Fanget i et inferno af voldsom blæst, sne og is

SYDLOLLAND Himlen var blå, og solen skinnede denne tirsdag formiddag. Langs vejene lå stadig de meterhøje snedynger fra det voldsomme snevejr op til årsskiftet, og markerne var også klædt i hvidt. Tiden er skruet tilbage til tirsdag 13. februar 1979. Jeg er i bil på vej fra Rødby til et møde på Folketidende i Nykøbing.

Mødet går efter planen, og vi runder det af med en bid brød på Restaurant Ritz på Torvet. Her ved middagstid ånder alt fred og idyl i byen, men der drysser lidt sne ned fra oven, da jeg går ned til p-pladsen og sætter mig ind i min bil.

Jeg skal ikke retur til Rødby-redaktionen, for jeg har fri til næste dags aften, hvor jeg skal dække byrådsmødet i Rødby. Tiden indtil da vil jeg tilbringe på Kollegiet i Neder Vindinge ved Vordingborg. Her bor min lille datter på knap to år og min kæreste, som læser på seminariet i Vordingborg.

Jeg kører ud af Nykøbing og passerer Bangsebro-skoven. Få øjeblikke efter er jeg fanget i et inferno af blæst, snefygning og isslag. Lastbiler og biler rutsjer rundt på vejen og blokerer den. Driver tværs over vejen tager form. Det er et kaos. I den allerede dengang aldrende Saab lister jeg mig frem og kører slalom mellem de strandede køretøjer.

På et tidspunkt lykkes det mig at komme ind på en mark via en markoverkørsel. Herinde er det lettere at køre end på vejen, og jeg slipper fri af de blokerende biler og lastbiler.

Fygningen tager til i styrke, men jeg når gennem Nørre Alslev og frem til afkørslen til Storstrømsbroen. I dag har jeg ikke længere nogen fornemmelse af, hvor lang tid det tog mig at komme dertil, men der står en betjent og anbefaler, at jeg og de øvrige bilister som er nået frem, søger ly på Hotel Falstria, fordi de fleste veje både på Sydsjælland, Falster og Lolland nu er ufremkommelige.

Jeg insisterer på at fortsætte nu, hvor jeg er nået så langt.

- Det er på eget ansvar. Kører du fast, skal du ikke regne med at få hjælp de næste 10-12 timer, men god tur, lød afskedssalutten.

Der ligger allerede høje driver ud over opkørslen til broen, men da der ikke er modkørende, kan Saab'en forcere der, hvor driverne er lavest. På selve broen er der ingen problemer, men passagen af Masnedø er en udfordring. Også der måtte jeg forlade vejen og køre et stykke på en mark, men jeg nåede til Vordingborg uden stop, og efter at have provianteret et par bæreposer med brød, mælk og mad satte jeg kursen mod Neder Vindinge. Med møje og besvær nåede jeg frem og parkerede ved Kollegiet.

Der gik næsten tre uger, før jeg så bilen igen....!

I nattens løb var p-pladsen blev dækket af meterhøj sne.

Det skulle vise sig at blive starten på en ny mareridtsuge, hvor Regionalradioen og fastnettelefonen var eneste livliner til omverdenen, og der blev lyttet intenst til Regionalradioen, som onsdag 14. februar sendte uafbrudt med aflysninger af arrangementer, trafikinformation og ikke mindst om politiets forbud mod at begive sig ud på vejene, hvis man da overhovedet kunne få øje på veje i det kaos.

Ret hurtigt stod det også klart for mig, at jeg næppe kunne komme tilbage til redaktionen i Rødby. Byrådsmødet blev som mange andre møder og arrangementer aflyst.

Selv om jeg var glad for at være sammen med familien, så gik det mig også på, at jeg ikke kunne komme tilbage til redaktionen og følge slagets gang derfra.

Redaktionen var ikke ubemandet. Den blev passet af journalist Bent Gandrup og vores kontordame Anny Nielsen, som begge heldigvis boede tæt på redaktionen i Østergade, og jeg var flere gange i telefonisk kontakt med dem for at give tips til mulige artikler og vinkler. Havde det været i dag, ville informationerne - reelle som falske - være eksploderet via mobiltelefoner og sociale medier. En mærkelig tanke...!

Den ene dag tog den anden. Jeg følte mig som "løve i et bur", men takket være mine kilder fik jeg blandt andet opsnuset, at situationen var særdeles kritisk ved digerne.

Den kraftige blæst havde presset store vandmængder ind mod de sydlollandske diger, og vandet var flere steder kun nogle ganske få centimeter fra at nå digekronen.

Faren for digebrud og store oversvømmelser blev dog nedtonet af myndighederne for ikke at skabe panik blandt borgerne. Faktisk var situationen langt alvorligere, end det fremgik af aviserne dengang, men myndigheder, entreprenører og frivillige havde den under kontrol. Digeingeniør Knud Markersen, Rødby, holdt sig grundigt orienteret.

