NAKSKOV: Nakskov Idrætscenter der snart kan runde de 43 år, skal for første gang siden indvielsen af centeret i 1979 nu selv stå for cafeen. Centeret har i den forbindelse lavet en større ombygning og har integreret reception og café.
Nakskov Idrætscenter har i forbindelse med opstarten af cafeen ansat Søren Bundgaard Jensen, der er et kendt ansigt fra delikatesseafdelingerne i Meny og SuperBrugsen i Nakskov. Søren skal i samarbejde med Gitte Christiansen stå for cafeen.
Nakskov Idrætscenter overtager cafeen fra Nakskov Håndboldklub der har forpagtet cafeen i godt 15 år. Nakskov Håndboldklub skal dog i den nye konstellation være samarbejdspartner, og stille med personale i cafeen.
Cafeen åbner den 25. august 2022 , og der vil på alle hverdage være åbent fra kl. 0800 og åbent til kl. 2000 fra mandag til onsdag, samt kl. 2100 om torsdagen og kl. 1800 om fredagen. I weekender vil der være åbent fra kl. 1100-1600.
Nakskov Idrætscenter kan allerede røbe at der bliver godt gang i aktiviteterne i efteråret, og der bydes på alt fra øl- og vinsmagning, musik-quizer, VM-fest i november, julebal, sanseaftener og aqua-disco og meget mere.
Der vil de første fire dage være super gode åbningstilbud, og der vil kunne ses mere om cafeen på www.nakskovic.dk.