NYKØBING: Hele 12 spillere står foran kontraktudløb i Nykøbing FC, når den igangværende sæsoner rinder ud om tre uger, og på de indre linjer i klubben er man i fuld gang med at lægge kabalen frem mod de næste sæsoner.
En af de absolutte støtter i det hidtidige projekt er Mathias Gehrt, der indtil videre har spillet fire sæsoner i klubben. Og står det til ham, vil han gerne med på den nye rejse efter sommerferien.
- Jeg håber da på, at jeg kan blive her i længere tid. Jeg er også i dialog med Claus (Jensen, træner, red.), så forhåbentlig bliver vi enige om at fortsætte. Jeg er utrolig glad for at være her. Hele klubben, trænere, setup'et og spillerne har jeg kun positivt at sige om, lyder det fra Mathias Gehrt, der var en af de spillere, der tog turen med ned i 2. division og rykkede op igen med det samme.
1. division er vigtig
For ham er det vigtigt, at det med sikkerhed også hedder 1. division efter sommerferien.
- Det var ikke særlig fedt at spille 2. division, og det er rigtig rart, at vi allerede nu ved, hvilken række vi spiller i, og vi har også alle forudsætninger for at spille 1. division.
- Vi mangler stadig nogle ting, som skal bygges på holdet. Det har vi set i de her kampe mod de rigtig gode hold, men vi arbejder på det hver eneste dag på træningsbanen, og jeg er sikker på, at det bliver en sjov periode at være her de næste par sæsoner, siger midtbanespilleren, der altså er i dialog med Claus Jensen om forlængelse.
Og umiddelbart lyder det da også på chefen selv, at der er fremskred i forhandlingerne.
- Det er dejligt at høre, at Mathias gerne vil blive her, og mon ikke også det er det, der kommer til at ske, men vi er i gang og indtil der er sat en underskrift på et stykke papir, så er jeg ikke sikker på noget, siger Claus Jensen.
NFC-træner Claus JensenDet er dejligt at høre, at Mathias gerne vil blive her, og mon ikke også det er det, der kommer til at ske
Mathias Gehrt sad udenfor i den seneste kamp mod FC Fredericia med lidt baglårsproblemer, men skulle være klar til dagens hjemmekamp mod Hvidovre.
Mindre lårskade
- Jeg kunne mærke at låret spændte lidt op i sidste uge, og så sad jeg over for en sikkerheds skyld, men jeg har haft en rigtig god træningsuge, og føler mig helt klar til kamp, siger Mathias Gehrt, der gerne vil have revanche mod Hvidovre, som man har tabt til tre gange indtil nu i denne sæson.
- Ja nu må det være vores tur, konstaterer Mathias Gehrt, der også gerne vil på sejrskurs igen efter tre nederlag i træk.
- Det er ved at være noget tid siden, at vi har fået nogle point, men vi vil også gerne vise, at vi hører til i oprykningsspillet, og det kunne vi jo meget passende gøre ved at slå Hvidovre.
Udover Mathias Gehrt er Jacob Egeris også klar igen efter en mindre rygskade.
Der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Park.