SØLLESTED: - Jeg har været chokeret ovenpå oplevelsen.
Det fortalte Karina Rasmussen onsdag, da hun sammen med sin datter, Camilla Jensen, modtog Højreby Turistkreds' Initiativprisen 2022.
Det skete ovenpå mor og datters store heltedåd i rundkørslen i Søllested 10. januar, hvor de var hovedansvarlig for, at en tabt kabeltromle blev skubbet ind til siden, så trafikken igen kunne passere - og ingen påkørte den.
Det farlige uheld skete mens Karina Rasmussen kom kørende med sin datter fra Maribosiden. Lige foran dem, før rundkørslens hajtænder, tabte chaufføren på en lastbil den store, tunge kabeltromle - uden at opdage det - og kørte blot videre.
Så stroppen springe
- Det kunne være gået så grueligt galt, hvis vores eller en anden bil var blevet ramt af tromlen. Jeg så stroppen springe, fortæller Karina Rasmussen.
Camilla Jensen: - ja, og du holdt heldigvis afstand. Det er supervigtigt det med at holde afstand til andre trafikanter.
Eftervirkningerne på det farlige uheld har været ekstra store, da der lige havde været tre dødsfald i familien, og mor og datter kom i øvrigt fra skadestuen i Nykøbing fordi Camilla samme morgen var faldet ned ad trappen og havde slået ryg, lænd og albue.
- Beskeden fra lægen var, at hun skulle gå hjem og slappe af og holde armen i ro, indskyder Karina Rasmussen med et smil.
Men de reagerede pr. instinkt og sprang ud af bilen for at få kabeltromlen væk fra vejen.
- Den stod jo i vejen, og jeg skulle hente mit barn, begrunder Camilla Jensen.
Men tromlen var for tung at bakse med, og Karina Rasmussen fik en tilfældig chauffør med containerbil fra Birket Autotransport til at skubbe den den store kabeltromle ind til siden.
Og så ringede de ellers til politiet.
Læs også: HOVSA FOR ET UHELD
Politiet har ikke reageret
- Det er underligt, at de ikke har kontaktet os, konstaterer Karina Rasmussen, der mener, at chaufføren med kabeltromlerne burde have en bøde.
I Højreby Turistkreds synes man, at kvindernes heltedåd skulle belønnes - men hvordan, kunne man finde frem til dem?
Det endte med, at de blev "efterlyst" i Radio SydhavsØerne.
- Hold nu fest. Alle, der kendte os, ringede og sagde, "I bliver efterlyst," fortæller Karina Rasmussen.
Hvordan radioen fik drejet historien til, at de kendte chaufføren fra Birket Autotransport - og ringede efter ham - forstår de dog ikke.
- Det var en tilfældig chauffør ved rundkørslen, der hjalp, også selv om han konstaterede, at han jo faktisk ikke måtte bakke mod kørslen ind i rundkørslen, understreger Karina Rasmussen.
Helt tilfældig var også en journalist og fotograf fra Folketidende ved rundkørslen samtidig, og mor og datter er glad for, at det farlige uheld er blevet omtalt, når politiet ikke har interesseret sig for det.
- Jeg er skuffet over politiet, siger Camilla Jensen.
Seje kvinder
Alle, mor og datter har mødt har syntes, at de var seje, og at det var godt gået.
- Vi fik ros på Facebook og blev kaldt seje kvinder, og jeg brugte det faktisk på arbejdet overfor en borger. Se hvor sej jeg er, og hvor mange kræfter jeg har, sagde jeg og viste ham fotografiet fra Folketidende, og det kunne han godt lide, fortæller Camilla Jensen.
Og Højreby Turistkreds synes altså også, at det var rigtig godt klaret, forsikrede formanden, Preben Jelsbak, da han overrakte diplom og vin til mor og datter i går.