Annonce
Når jeg bliver gammel

Gunnar lever et aktivt seniorliv i et sundt seniorlegeme

Gunnar Hansen bruger sin erfaring fra sin tid i politik som formand for Røde Kors Midtlolland, der har vokset sig til en større organisation med mange aktiviteter. Foto: Claus Hansen

Formand for Røde Kors Midtlolland, Gunnar Hansen, er en af de aktive seniorer, som tager en stor tørn for samfundet, selvom arbejdslivet er et overstået kapitel.

MARIBO Når man ser på Gunnar Hansens cv, har lysten til at lære og lysten til at gøre noget for andre mennesker fyldt godt i hans arbejdsliv. Derfor er det måske ikke så underligt, at netop de temaer også fylder godt i seniorlivet.

Den 73-årige tidligere lærer og projektleder er også kendt i Maribo for i 1990'erne at have været byrådsmedlem for SF i Maribo Kommune. Han gik ved udgangen af 2012 på pension fra sit job som personalekonsulent og underviser på Sygehus Syd.

I dag lever Gunnar Hansen et aktivt seniorliv. Han er formand for den store hjælpeorganisation Røde Kors Midtlolland, bestyrelsesmedlem i ulands-projektet Byg1By og engageret i Frivilligcenter Lolland. Derudover er han også medlem af Mellemkirkeligt Stiftsudvalg og med i Permakultur, Fejø.

- Et godt seniorliv er stadig at gøre nytte. Jeg har et behov for at være til gavn på en eller anden måde. Men det kan jeg selvfølgelig kun sige, fordi jeg ellers er dækket godt ind med et godt ægteskab, et godt familieliv og gode, trygge vilkår. Alt sådan noget behøver jeg ikke spekulere på, siger Gunnar Hansen.

Ved siden af alle disse poster er han frivillig hundefører og musikant på Bangshavecentret. Sammen med fru Kamma tager han jævnligt ud og underholder andre seniorer. Gunnar spiller på guitaren, mens Kamma synger.

- Jeg vil sygne hen, hvis jeg skulle sidde i sofaen. Der er jo mange fornøjelser, man kan kaste sig over - biografture og sådan noget. Men det kan man jo heller ikke få hele livet til at gå med. Vi er begge to meget rørige og raske. Jeg tager ingen medicin eller noget som helst. Så det er bare med at få noget ud af livet, siger han.

En stor del af Røde Kors Midtlollands daglige arbejde er at sortere det indleverede genbrugstøj i det, der kan bruges i butikkerne og det, der skal sendes videre. Foto: Claus Hansen

Et sundt legeme

For at holde det sunde legeme ved lige går Gunnar og Kamma meget op i sund kost og motion.

- Vi går to lange ture med hunden om dagen, vi dyrker morgengymnastik mindst en halv time hver dag, og så spiser vi sundt. Når man ser, hvor mange ikke-misundelsesværdige kroppe, der rammes af det, vi kalder for livsstilssygdomme, så prøver man at løfte det ansvar selv, siger Gunnar Hansen.

Han går ikke rundt i hverdagen og tænker på, at han er senior.

- Jeg føler mig frisk. Men jeg kan da godt mærke, at man ikke har den samme energi længere. Der sker et jævnt tab der. På trods af al morgengymnastikken kan jeg i meget højere grad mærke, at jeg har en krop. Og det må man tage hensyn til. Men som en eller anden skrev: "Jeg har haft et godt liv: Jeg har arbejdet meget, og jeg har hvilet meget". Det retter jeg mig efter, smiler Gunnar.

Han mærker ikke længere det pres, der er ved at være på arbejdsmarkedet, og det er han glad for.

- Der er mange ting, man slipper for, når man går på pension. De perioder, jeg har haft tidligere med stress, med metalbånd om brystet, med åndenød og så videre. Det er slut med det. På den stressmæssige måde mærkes kroppen helt anderledes nu.

Sammen med fruen Kamma spiller Gunnar sange i duoen "Gunnar & Kamma". Foto: Claus Hansen
Annonce

Vigtige netværk

Der bliver også stresset af sammen med familien, som bor på Fejø.

- Jeg er i den uheldige situation, at jeg kun har ét barnebarn - lille Per. Og jeg får formentlig heller ikke flere. Det giver tid, som andre seniorer bruger på at køre frem og tilbage til børnebørnene. Der er meget, jeg ikke behøver gøre, som andre seniorer bruger en hulens masse tid på, griner Gunnar Hansen.

Også vennerne betyder meget for det gode seniorliv.

- Netværket er vigtigt. Jeg har en rafleklub med seks andre honoratiores. Vi mødes og har mødtes i 34 år en gang om måneden. Så laver vi mad til hinanden og hygger os. Jeg har også holdt forbindelsen ved lige med flere af mine gamle gymnasiekammerater.

- Der er det med de venskaber, man har haft i så mange år af livet, at når man møder dem igen, så siger det bare "klik". Der er ikke så mange dikkedarer. Det bliver også vigtigt at have tråden tilbage, funderer han.

Gunnar Hansen har i mange år stået i spidsen for Café Sprogblomsten. Foto: Claus Hansen
Annonce

Glidende overgang

At Gunnar Hansen har så aktivt og godt et seniorliv, tilskriver han i høj grad, at han ikke holdt op med at arbejde fra en dag til en anden. I to år var han tilkaldevikar på A2B sprogskolen.

- Det var et granatchok at holde op at arbejde. Men jeg var så heldig, at jeg trappede ned hen over nogle år, så jeg tjente penge og gjorde gavn on and off - sluttende med sprogskolen. Sprogskolen affødte så Sprogblomsten. Og den eksisterer stadigvæk, fortæller Gunnar om sprogcaféen, der nu har fået nyt liv i Røde Kors' lokaler i Suhrs Gade.

