Annonce
Tema

Holger Drachmann og stormfloden - Stege

Strandbred efter stormfloden. Fra Illustreret Tidende.

Digter blev sendt på reportage for avis til lokalområdet, for at se på de forfærdelige konsekvenser af stormfloden.

Dagbladet (1851-1930) udkom i København, og som en hovedstadsavis, var der ofte f.eks. reportager fra Paris på forsiden.

Stormfloden nåede avisen fredag 15. november med en note inde i avisen om ”Orkanen i onsdags”.

Lørdag kommer orkanen på forsiden, og søndag 17. november, er den der igen, nu med gengivelse af Lolland-Falsters Stiftstidendes artikler om stormfloden fra Nykøbing.

Der kommer mere i de følgende dage, og onsdag 20. november bliver orkanen til en ”Nationalulykke”.

Formentlig derfor sender Dagbladet den da 26-årige forfatter og maler Holger Drachmann på reportagerejse til de stormflodsramte egne.

I de følgende dage skriver han tre store artikler under den fælles overskrift ”Efter orkanen”.

Den første er skrevet i Præstø og blev bragt i Dagbladet mandag 25. november. Den anden er skrevet i Stege og blev bragt torsdag 28. november, mens den tredje er fra Stubbekøbing og kom i Dagbladet mandag 2. december.

I denne artikel bringer vi reportagen fra Stege, som især fortæller om de mange strandede skibe.

Turen fra Præstø går over Jungshoved, forbi Bønsvig og Roneklint, og sammen med kusken ror han ud til en grund nord for Jungshoved, hvor der ligger omkring 20 vrag. Holger Drachmann var kendt som ”marinemaler”, og hans grundige kendskab til skibe ses tydeligt i reportagen.

På Møn er det især det også dengang populære udflugtssted Møns Klint, som påkalder hans interesse.

“J'y étais - paa M ø e n s K l i n t”, skriver han. ”Jeg var der,” skriver han på fransk!

Vi gengiver teksten i den originale retskrivning og med den originale stavemåde.

Efter Orkanen

Stege, den 24. November.

Det var ad de dyndede og næsten ufremkommelige Veje, at jeg nu over Smidstrup og Stenstrup svingede op til Bønsvig og Ronneklint.
Da vi drejede af fra Jungshovedvejen, saae jeg ned igjennem det stærkt bakkede Land over til Nyord, hvor min Kusk fortalte mig, at han den foregaaende Dag havde været med "saadan en rejsende En som Dem selv" for at see paa de Vrag, der laae derovre. Dagen i Forvejen havde han kjørt en stakkels Svendborgianer ned til Sagebystrand, en Mils Vej længere Syd paa.

En Jagt (skib) var strandet her, som havde havt alle Svendborgerens Ejendele med i Fragt til Kjøbenhavn. Alt havde været uassureret, og Kusken beskrev nu, hvorledes den stakkels Mand løb omkring paa Stranden og søgte i det almindelige Virvar af knuste og splintrede Gjenstande at finde Stumperne af sit Eget.

"Det er ellers grueligt med disse Bønder her paa Kysten", bemærkede den unge Fyr med hele en ung Sømands Foragt for Landkrabberne.

"Da Jagten laa og huggede derude i Brændingen, og Folkene ombord havde surret sig i Rigningen, var der en af dem, jeg troer Kokken, som fik en Ende gjort fast om et Stykke Tømmer, som han saa hev overbord, og som Søerne slog ind paa Stranden.

Bønderne stod og gloede paa Tømmeret, men ingen af dem kunne forstaae, at de skulde gjøre Enden los og paa den Maade sætte sig i Forbindelse med Skibet. De stakkels Djævle i Rigningen vinkede og raabte, Bønderne blev ved at gloe og inden en Time laa Masten i Søen, og Folkene drev først Dagen efter ned ad Kallehauge til".

Jeg delte min Kusk's Beklagelse over denne Mangel paa Indsigt i en Ting, som jo for Resten maatte falde de fleste nogenlunde tænkende Individer ind.

