FOR OLE VAR PARKINSONS EN SMUK GAVE I EN GRIM INDPAKNING

MARIBO: Det begynder med en hængende kæbe, som Ole Lystrup Iversen bider mærke i, når han kigger på sig selv i spejlet i bilen. Han ser lidt åndssvag ud, men slår tanken til side. Så er der pludselig et par fingre på venstre hånd, som han ikke rigtig kunne flytte.

Læs også: - Jeg har altid haft krudt i røven

På det tidspunkt er den værste frygt, at han er ramt af endnu en diskusprolaps. I virkeligheden er det symptomer fra Parkinsons sygdom, som er begyndt at præge ham.

- Egentlig tænker jeg, at det bare er en nerve, der har sat sig i klemme, og at det nok skal gå over. Men mine øjne er også ret tørre og har været det i flere år, og jeg kan ikke rigtig lugte noget længere, fortæller han om tiden, hvor tegnene bliver mere og mere tydelige, men det er især det med fingrene, som alligevel går ham på.

Lige meget hvor meget han forsøger at fortælle sin hjerne, at den skal flytte på fingrene, sker der ingenting. Det er angstprovokerende, men ikke nok til, at han handler på det.

Til en middag hos en god ven en torsdag aften fortæller ham om sine fingerproblemer, men nærmest som om det er en sjov lille gimmick.

- Min ven bliver meget alvorlig, og vi laver alle mulige fingerøvelser. Han tager mig også over til et klaver, og jeg kan i forvejen ikke spille klaver, men venstre hånd vil ikke spille selv de meste simple toner. Inden vi skal hjem, siger han til mig, at jeg skal få undersøgt, hvad der er galt. Gerne i den kommende uge.

Læs også: Hun var en af stripperkongens piger

Ole Lystrup Iversen tager fat i sin sundhedsforsikring, og indenfor 14 dage er han for første gang på vej ind i en MR-scanner, men inden han kommer så langt, skal han forbi en neurolog.

Tanken er stadigvæk, at det nok er en diskusprolaps i nakken, for han har allerede været ramt af to. Men neurologen spørger i stedet for, om der er nogle i familien, som lider af Parkinsons.

- Min far er dårligt gående og ryster også på hænderne, men jeg tænker ikke nærmere over det. Jeg får at vide, at der skal laves flere undersøgelser, og at jeg så og sige skal scannes fra hoved til røv, fortæller apotekeren og slår en lille latter op.

Den latter er vigtig, for den fortæller meget om hans syn på livet.

Til daglig er han indehaver af Løve Apotek Nykøbing Falster, der har afdelinger i både Nysted, Rødby og Maribo.

Oprindelig kommer han fra Aalborg, men han er uddannet farmaceut i København og rykker sin familie til Maribo, da en lille lejlighed i indre by ikke er nok til en familie med to børn.

Svigerforældrene har to byggegrunde i den lollandske domkirkeby, og derfor går turen syd over.

På det tidspunkt er Ole Lystrup Iversen ansat i Lægemiddelstyrelsen, men han får ansættelse på et lokalt apotek og får her smag for ledelse.

At han skal være selvstændig står klart på et lederkursus i 2006. Her er en meget kritisk farmakonom til stede, og hun kommer efterfølgende over til ham og siger, at hun har mødt mange farmaceuter, som hun ikke ville have som apoteker, men at han ikke var en af dem.

- Hvis jeg på to dage kan påvirke en så kritisk person på den måde, så er det nok apoteker, som jeg skal være. På din vej møder du nogle gange mennesker, der ændrer dit perspektiv på livet, men en sådan ændring kan også komme gennem sygdom som den, jeg var så heldig at få.

Når Ole Lystrup Iversen taler om sin sygdom på den måde, kan det godt skurre i ørerne.

Langt de fleste kronisk syge taler helt anderledes, når snakken falder på det, de fejler.