På avisen fik vi ikke at vide, at den var gal med flere sluseporte, men vi kunne beskrive, at Dragsmindeslusen ved Bredfjed var frosset og ikke kunne lukkes, så vandet fossede ind, men det lykkedes hjemmeværnsfolk og entreprenør Johs. Henriksen, Rødby, at nå frem med materiel, så der kunne fyldes jord og grus ned mellem de åbne sluseporte. Natten til torsdag 15. februar måtte der rekvireres frømænd for at banke is af sluseportene.

Det var daværende kompagnichef i Hjemmeværnet, Jørgen Borvang, som stod for mobiliseringen, og han kunne på nærmest rekordtid stille med 40 mand, men det var ikke dem alle, der blev brug for. Borvang boede dengang i Errindlev, og i dag fortæller han, at man var meget tæt på at skulle evakuere store dele af Sydlolland.

- Det var virkelig alvorligt, og vi vidste, det kunne gå helt galt, men vi frygtede også for menneskeliv, hvis folk gik i panik. Enkelte blev dog evakueret fra Østersøbadet i helikopter, fordi der var problemer med tre sluseporte. Vi kom også syge til undsætning i en pansret mandskabsvogn og kørte foder og vand til gårdene, hvor der var dyr. Errindlev-området var ramt af strømsvigt, og sneen lå i højder på mellem seks og otte meter, fortæller Jørgen Borvang.

Erik Larsen, Hyldtofte, var våbenmester i Hjemmeværnet, og han fik til opgave at sprænge is væk fra tre af sluseportene ved diget.

Han har med stor interesse fulgt de mange artikler og billeder fra Vinterkrigen i Folketidende.

- Alle, som oplevede det dengang, har jo en historie, og skal jeg trække en fra vort område frem i lyset, så er det entreprenør Lars Krag, Hyldtofte. Han var en rigtig guttermand dengang og gik ikke af vejen for noget. Hans indsats var enorm. Han bistod ved sluseportene, han gravede veje fri, og han kom beboere til undsætning, fortæller Erik Larsen.

- Ingen af os havde oplevet noget lignende og så kaotisk før, og heldigvis har vi heller ikke oplevet det siden, men det gav grobund for at få styr på beredskabsplaner og kommandoveje. Lokalkendskabet kom os til gode, når vi skulle hjælpe de pansrede mandskabsvogne på vej, så de undgik at køre i kanalerne, fortæller Erik Larsen.

Jeg selv nåede efter en flere timer lang rejse fra Vordingborg til Rødby sent fredag. Jeg var glad for at være tilbage på redaktionen, for "intet er virkeligt eller sandt, før man selv har set eller oplevet det".

- Kunne det nu passe, at flere af husene på Møllevænget i Rødbys udkant lå helt begravet i sne?

Det kunne det! I weekenden valfartede mange Rødby-borgere til Møllevænget, hvor flere af beboerne stadig var i gang med at grave sig fri. Sneen nåede op til hustagene. Der blev gravet slugter ned til husene, sat stiger ned og gravet smalle stier ind til hoveddørene.

I et af dem sad bankdirektør Tormod Berg-Petersen med benet i gips.

Han havde under det første snekaos sprængt et ledbånd. Og da vi besøgte ham, erklærede han bramfrit, at han nu var ved at få snekuller. Det var han bestemt ikke ene om.

I Rødby var civilforsvarsleder A.S.B. Juul og ingeniør Sandal Petersen, Rødby Kommune, med til at koordinere indsatsen. Flere områder var uden strøm. Brød og mælk blev hurtigt en mangelvare. Syge og højgravide skulle undsættes, og fra flyvepladsen ved Højbygård blev der etableret en luftbro til Kastrup, som flere end 200 benyttede sig af.

Rødby Færge var i dagevis helt afskåret fra omverdenen. Der var kørselsforbud på begge sider af Femernbælt, og bedre blev det ikke lokalt, da et 140 tons tungt MZ-lokomotiv lørdag blev afsporet ved Rødby Færge og spærrede for både ind- og udkørsel.

Mandag lykkedes det dog for færgerne "Deutschland" og "Danmark" at genoptage sejladsen, så de mange lastbiler, som var strandet i Rødbyhavn, kunne komme videre sydpå. Samme dag lykkedes det for Nakskov Kranudlejning at hejse det tunge MZ-lokomotiv på ret spor.

Der gik lang tid, før sporene af Vinterkrigen var slettet, og den sidste sne forsvundet.

Flere steder kørte vi rundt i labyrinter med meterhøje snedynger på begge sider af vejene.

Jeg ville have forsvoret, at jeg skulle miste orienteringen på Sydlolland, men det skete flere gange og specielt i Errindlev-området. Aldrig før eller siden har jeg glædet mig så meget til forår og sommer som i 1979, og når vintermånederne nærmer sig, frygter jeg det værste og sender alle dem, som hjalp os og hjalp hinanden dengang, en venlig tanke.