På nordsiden af Jungshoved
Videre gik det da gjennem Bønsvig til Skoven, Store Hestehave, der strækker sig langs Strandkanten tæt hen til Maderne og det ligeoverfor liggende Fedet, hvor Indløbet til Præstøfjorden er.

Vi lod Vognen holde ved Ledvogterhuset og travede gjennem Skoven. Sumpigt og moradsigt var her. Svære Bøgestammer laae tversover Vejen. Til Højre og til Venstre vare de faldne som Grenaderer i en Bataille, og nede i Skovbrynet umiddelbart langsmed Stranden, hvor den egentlige Bataille havde staaet, laae de fældede Kæmper i Rækker og Geledder.
Forunderlig saae Stranden ud.

Dybt havde Vandet skaaret ind i den lerede Brink; uhyre Trærødder snoede sig i fantastiske Slyngninger højt oppe i Luften. Egestammer og Rigsbøge laae brudte og knuste som Levninger af Skansekurve foran en Bresche.
En mægtig gammel Eg var blevet undermineret, strakt til Jorden, splintret og knust, og laa nu med Rodenden i Vejret paa den yderste Kant af Brinken og klamrede sig med de stærke Grene krampagtig fast i Jorden og i det sejge Smaakrat.

Frem og tilbage, saa langt Øjet rækkede, var Skovkanten falden, Stranden oversaaet med Stammer, Rødder og Vraggods, som endnu ikke var samlet. Hvilken Brænding maatte her ikke have staaet! Hvilken vanvittig, rasende, fordærvelig Blanding af Vand, Sand, Ler og - Dele af de Fartøjer, der nu afmastede, omkuldkastede og halvsunkne viste sig for mit Øje enkeltvis og samlede i Smaaklumper derude paa Grundene!

En snes strandede skibe
En Baad, den eneste paa hele Stranden, laa fortøjet ved en improviseret Landgangsbro. Rimeligvis var en Kaptejn ude fra en af Havaristerne gaaet i Land med Baaden den samme Formiddag. Den var øset læns, og Aarerne vare stillede op imod et Træ.

Min Kusk og jeg tog hver sin Aare; frisk østlig Brise var der vel, men Vandet var endnu nogenlunde smult herinde mellem "Sandene", og udefter gik det. Een, to, tre, fire osv., den ene efter den anden traadte Havaristerne frem. Roturen blev ikke saa kort endda.

En kvart, en halv og en hel Mil fra Land laae Skibene ude; i Antal en Snes Stykker, i Nationalitet og Størrelse meget forskjellige. Et Par af de nærmeste bordede vi. Frygtelig medtagne saae de ud, og et mere talende Bevis paa Stormens og Søernes forenede Magt end disse tause, øde Ruiner har jeg maaskee aldrig seet.

Det sidste Skib, vi vare ombord i, var en engelsk Brig, som laa grundstødt, fast i Sandet, med Dækket over Vandet og Næsen lige nedefter. Briggen havde været ballastet, og det vaade, smudsige Sand var fra Lasten sprængt ud over hele Skibet og trængt ind overalt i de skjulteste Kroge og Aflukker. Baand, Bolte, Nagler og Ringe, Alt af Jern, var vredet og drejet som med særlige dertil afpassede Instrumenter. En og den samme haarde, voldsomme Haand havde brækket og brudt, skrabet og knust.

Jeg kiggede ned igjennem Kahytskappen. En Mahogni Bordplade var stukken gjennem Sofaryggen. Skabet mellem Døren og Væggen var opbrudt, og Skufferne manglede paa to nær. Den øverste var trukken ud. Jeg syntes at see noget Papir deri og gik til Skylightet, gjennem hvis knuste Overdel det lykkedes mig at faae fat i Skuffen.

Et brev
Blandt nogle trykte Blanketter og indholdsløse Regnskaber fandt jeg Kladden til et Brev. Det var udstreget saa Meget med Blæk og udslettet saa Meget af Søvand, at det var vanskeligt at tyde Indholdet.

