Holger Drachmann og stormfloden - Falster

Holger Drachmann (1846-1908) var digter og maler – og søn af en kirurg.
Mange kender ham for Majvisen "Se, det summer af sol" og Midsommervisen "Vi elsker vort land".

I 1872 boede han i København og havde netop fået udgivet sin første digtsamling (Digte 1872), som var blevet godt modtaget af publikum.

Da stormfloden indtraf 13. november 1872, blev han sendt på reportagerejse for avisen Dagbladet (1851-1930), som var talerør for de nationalliberale og havde et dagligt oplag på omkring 5.000 eksemplarer.
Under overskriften ”Efter orkanen. Pennetegninger fra Kysten” bragte avisen tre reportager fra Drachmanns hånd, ”Fra en særlig meddeler til Dagbladet”, fra Præstø, fra Stege og fra Stubbekøbing.

Artiklen fra Stubbekøbing, som er den tredje i rækken, blev bragt mandag den 2. december 1872 og er dateret 25. november, altså 12 dage efter stormfloden.

Hans publikum er det velbjærgede borgerskab i København, og han begynder med at gøre sig lystig over de knoldede brosten i Stubbekøbing, som han kalder ”antediluvianske”. Det betyder, at de er meget gamle - egentlig ”fra før Syndfloden”.

Det er tydeligt, at han er langt hjemmefra. Se bare hans skildring af de sydfalsterske landsbynavne. Men det er også tydeligt, at han gør sig umage for at skildre stormflodens gru for sine københavnske læsere.

I denne artikel gengiver vi Holger Drachmanns tredje artikel ordret og i den originale retskrivning, som den blev bragt i Dagbladet. Det vil sige, vi skriver navneord med stort begyndelsesbogstav og aa for å og holder fast ved datidens stavemåder.

Efter Orkanen Pennetegninger fra Kysten.

Det var en frisk, klar, blæsende Morgentime, da jeg forlod Gjæstgivergaarden i Stubbekjøbing og rumlede gjennem Hovedgaden Østerpaa over den antediluvianske Brolægning, der mindede mig om de Landkort for Blinde, hvor Højderne i Terrænet ere ansatte med ophævet Tryk.

Strax udenfor den lille, smudsige By havde vi Virkningerne af Højvandet. Dæmningen havde givet sig i Midten, Stenafviserne langs Siden vare omkuldkastede og Jerngelænderet brækket.

Jeg vendte mig om. I Havnen saae jeg de halvsunkne Fartøjer. Den lille, lave Kirke ragede akkurat op over Tagryggene paa de omliggende Huse. Skorstenspiberne sendte deres lette, blaae Røg op mod den klare Luft; den friske Vind legede med Røgen; Solen skinnede i Pludderet paa Strandkanten, og jeg lovede mig en smuk Dag, en Undtagelse fra Novemberreglen.

Ak desværre, jeg skulde snart faae Reglen at føle og ikke Undtagelsen.
Langs Næsgaard Nor kjørte vi. Her havde Vandet staaet højt op over Vejen. Træer, Dynd og afskaarne Rørstakke laae ved Grøfterne paa Siden af Vejen. Et Hus var ødelagt; Senge, Borde, Stole og Vugger laae udenfor, og bag det sammensunkne Hus strakte en klar Indsø sig paa Størrelse som Peblingesøen.

Det var Noret, der for nogle Aar tilbage var indvundet fra Østersøen med Grønsund som Mellemmand. Nu havde baade den tidligere Ejer og hans Kommissionær brudt deres Kontrakt uden foregaaende Opsigelse. Noret var atter Nor. Græsgangene og Hvedemarkerne dannede Bunden af Søen.

En lille Ø laa i Midten med et sammenstyrtet Hus (som dog ikke skulde have været beboet); forskjellige Gjenstande sejlede omkring derude, og oppe paa Næssegaarden havde man faaet en ny Udsigt og et nyt Bevis paa det højst Usikkre i de store Inddæmningsarbejder, som navnlig Falster var gaaet i Spidsen for.

