

- Tyskland var i ruiner, og nu måtte det glade budskab da snart komme, skriver Johannes Nielsen i sin selvbiografi "Min Hakke, min skovl og min spade".

Men 4. maj startede aftenens nyhedsudsendelse som sædvanligt. John Sørensen, den danske stemme fra London, kunne berette - igen - at allierede flyvere havde bombarderet jernbanelinjer og transportkolonner i Vesttyskland og Slesvig-Holstein.

- Pludselig siger han: "Et øjeblik". Da hans stemme vender tilbage til højttaleren, er det med det gladeste budskab, der nogensinde er udsendt gennem æteren.

Ordene skulle senere blive skrevet i sten i danmarkshistorien:

- Det meddeles nu, at de tyske tropper i Danmark, i Holland og i Nordtyskland har overgivet sig.

Familien fór ud på Toftevej og sang og jublede med naboerne. Frihedskæmperne havde ellers til udsigt at skulle angribe Hasselølejren og Østre Skole, hvor 1.000 veltrænede tyske soldater befandt sig. Det havde været et rent selvmord, og heldigvis slap de.

Johannes Nielsen behøvede ikke længere at ligge vågen nat efter nat med mareridt om, at Gestapo med en minesøger fandt alt det krudt og våben, han gemte under gulvet. Og derefter blev sendt i koncentrationslejr med Edel og lille Birgitt. Han kunne sove roligt, og derfor lod han tårerne løbe frit.

Datteren hedder i dag Birgitt Bjerre, og hun har ladet os bringe sin fars fortælling og de billeder, han har taget under besættelsen og i dagene efter befrielsen. Billederne ses her på siderne.