Det lykkedes mig dog nogenlunde; der stod omtrent Følgende (som iøvrigt hverken var betegnet med Navn, Dato eller andet Mærke):
"Min elskede (her var gjort Forsøg paa Svingene til et B). Arbejdet haardt i 2 Dage. Vi lide meget og har ikke Vand. Ingen Ild paa ..... Jeg har een Gang været udenbords, men slap dog. Tørt Uldtøj savner jeg meget, og Søstøvlerne burde have været lappede, før jeg gik fra Land. Husker Du mit sidste Kys; jeg tænker ikke paa noget Andet end paa dit. Kaptejnen ..... altid fuld; jeg maa stadig ...."

Jeg formoder, at Udkastet er gjort af Styrmanden, medens Kaptejnen har havt "Forfald". Der var noget Underligt i at læse denne Lap Papir ombord paa Dækket af det øde Vrag, der for en Ugestid siden havde kæmpet med Elementerne, og hvis Besætning nu maaskee Alle som En, den fordrukne Kaptejn og den forelskede Styrmand laa og sov den lange Søvn.

Jeg veed det ikke. Men jeg havde et smukt Billede paa rede Haand ved det første Indtryk af Læsningen, og det beholdt jeg; og for ikke at gruble mig det bort ved fortsat Studeren lagde jeg Brevet ned i Skuffen, kastede Skuffen ned igjennem Skylightet, og saa gik min nautiske Kjøresvend og jeg i Baaden igjen og roede i Land fra vor Udflugt til "Hesteskoen" og "Normandssandene".

Vådt tøj
I Ledvogterhuset gik vi ind. Klamme og forfrosne vare vi blevne, og den Kop Kaffe, som Konen lavede til os, smagte fortræffelig. I den lille, lave Stue med Seng, Spisebord, Bilæggerovn, Rok og alt Tilbehør var Rummet yderligere formindsket ved en Uendelighed af blaae og røde Uldtrøjer, Underunævnelige, Skindtrøjer, Hoser o. s. fr., som var hængt til Tørre paa Snore under Loftet og langs Væggene.

"Det salte Vand vil slet ikke tørre", sagde Konen og pegede paa Klædningsstykkerne.

Paa mit Spørgsmaal om alt dette Tøj svarede hun: "Det er saamænd de strandede Folks Tøj, som jeg lovede at skaffe i Orden, dengang de tog ind til Byen. Her laae hele 6 Mennesker i vor Hytte den Nat, da det var galt fat.

Besøg om natten
Min Mand og jeg vaagnede kort før Midnat ved, at Vinden ruskede i Taget og Skorstenen. Inde i Skoven kunde vi høre Træerne styrte, og saa tudede da Søen, saa det var forskrækkeligt.

"Du gaaer ikke ned til Søen i saadant Vejr," sagde jeg til min Mand, men han havde alligevel faaet Tøjet om sig og vilde afsted, da der i det Samme bliver sparket mod Døren udenfra.

Børnene vaagnede nu og gav sig til at skrige. Mørkt var det ogsaa, og de blev ved at dundre paa Døren derude. Saa tænder da Vor Fa'er et Lys, og lukker op. "Ih, Du Frelserens!" siger jeg, og styrter hen til Børnene.

Der stod en Flok Mænd udenfor, og Vandet drev nedad dem, og de To havde En imellem sig, som nok var mere død end levende og ganske blodig var han. "Vi ere strandede Søfolk," siger saa en af dem, Lad os komme lidt indenfor." Det var nok saadan Svensk de talte, og de sagde ogsaa senere, at de var fra Norge.

Nu fulgte der en længere Forklaring om, hvorledes de vare blevne plejede, hvordan Stranden og Skoven havde seet ud om Morgenen, hvilke Huse der havde lidt i Nabolaget.

Jeg takkede Konen for god Besked. Hesten kom atter for Vognen og tilbage til Præstø gik det over Ronneklint, hvor den samme Scene som ved Bønsvig Stranden gjentog sig, hvor Vragene laae derude paa Grunden, og hvor Fortællinger om Ulykkerne derovre paa det oversvømmede Fedland dannede en mørk Ramme om hele den øde, forblæste Udsigt fra den høje, underminerede Klint.