Udsigt fra Næsgård
Foran Næssegaardens Indkjørsel, hvor Vejen til Grønsunds Færgegaard skiller sig fra Vejen til Nykjøbing, holdt vi et Øjeblik stille. Jeg havde det store Landskab, et helt Panorama, for mig. Solen skinnede derovre paa Bogø's højtliggende Marker, paa Kirken derovre i Fanefjord, paa Møenslandets bølgeliniede Kyst, der helt ude mod Horisonten falder af i den stejle "Madses" Klint.

Falsterlandet laa i Skygge. I Midten af Landskabet trak Grønsund sin blanke Stribe, og Striben blev brudt af hvide Skumbælter, der hvor Tolken strækker sin lange, farlige Grund.

Vejen ned til Grønsunds Færgegaard var afspærret. Den løber med sine Telegrafstænger langs Strandkanten, indtil den forbi det hvide Lodsmærke drejer af mod Færgegaarden og Lodshusene. Hele denne strækning havde staaet under Vand. Østersøen havde væltet sine Brændinger højt op over de flade Marker; Lodshusene havde været omflydte paa alle Sider, Baadene vare paa en nær sønderslaaede, og Beboernes Liv havde været stærkt truet.

Ved Østerskoven
Vi kjørte videre. Hvor Korselitzes Skove begynder, stod jeg af og lod Vognen kjøre i Forvejen. Nede ved Stranden omtrent udfor den lille, venlige Skovfogedbolig, Hjortelund, skulde der ligge et Fartøj. Det laa der ganske rigtig ogsaa. Helt op over Forstranden var det kastet. Brændingen havde skaaret et stort Stykke ud af Brinken og puttet Skibet derind.

Master og Tougværk blandede sig paa en kammeratlig Maade mellem Skovens Bøgetræer. Stammerne ragede ud over Dækket, og Masterne nikkede ind mellem Træerne.

Bremerskipperen, som havde ført Skibet, gik omkring og besaae sin Vilhelmine Sofie. Stakkes Vilhelmine Sofie! Søen havde handlet temmelig uridderlig med hende, og det saae ikke ud til, at den gode Dame nogensinde mere skulde komme tilbage til sit rette Element.

I Fiskerlejet Hesnæs vare Huse omstyrtede, eet fuldstændig forsvundet, Baade bortrevne, og Folk havde været i Fare. Hele Stranden herned til havde seet sørgelig ud.

Paa Tolken vare et Par Skibe stødte, og et var sunket med Mand og Mus. Tømmer og Vraggods var nu drevet i Land og laae hele Kysten over blandet mellem de omstyrtede Træer. Man sled og slæbte og bjergede Alt, hvad man kunde. Noget skulde dog Søen give igjen til Gjengjæld for Alt, hvad den havde taget.

Det var ligesom om det laa i Luften, at jeg nu nærmede mig Ødelæggelsernes sydligste og værst medtagne Del. Himlen var efterhaanden bleven overtrukken, Solen var for længe siden borte, Vinden peb mellem de nøgne Brinker, og store, tunge Draaber oppe fra de afbladede Træer tydede paa en ubehagelig Gjentagelse af Turen til Møens Klint.

Gjentagelsen kom ogsaa. Jeg bøjede op i Skoven og fik fat i min Vogn, og nu øsede Regnen ned, Mørket lagde sig over Landskabet, og ad de dyndede Skovveje, de moradsige Biveje, den opkjørte Hovedvej kom jeg vaad og forfrossen til Sønder Alslev og videre ned imod Bøtø Noret.

Den totale oversvømmelse

Trækker man en Linie fra Østersøen forbi den nordligste Spidse af Noret og derpaa over Stouby ud til Sundet ved Hasselø, har man saa nogenlunde den nordligste Grænse for Sydfalsters saa at sige totale Oversvømmelse.
Selv naaede jeg ikke Gjedesby, hvor Ødelæggelsen var størst, men hvorom også Meddelelserne have været mangfoldigst og mest detaillerede.

Vejene derud var forfærdelige, og min Kusk erklærede, at vi, hvis jeg vilde saa langt Syd paa, maatte overnatte et eller andet Sted i en Gaard i Væggerløse Sogn, Noget, som i den almindelige Forstyrrelse og Husvildhed vilde være lettere sagt end gjort.

