BILLEDSERIE: Frede Jensen var på lange, udmattende vagter under "Vinterkrigen".
SYDFALSTER - Da vi endelig fik hul igennem til Gedser, stod de og tog imod os med flag. Det var den slags opmuntrende oplevelser, der gjorde, at vi kunne blive ved og ved.
Sådan fortæller 79-årige Frede Jensen, som tænker tilbage på de lange, udmattende vagter, han havde bag rattet i sin gummiged under "Vinterkrigen" for 40 år siden.
Frede var ansat hos entreprenør J. Jensen, og han flyttede kolossale mængder af sne omkring nytår 1978/79, hvor Lolland-Falster blev begravet i sne.
Billederne her stammer fra Gedser Landevej ved Tjæreby, hvor Frede Jensen mødte en ukendt fotograf, der forevigede hans arbejde i gummigeden.
- Jeg var hyret af Storstrøms Amt, og vi arbejdede i døgndrift over hele Lolland-Falster. Da jeg havde fyraften klokken 14.30, fik jeg et opkald fra Fuglsang, hvor en bus sad fast i sneen, og så fortsatte jeg der. Vi kunne næsten ikke finde bussen, da vi nåede frem, men vi fik den gravet fri, og passagererne blev indkvarteret på Solgården i Herritslev.
- Da jeg ville køre hjem, var snestormen så voldsom, at jeg også selv måtte blive på Solgården og overnatte. Dagen efter tog det mig seks timer at køre hjem til Ønslev i 18 graders frost, fortæller Frede Jensen.
Klik/tryk på billedet herover for at se flere billeder.