Den 25de November.

J'y étais - paa M ø e n s K l i n t.
En barsk, regnfuld, blæsende Udflugt, som med hele sin taagede, uhyggelige Stemning kun stod i saa meget des større Modsætning til Pinseturens smilende, vaargrønne Erindringer.

I det oversvømmede Borre, der ligger i Midten af det store Engdrag, som næsten gjennemskærer Landet fra Nord til Syd, havde Stormfloden grebet ind med sin forstyrrende, ødelæggende Haand.

Lige ved Siden af Vejen stod to Huse, som Vandet havde rammet paa forskjellig Maade. Grunden under begge var sunken, og saaledes, at det ene Hus var bolnet ud paa Midten og lignede en tyk Mand, der kroer sig; det andet havde faaet Gavlen trykket indefter paa Midten og lignede en tynd Mand, der ydmygt bukker for den Tykke.

Bag disse stak sort Sparreværk op i Luften; Beboerne løb omkring og vare beskjæftigede ved deres ødelagte Sager, og over det hele vaade, dyndede, ødelagte Landskab svøbte Taagen sine lange Gevandter, og løftede dem kun engang imellem lidt, for dog ikke ganske at lade den Rejsende i Uvidenhed om, hvad Novembertykningens troe Bundsforvandte, Stormen, havde foretaget sig.

Jeg vilde gjerne have kjørt langs Borresøen ud til Stranden for at besee Ødelæggelserne derude og tillige om muligt see at faae Kig paa Vragene, som efter Sigende skulde ligge der. Men Vejene derude var ufremkommelige, og jeg fortsatte Rejsen opad Klinten til.

Det susede i Klinteskoven. Fugtigheden løb ned ad Stammerne, dryppede fra Grenene og sivede gjennem Mosset og det brune Løv. Stærkt var Skoven medtagen, og jo højere man kom op, desto tyndere blev den. Jeg blev ganske trist tilmode ved saaledes at gaae alene omkring paa disse kjendte Steder, som nu vare saa sørgelig forandrede.

Stierne blev mere og mere ufremkommelige ved de styrtede Træer og nedfaldne Grene; jeg maatte krydse ind imellem Stammerne og gik længe omkring paa den Maade, indtil jeg til sidst fandt ud omtrent ved Aborrebjerget, og over dette kom jeg da endelig til Taleren og forbi Slotsgavlene ned til Liselunds Have.

Nedenfor klinten
Her begyndte jeg min Vandring nede paa Stranden og arbejdede mig sydefter igjen. Ofte maatte jeg kravle op, gaae et Stykke langs Klinten overfor, smutte ned, hvor jeg saae mit Snit, og jeg tør uden Overdrivelse paastaae, at denne besynderlige Vandring mere end een Gang var forbunden med Fare.

Jeg saae Vraget, som var kommet drivende ind med den norske Skipper, ligge som Benraden af en stor Hval under Taleren.

Hvert Øjeblik stødte jeg paa Baadstykker, Master og andet Skibsgods. Bjergningen var nok for besværlig for de gode Folk langs denne Kyst. Af Sved, Kalkælte og Smaafald saae jeg til Slutningen selv ud som en Skibsbrudden, der vandrer vejløs og hjemløs om paa en øde Strand. Taage og fin Støvregn kom hvert Øjeblik dryssende ovenfra ned over Klinteskrænterne.

Naar Taagen lettede lidt, saae jeg da de nedstyrtede Kridtknolde, Træerne, der hang som vissent Ærtehalm højt over mit Hoved, Rodstykker og sønderbrudte Stammer, der vare skredne ud og laa hulter til bulter mellem Sandet og de mægtige Rullesten.

På en dønning i havstokken
Jeg havde saaledes arbejdet mig hen under den nedstyrtede Dronningestol, og ganske aandeløs satte jeg mig ned for at tegne i Taage og Støvregn. Jeg stak Skizzebogen til mig igjen og saae ud over Vandet: Træstammer og Mastestykker!