- Jeg anser det for et kæmpe privilegium, at det lykkedes mig at få tingene fikset på den måde, at der har været en rød tråd fra mit arbejdsliv til mit seniorliv, siger han tilfreds.

Annonce

Kan blive granatchok

Men selvom han har fået fikset tingene med en glidende overgang, var det ikke uden bæven, at Gunnar Hansen trådte over tærsklen til "den 3. alder".

- Jeg kunne godt mærke, at jo mere jeg nærmede mig min pensionsdag, så blev jeg mere og mere urolig over, om det nu også var det rigtige, jeg gjorde.

- "Kun en tåbe frygter ikke havet", som man siger. Der er en risiko ved det. Det kan blive et granatchok. Det er en kæmpe forandring i ens liv - nok den største udover, når man får børn. Og hvis folk spurgte mig i dag, ville jeg nok også sige: "Har du et godt job, så bliv ved så længe, du har lyst. Prøv at få en senioraftale, så du kan arbejde på halv tid eller bruge dine evner til noget".

- Men det er jo svært at råde andre. Jeg har tilstræbt mig en glidende overgang. Og det har været rigtig godt for mig, konkluderer han.

Annonce

Det gode ansvar

Det med stadig at kunne gøre gavn, giver Gunnar Hansen en dybere mening med livet.

- Det at holde mig aktiv giver indhold i dagligdagen lige nu. Men det giver også et perspektiv i ens liv. Jeg har et ansvar - blandt andet for virksomheden i Røde Kors Midtlolland. Der tænker jeg også i det lange perspektiv. Det er sikkert en måde at holde sig åndeligt spændstig på - at man er tvunget til at tænke over sit ansvar, siger han.

- Ansvaret er selvfølgelig meget højere, når man får penge for sit arbejde, og der er en virksomhed, der er afhængig af ens indsats. Her i Røde Kors er virksomheden stadig afhængig af mig, men jeg kunne jo gå ud ad døren i morgen, hvis jeg ville, og min private situation ville stadig være uændret. Det giver en dejlig ro.

Ansvaret går hånd i hånd med glæden over at kunne hjælpe andre - både i Sprogblomsten, Byg1By, som besøgshundefører, musikant og formand for Røde Kors.

- Det betyder kolossalt meget at kunne gøre noget for andre. Man skal bruge de ressourcer, man nu engang har. Jeg er ikke så god til at smalltalke, men jeg kan så meget andet. Man lærer igennem livet, hvad man er god til, og hvad man ikke er god til. Det må man så rette sig efter, siger han.

Men selvom der er en rød tråd, er seniorlivet måske alligevel ikke blevet helt, som Gunnar Hansen på forhånd forestillede sig.

- Jeg havde forestillet mig meget mere læsning. Jeg læser en del, men det er ikke studiepræget. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville sidde og kloge mig på forskellige ting og sager. Sådan er det ikke blevet. Jeg læser romaner og Pikkety (fransk økonom, red) og prøver at shine det italienske op, fortæller Gunnar, der også belønner sig selv efter en lang dag ude af huset.

- Når dagen er kæmpet til ende, så har jeg lov til at sætte mig ned og gætte en kryds og tværs... det holder gang i de små grå.

Annonce
Annonce
112

SIGTET EFTER BRAND

Annonce
Lolland

PØLSESNAK OM KRYDDERIER OG MEDISTER

Annonce
Forsiden netop nu
Lotto

LOKAL LOTTOMILLINÆR

Badevand

TARMBAKTERIER I VANDET VED BADEANSTALT

Strejke

SAS: PILOTSTREJKE RAMMER OMTRENT 30.000 REJSENDE PER DAG

Lolland

HUN HAR VÆRET DØD I 200 ÅR - ALLIGEVEL FORTJENER HUN LIGTOG GENNEM SKOVEN

Beach Walk

FORBEREDELSERNE I FULD GANG

Field's

LOKAL MOR OG DATTER MIDT I SKUDDRAMA I FIELD'S

Filed's

BIOGRAFER HOLDER LUKKET GRUNDET SKYDERI I FIELD'S

112

BLEV VÆKKET AF BRANDALARM

Field´s

DE TRE DRÆBTE I FIELD'S ER TO 17-ÅRIGE OG EN 47-ÅRIG

Vejr

KØLIGT SOMMERVEJR VIL DOMINERE DEN KOMMENDE UGE

Field's

DET VED VI OM SKYDERIET I FIELD'S

Field's

FIELD'S HOLDER LUKKET I MINDST EN UGE EFTER SKYDERI

landsstævne

STORSLÅET OG EFFEKTFULDT FARVEORGIE FRA EFTERSKOLERNE

Annonce
landsstævne

EFTERSKOLEELEVER BEGEJSTREDE OVER OPLEVELSEN

Guldborgsund

KÆMPEBJØRNEKLO HAR VOKSET SIG STÆRK I TI ÅR MED BESPARELSE

Lokal nyt

En 22-årig dansk mand er anholdt efter skyderi i Fields

landsstævne

AFSLUTNING MED MANÉR: CARPARK NORTH, POPMUSIK OG GAMLE DANSKE SANGE

Lolland

OMBYGNING AF HAVNEBYGNING SKAL I UDBUD

Særlige steder

FLERE SÆRLIGE STEDER: KALLØGRÅ

Erverv

HØJE BRÆNDSTOFPRISER PRESSER TURISTBUSSER

landsstævne

GYMNASTIK OG LANDSSTÆVNE FRA FØDSLEN

Annonce
Annonce