For apotekeren har Parkinsons, med hans egne ord, været en gave uden byttemærke, som er grimt pakket ind, men hvor indholdet har været smukt.

Han har ikke haft anden mulighed end at omfavne sin diagnose.

Selvfølgelig skal der være plads til at blive ked af det og sætte sig i et hjørne og græde, når livet pludselig giver sådan en modstand.

Men sjældent gavner det, og i Oles liv var der ikke plads til at gå ned med flaget.

- Jeg har ikke haft den mulighed. Jeg har en kone og to børn, jeg har min egen virksomhed og en lille hund. Muligheden for at gå ned psykisk var visket væk fra begyndelsen.

Selvfølgelig har der været frygt og tvivl. Især i den første tid, hvor det endnu er uklart, hvad der får kroppen til at opføre sig, som den gør.

Nok tager det blot et hurtigt kig i journalnotatet, hvor han er beskrevet med et "stirrende reptilblik", som er ganske normalt for Parkinsons-patienter.

Musklerne omkring øjnene er nemlig ofte de første, som bliver ramt, og blinkerefleksen går nærmest i stå. Derfor har han også så længe haft de tørre øjne.

Ole Lystrup Iversen har allerede lavet en liste med 12 sygdomme, som han i hvert fald ikke ønsker at være ramt af, blandt dem en tumor i hjernen, og da alt peger på Parkinsons, kan han ånde lettet op.

Den er ikke på den frygtede liste. Sygdommen har dog fire atypiske former, som er så alvorlige, at patienterne kan dø indenfor fire år, og dem skal han også undgå. Det kræver yderligere undersøgelser og nogle måneder i en grum uvished.

- I den periode er der tidspunkter, hvor jeg er pissebange. Blandt andet en weekend, hvor jeg er alene hjemme. Jeg ringer til min hustru, Dorte, efter jeg har drukket en halv flaske vin. Men hun reagerer anderledes, end jeg forventer. Hun siger, at jeg skal lade være med at være bange, når jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Det var nok ikke lige det, som jeg havde brug for at høre der, men det var faktisk sejt sagt, for jeg blev jo nødt til at vente på svaret af undersøgelserne.

Da svaret fra sygehuset kommer, er det heldigvis ingen af de fire alvorlige typer Parkinsons. Men en scanning viser, at Ole er ramt i moderat til svær grad af sin sygdom.

Han forstår det dog ikke, for på dette tidspunkt føler han sig kun let syg. Han mener selv, at det er livssynet, som er afgørende.

Han har været gennem de første to typiske faser, som man går gennem, når livet byder på voldsom modgang. Benægtelsen er der i begyndelsen, hvor han mener, at det nok bare er en diskusprolaps.

Så kommer reaktionen, hvor han er bange, og nu venter bare accepten og muligheden for at handle på sygdommen.

- Accepten kommer på et lederkursus, hvor der er en canadisk medicinmand som underviser. Han er utrolig livsklog, men jeg er stadigvæk utrolig bange, for jeg ved jo ikke, hvor mit liv er om fem år med den sygdom. Han sætter sig ned, stirrer mig dybt ind i øjnene og siger, at hvis jeg nu ikke var syg, ville jeg så vide, hvor jeg var om fem år. På det tidspunkt behøver han ikke sige mere, for jeg forstår ham. Det ved vi jo aldrig.

På kurset sidder Ole Lystrup Iversen med sin venstre hånd hvilende på låret. Han kan ikke røre fingrene ordentligt, og der er stadigvæk et halvt år, til han begynder at få medicin.

Beskeden fra den canadiske underviser får ham dog til at slappe helt af. Der er ingen grund til at være bange for en fremtid, som han alligevel ikke kender. Han giver slip på frygten. Og han begynder så småt at bevæge sine fingre igen.

- Det burde ikke kunne ske, men det gjorde det.