Jeg bestemte mig da til at blive i den nordlige Del af Odden og slaae mig til taals med, hvad her var at iagttage. Der var en historisk Begivenhed, hvortil jeg strax havde Illustrationerne paa rede Haand ved at betragte det Landskab, der nu udfoldede sig rundtomkring mig, forsaavidt som det for Regntykningen og Eftermiddagens Halvmørke kunde siges at "udfolde" sig.

Kong Hans og ditmarskerne
Det var Kong Hans's skjæbnesvangre Ditmarskertog. Oversvømmede Marker, dybe Grøfter paa Siderne, bundløse Veje, en kold, klam Vind, der drev Regnen foran sig henover det flade Landskab, hvor nu og da Taget af et omstyrtet Hus ragede op over Dyndet.

Det var Vejen fra Meldorp til Heide, det var Sluserne ved Büsum, der havde oversvømmet Markerne, det var den slagne danske Hær, forfulgt af de sejrrige Ditmarskere, der havde oppløjet Vejen saaledes.

Man tilgive, at jeg i den nærværende Ødelæggelse, der desværre vil indskrive sin sørgelige historiske Kjendsgjerning i vores Annaler, seer Omridsene af et sørgeligt Felttog i vor paa saa mange sørgelige Felttog rige Historie. Men jeg agter at give en Stemning, ikke at opramse et for et alle de Tab, som den sidste Katastrofe medførte; jeg agter i korte, skizzerede Træk at gjengive det Landskab, hvor Ulykken skete, og jeg ma have en Stemning at gaae ud fra, der er kjendt af Alle, og som med hele sin Uhyggelighed kan danne Baggrunden for mit Billede.

På Sydfalster
Stouby, Væggerløse, Højet, Marrebæk og Bruserup vare Navne, der klang mig ligesaa fremmed, som de ville klinge i de fleste af disse Liniers Læsere. De betegnede større og mindre Landsbyer, der i større og mindre Udstrækning vare rammede af Ødelæggelsen. Liggende paa den smalle Landtunge mellem Bøtø Noret og Guldborgsundet havde de modtaget hele den Vandmasse, der efter at have sprængt Dæmningerne paa Fanget og ved Bøtø og efter at have gjort det udtørrede Nor til en stor dyb Indsø havde væltet sig over i Guldborgsundet, var gaaet tilbage igjen og atter frem, medførende Skibsskrog, sønderlemmede Huse, Lig af Mennesker og Dyr.

Bøtø var saa at sige raseret.
De gribende Scener fra disse Gaardes og Huses Undergang saavelsom fra Gjeddesbyes og Skjelbyes ere alt bragte til de Flestes Kundskab, og en Gjentagelse heraf skal jeg vel vogte mig for.

Men ligesom det ikke er Stormen og det imellem Brændingerne omtumlede Skib, der taler højest, men snarere den øde Kyst Dagen efter med det matte, skvulpende Vand og det sønderbrudte, forladte Vrag, saaledes talte Alt, hvad jeg nu saae: disse undergravede Bygninger, de paa Jorden liggende Tage, Strandsandet henover Markerne, Piletræerne med Tang og Høklædning, de døde Dyr og de forknytte Mennesker højere ned paa selve Ulykkesdagen, og den øde, dumpe Ro, der hvilede over Landskabet, gjemte paa en taus, hjerteskærende Klage, der i sig samlede alle de enkelte Optrin fra hin stormfulde Nat og Dag, - og dette almindelige stumme Sprog fra den trøstesløse, mishandlede Natur skal jeg ikke i Hast glemme.

Rundtomkring traf jeg Folk, som ved Slægtskabs- og Venskabsforbindelser havde staaet nær de Forulykkede. Bestandig og bestandig de hjerteskærende Fortællinger om Børn, der vare revne fra Moderen, nygifte Folk, der vare drevne i Havet hver paa sit Vrag, stærke Naturer, der havde kæmpet Fortvivlelsens Kamp til det Yderste, Svage, der vare bukkede under med ynkelige Nødraab, halvt vanvittige, sørgende Mødre og Enker.

En kone fra Bøtø
Jeg saae en af de "Reddede" ovre fra Bøtø. Det var en Kone, der savnede sine Børn. Hun talte ikke, hun famlede underlig for sig med Hænderne. Hun havde faaet Nok for dette Liv, og med Hensyn til hendes "Redning" faldt jeg i underlige Tanker.