Jeg sprang paa Stenene helt ned til Havstokken, hvor lange tunge Dønninger brød sig med en melankolsk, raslende Lyd af de frem- og tilbagerullende Smaasten. I nogen Afstand derude laa Noget, som jeg antog for en Raanok med dens Blok. Det bevægedes af Vandet lempelig frem og tilbage, tilbage og frem.

Noget Linegods var kommet hen over det og ind under det. Pludselig løftede en Dønning det lidt højere end sædvanlig paa sin Ryg. Det saae begynderligt ud. Jeg kastede Kikkerten for Øjet. Det var et Lig.

Længe ventede jeg paa det skulde komme ind, men Linegodset maatte have fat et eller andet Sted i Bunden eller i noget Vrag nedenunder. Det kom i ethvert Fald ikke. Derimod begyndte den korte Dags Skumring at falde stærkt paa.

Jeg vidste, at Stranden længere Syd paa hen under Sommerspiret og videre ad Fyret til var usikker. Enkelte Smaaskred højt oppe fra havde jeg allerede iagttaget, og jeg gik nu videre tænkende paa det det mørke, vaade Legeme i de forrevne Pjalter og med det blege - nej, fy, jeg tænkte ikke videre herpaa, men anstrengte min Marsch, og mere krybende end gaaende kom jeg ad de glatte, slibrige Stier op gjennem Maglevandsfaldet og stod atter deroppe paa den skaldede Brink mellem de omblæste Træer i den fugtige, klamme Klinteskov.

Den unge digter og maler Holger Drachmann (1846-1908)
Dagbladet fra 25, november 1872. Holger Drachmanns artikel er på forsiden, den begynder i 3. spalte nederst. Foto: The State and University Library
Annonce
Lokal nyt

DANMARK-AUSTRALIEN: LIVE FRA VM-TELTET PÅ TORVET

Annonce
Annonce
Vm i fodbold

VM: KAMPEN ER I GANG!

Lokal nyt

LOKAL BANK ADVARER MOD SVINDLERE

Guldborgsund

VELUX FONDEN MED STOR STØTTE TIL LOKAL MUSLINGE-DYRKNING

Lokal nyt

FOLKETIDENDE FÅR NY CHEFREDAKTØR

Lokal nyt

MARKANT KURSSKIFTE: DR DROPPER DISNEY SJOV

Håndbold

NFH-SPILLER I FAMILIEFEJDE

Femern

FEMERNBYGGERI KOSTER 15,5 MILLIONER OM DAGEN

Lokal nyt

LÆGEVAGTENS TELEFONBØVL LØST

Sport

KAN HAN SLÅ VINGEGAARD OG VIKTOR? LOKAL ATLET NOMINERET TIL STOR HÆDERSPRIS

112

MÅLTE 450 - UDDELTE KUN BØDER

Lolland

SORTERING AF SKRALD FRA APRIL 2023

Lolland

RESTAURANTER KONKURS

Lokal nyt

DONORER FÅR NÆPPE KOMPENSATION

Lolland

SLUT MED HJEMMELAVET HAVREGRØD TIL ÆLDRE

Lolland

OPBAKNING TIL NY HAL

Lokal nyt

LOLLAND-FALSTER FÅR NYE DOMMERSPIRER

Annonce
Lolland

REVY FÅR EN SIDSTE ØKONOMISK HÅNDSRÆKNING

Guldborgsund

BORGERMØDE BLIVER AFGØRENDE FOR KLIMA-Ø

Håndbold

NFH SMIDER BOMBE: SÆLGER STJERNESPILLER

Guldborgsund

RENÉ CHRISTENSEN ER BLEVET ANSAT

Erhverv

PÅ VEJ TIL LOLLAND OG FALSTER: NU ER DE KØBT AF SHELL FOR MILLIARD-BELØB

112

EFTER UHELD: VEJ GENÅBNET

Indland

3,7 FERIEMILLIARDER VENTER BARE PÅ AT BLIVE UDBETALT

Annonce
Annonce