Fra den dag begynder Ole Lystrup Iversen at tænke anderledes om sin sygdom. Den er ikke længere det værste, der kan ske ham. Ulykker og død i den nærmeste familie vil jo eksempelvis være langt værre end Parkinsons.

- Jeg har fået en sygdom, som gør, at jeg måske lever fire år kortere end ellers, men betyder det, at jeg bliver 95 i stedet for 99, så fred være med det.

Selvfølgelig har sygdommen betydning for hans liv, og der skal både tænkes over mad, træning, medicin og behandling, men generelt har det stor betydning, at han tænker sit liv positivt og sætter pris på hverdagens og dens små detaljer.

- Der er mange mennesker, som siger, at det er godt kæmpet, og at jeg er sej, men sandheden er, at jeg slet ikke kæmper. Jeg flyder bare med, men i en kano, som jeg selv styrer. Vi er ikke herre over, hvilken vej livet fører os, for vi bliver eksempelvis ikke pludselig yngre. Vi kan dog selv bestemme, om vi vil sejle i den ene eller den anden side, og hvordan vi vil bugte os vej i kanoen.

Nogle af de faste rutiner, som Ole Lystrup Iversen har givet sig selv, er muligheden for at sætte sig ned i en time og bare nyde udsigten ud over naturen eller et smukt maleri.

Det giver ro i hverdagen, og hjælper ham med at værdsætte de små nuancer, som han også først opdagede, efter han blev syg.

- En søndag sad jeg i køkkenet og kiggede ud over søen. Solen var ved at gå ned, og de små krusninger på vandet lignede diamanter. Det havde jeg aldrig tidligere lagt mærke til. Jeg gik ud på terrassen og sad bare og kiggede på søen, og i det øjeblik følte jeg, at jeg virkelig var kommet hjem.

På samme måde har han om efteråret lagt mærke til træerne, når de farvestrålende blade er faldet af, og set skønheden i de nøgne grene eller nydt græsset i haven, som fremstår ekstra grønt på en gråvejrsdag.

- Når først du får øjnene op for disse små ting, så bliver livet aldrig det samme igen. Jeg stresser også nogle gange bare derudad, men jeg husker også at tage farten ud af hverdagen, stoppe op og lægge mærke til livet omkring mig. Bare nyde stilheden. For det er bag stilheden, at magien findes.

I disse stille stunder husker Ole Lystrup Iversen at tænke positive tanker og sige positive ting til sig selv.

Livet byder samtidig på masser af oplevelser, som bekræfter ham i, at det positive livssyn gør en forskel.

Med Parkinsons sygdom bliver patienterne normalt svagere med årene, men apotekeren fra Maribo kravler i træer, er begyndt at spille håndbold, han kan pludselig bruge sine hænder meget bedre end de sidste mange år, og lugtesansen er kommet tilbage.

Han er selv ikke i tvivl om, at det kommer af hans kærlighed til livet og et positivt mindset.

Nu håber han at inspirere flere andre til at gøre som ham selv, og sammen med Gitte Meyer Madsen har han skrevet bogen "En ven for livet - En fortælling om at se livet som en gave".

I bogen fortæller han både sin historie om livet med sygdommen, men giver også nogle livsråd, som læserne kan tage med sig.

Ole Lystrup Iversen er en holdspiller. Både på arbejdet og i fritiden, og det sætter han langt over egoet.

- Dagens samfund handler meget om mig, mig, mig. Men uanset hvor meget enspænder du gerne vil være, er du en del af et fællesskab. Det, du gør, har en indvirken på de mennesker, der er i din nære kreds, men også dem, som er i yderkredsen, forklarer han.

Bogen kan være sådan en hjælp, uanset om man har Parkinsons eller ej.

Det handler helt grundlæggende også om bare at slå bremsen i. Nyde øjeblikket og dem, du har omkring dig.

- Stop nu op for helvede. Giv dig selv lidt frirum. Mærk livet - for det har så meget at byde på.