Jeg saae disse skrøbelige, sønderbrudte Tage med Lægter og Bjælker stikkende gjennem Tækningen, disse halvt opløste Høstakke, der vare blevne hængende hist og her i et Gærde eller ved et Piletræ. Langs Nykjøbing Landevej og langs Norets sumpige Side stod de, og det var mig en Gaade, hvorledes de i Brændingen og Hvirvlerne havde kunnet afgive svømmende Tilflugtssteder for de Mange, der havde klamret sig til dem.

Her var naturligvis Meget bjerget, og det lod til, at man tog fat med Kraft, ligesom det ogsaa syntes, at Efterretningerne om den noksom bekjendte danske Godgjørenheds ualmindelige Anstrengelse havde sat Mod i mange af Ulykken nedslagne Gemytter.

Men naar man en gang imellem stod stille foran et omstyrtet Hus, hvor Manden eller Konen var beskjæftiget med at samle og ordne de sørgelige Levninger af det fattige Bohave, og naar man lagde Mærke til Udtrykket i de furede, vejrslagne Ansigter, et Udtryk saa fuldt af haabløs Græmmelse, da kunde man ikke frie sig fra en bitter Anerkjendelse af Rigtigheden i Mandens eller Konens Ord: "Ja, vi faae jo nok Erstatning, og Gudskelov for det, og Tak til. Men Jorden er ødelagt, Koen er druknet, og Hytten ligger der. Alt kunne vi ikke faa igjen, og nu ere vi blevne gamle i at slide sammen; Kræfterne mangle til at begynde forfra - ja, det var en gruelig Ulykke".

Sand, grus, sten tang
Som det blev bemærket fra alle Kanter, var maaskee Sandet det Værste ved Oversvømmelsen, og det, som i en Række af kommende Aar vil være den føleligste Ulykke for hele Sydfalsters Befolkning. Overalt laa Sandlaget, blandet med Grus, Sten og Tang. Ind i Husene var det trængt; det strakte sig over Marker, Enge og Haver; det var ikke længere den frugtbare Øes Sydspidse, man vandrede paa; det var Havets Bund, hvorover man kjørte, Havets Bund, bedækket med Alt, hvad der hører Havet til: Vrag, Tilintetgjørelse.

Som en stor, sydende Sø med mægtige Brændinger blev hele Landet Sønden for den ovenomtalte Grænse beskrevet af Folk, der havde oplevet hin Nat og Dag. Søen havde krævet sine ofre. Den havde faaet dem, udvalgt blandt det Bedste, selv blandt Menneskelivene; nu var den store Bølge gaaet tilbage igjen ligesom den Armee, der trækker bort fra det hærgede Land.

Men en Besætning havde den ladet blive tilbage, og der skulde Aars vedholdende Kamp, sejg, senestærk Energi til at drive Fjenden fuldstændig ud, - hvis han i det Hele taget kunde drives ud. Og det var med en fra alle Kanter gjentagen Tvivl om dette Sidste, at jeg igjen satte mig til Vogns og arbejdede mig Nord paa over Grænsen for Velstand og Forarmelse, Tryghed og Usikkerhed.

Natten sænker sig
Skumringen faldt stærkt paa, den lange Nat forestod, og medens Skyggerne af den tilstundende Aften som hastige Forløbere for noget Uhyggeligt spredte sig ud over det flade, trøstesløse Landskab, saae jeg de sidste Ruiner af de omstyrtede Huse og hørte de sidste Udbrud fra forknytte, forarmede og fortvivlede Folk.

Regnen piskede ind fra Siden, Kusken piskede paa Hestene, snart var det fuldstændig mørkt, og i Mørket og under Vindens Susen og Regnens Fald havde jeg hele Stormnatten for mig. Jeg hørte Lyden af Brændingen, hørte bygningerne styrte, hørte Kvægets Stønnen og vilde, gjennemtrængende Skrig om Hjælp.

Jeg vendte mig i Sædet. Landskabet bag mig var forsvundet i mørket, ligesom det hin Nat forsvandt. Vinden sagtnede et Øjeblik; Alt var stille, men det var en Stilhed, som gjemte paa Meget.
"For alt det stakkels Kreatur ..." begyndte min Kusk.
"Ja, og Menneskene," tilføjede jeg.