Er der en læge til stede? Nej, formentlig ikke

STOKKEMARKE: Tjah, måske bliver den syvende læge i det hyggelige gule hus på hjørnet i Stokkemarke ved kirken også den sidste.

I lægehuset fra 1902, hvor der både er bopæl og lægepraksis, har Niels Caning til 1. november praktiseret i 40 år bistået af sin kone, Lisbeth Caning, der er sygeplejerske.

Nu fortæller dåbsattesten, at Niels er 73, og Lisbeth 68 - og der er andet i livet end arbejde, påpeger Lisbeth: venner, familie, de 12 børnebørn, som børnene Svend, Benedikte, Jesper og Anne-Cathrine og deres respektive partnere har fået, børnebørnenes første sygedag og så det  at kunne læse, når man har lyst.

- Det at være praktiserende læge præger hele ens liv, så det, jeg glæder mig mest til, er friheden. At nu kan man bestemme selv, siger Niels Caning.

Så de vil gerne afhænde praksis med udgangen af i år.

Begge er også ivrige sejlere og drømmer om at kunne tage på længere ture i deres IF'er (en sejlbåd af mærket International Folkebåd, red.), som Niels ellers sejler kapsejlads i hver tirsdag ved Kragenæs.

Lisbeth er ikke med mere, efter at hun brækkede en arm i en dyst på vandet, men hun elsker at sejle ud - også for at kunne hoppe i vandet og bade.

Niels Caning annoncerede sin sololandparksis til salg før jul og der har da været et par henvendelser. Man kan enten købe lægehuset eller hans ydernummer, der omfatter 2.050 patienter, og så oprette ny klinik i måske Nakskov eller Nykøbing.

- Men det er da hjerteskærende at skulle forlade klinikken efter 40 år og måske at skulle overlade patienterne til nærmest ingenting. Patienterne er meget, meget bekymrede for, at institutionen "egen læge" forsvinder, og spørger, om vi dog ikke kan fortsætte. Men vi vil hellere slutte, mens de er kede af det, siger Niels Caning med et smil og fortsætter:

- Den moderne, praktiserende læge er en kvinde, der gerne vil sidde sammen med andre i et sundhedshus. Men praksis her kunne jo være en delepraksis for et ægtepar, der også helt kan slippe for pendlertid, da bolig og praksis jo ligger dør om dør.

- Jeg synes selv, at den her praksis er unik. Der er ikke mange landpraksisser tilbage, og det er et dejligt hus, der giver mulighed for et fleksibelt liv.

- Ja, og der er lave omkostninger og søde patienter, tilføjer Lisbeth.

For udenforstående synes det nemt at finde en til at tage over.

To af parrets fire børn, Jesper og Anne-Cathrine, er læger og er selv vokset op i Stokkemarke og kender området.

Niels Caning:

- Men ingen af dem vil overtage. Det er jo det, der er svært, og som ikke bare er Lolland, men hele Vandkants-danmarks problem. For hvis den ene i et par er læge, er den anden sædvanligvis også højtudannet, og hvad skal ægtefællen så lave?

- De er stadig meget glade for at komme på Lolland, men der er jo også det med læger nu, at de er ældre, end vi var, da vi startede, og de er derfor også blevet mere etablerede, end vi var, indskyder Lisbeth.

Niels tvivler på, at højere lønninger kunne trække læger til:

- Man kan jo ikke lukke en masse byretter (retskredsreformen fra 2007, red.), så dommerne, advokater og ansatte på politistationerne flytter, og så forvente, at lægen skal sidde her, uden at ægtefællen kan få job. Der var 14 læger i Nakskov, da jeg kom. Nu er der tre almen praktiserende. Jeg var i "12 læge-ordning" med dem fra Maribo. Der er i dag fem tilbage, og så er der eller udbuds- og regionsklinikker her, så vores dejlige, sociale fællesskab er også skrumpet.

- Dengang var der jo også sygehus i Nakskov og sygehus i Maribo og det store, flotte centralsygehus i Nykøbing, og alle overlægerne boede hernede og havde ansvar for hver deres afdeling.

Lisbeth stammer fra Tønder og Niels fra København, og de mødte hinanden i jobmæssig sammenhæng i Fåborg.

- Dengang var situationen stik modsat. Det var meget svært at få en praksis, så i 1982 kom vi til Stokkemarke, hvor jeg så har været byens førende - og eneste - læge siden, siger Niels med et stort smil.

De 40 år er gået lynhurtigt, og de er gået godt.

- Vi har haft et godt liv i Stokkemarke. Vi er blevet vel modtaget i byen, børnene har kunnet gå i skole her, og de har haft et nærmiljø af børn at lege med og også haft det godt. Man kan jo ride, spille fodbold og håndbold og sejle og bor i et lokalmiljø, hvor man kender alle, fremhæver Lisbeth.

Selv om der nu er taget hul på snakken om pension, kan Niels Caning alligevel ikke lade være med at spekulere lidt på Grønland.

Der har han tre gange af to måneder vikarieret som sygehuslæge og praktiserende læge i Ilulissat ved isfjorden, hvor naturen er storslået.

Det virker, som om at Lisbeth - der også har været meget glad for at arbejde på Grønland - skal overtales lidt mere.