- JEG HAR ALTID HAFT KRUDT I RØVEN

MARIBO: Man kan godt høre på Lise Frederiksen, at hun ikke er indfødt lollik.

Den charmerende, lidt drevne københavnske dialekt røber, at fredagens 80-års fødselar er født på Rughavevej i Valby og først kom til Lolland i en voksen alder.

Men det til trods gør Lise meget mere for lokalområdet end de fleste indfødte.

Læs også: Bygningssnedkeren fandt sin plads ved skrivebordet

Lise Frederiksen blev født midt under anden verdenskrig som yngsten i en familie med tre døtre.

Forældrene havde en købmandshandel, men faren døde, da Lise var fire år, og så overtog moren forretningen med døtrenes hjælp.

- Jeg havde to storesøstre, som lige kunne fortælle den lille forkælede efternøler, hvordan det skulle være, husker Lise, der allerede som barn havde flair for det kreative.

Efter realeksamen kom 17-årige Lise i lære som syerske i en systue ved Store Trianglen til en løn på 30 kroner om ugen. Hun ville egentlig gerne ind på Kunsthåndværkerskolen. Men der var alt optaget.

- Jeg startede med at sidde og slå 275 knapper med kryds i midten. Kan du forestille dig, hvor hyggeligt det var? Hah! Jeg sad i køkkenet, og hver gang jeg trykkede ned, sagde jeg "sådan noget lort!" ... hak ... "sådan noget lort!" ... hak, griner Lise og demonstrerer, hvordan hver knap fik et forbandet tryk af den unge, utilfredse dame.

Læs også: Fejret med fadervor og fødselsdagssang

Senere fik lærlingen dog rige muligheder for at udfolde det kreative talent, der spirede i hende.

- Jeg syede undertøj og fik lov til at designe det. Det hed pariserlinned, åh jah, husker Lise, der senere kom over i forretningens anden del, Venetia, som lavede halvskræddersyet tøj. Her blev hun underdirektrice.

Efter at have arbejdet som syerske i forskellige systuer fik Lise til sidst sin egen forretning på Frederiksberg i en alder af blot 22 år.

- Den hed "Lises Modeller". Jeg syede efter mål. Jeg blev ret god til at spørge ind til, hvordan det skulle være: "Med ærmer? Uden ærmer? Stram eller vid? Jeg gjorde det, der skulle til.

I de glade 60'erne skete der meget i modebilledet, hvor der kom farver og mønstre til. Men damerne, som kom i Lises butik, hørte til den mere chikke kundekreds.

- Dem, som kom hos mig ... Enten så kom de, fordi de havde en helt skæv figur, eller også havde de mange penge ... Jah, eller også havde de begge dele, griner Lise, der havde prominente kunder som Lise Nørgaard, Bodil Koch og sågar hofdamer i sin lille systue.

Lises liv tog en drejning af de helt store i slutningen af 1970'ere, da hun blev skilt fra sin første mand.

Hun kom ind på skolen for Beskæftigelsesvejledere, og det lagde grunden til det sociale arbejde, der lige siden har stået hendes hjerte meget nær.

- Det var lidt ensomt arbejde at have en systue. Og så var det også et anstrengende arbejde i længden, forklarer Lise, der fik arbejde i Solrød Kommune.

Lises svigerinde og svoger var flyttet til Lolland, og det lød alt sammen vældig godt med billige huse og højt til loftet. Derfor købte Lise og hendes mand, Ronald, en gård på Havløkkevej ved Stokkemarke, og de så sig aldrig tilbage.

- Vi boede jo i Solrød, og man skulle jo tro, der var guld i undergrunden med de grundpriser, der var der. Men jeg har gravet så meget i den have, vi havde, og jeg fandt altså ikke så meget som et gram, griner Lise.

Lise fik job i Maribo Kommunes socialpsykiatri, hvor hun var ansat frem til sin pension.

- Jeg kunne godt lide jobbet. Man vidste aldrig, hvad der skete, før dagen var omme, når man havde med den slags mennesker at gøre, fortæller Lise, der startede som "Ude hos'er" og hjalp socialt udsatte med at få betalt regninger og lignende.

Men hun fandt også en fælles kreativ åre med nogle af borgerne.

- De fleste af de her mennesker er meget spændende. Jeg har lavet udstillinger med en pige, som skrev digte og malede billeder. Hun kunne ikke selv formidle det ud, men så gjorde jeg det. Det var til stor glæde for mange, fortæller Lise om arbejdet, som ofte gav hende mulighed for at se lys i øjnene på ellers isolerede borgere, når de blev set og forstået.

På privaten på Havløkkevej var skæbnen ude efter ægteparret, men heldet var med dem. En hed sommernat i 2001 blev Lise og Ronalds gård ramt af en brand.

- Det var meget lummert og tordenvejr. Men lynene slog kun ned i Nakskov den nat ... undtaget ét. Det slog ned fem meter fra, hvor vi lå og sov. Jeg gik hen til vinduet og sagde til min mand "Hold da kæft, hvor det brænder!", og så var det bare med at komme ud.

- Vi kom da på forsiden af Folketidende. Jeg sagde: "Det er da godt gået, at man skal brænde hele hytten af, bare for at komme på forsiden af avisen", griner Lise.

Gården brændte ned til grunden, og parret byggede et nyt hus i stedet. Det meste af indboet blev heldigvis reddet ud, så Lise har stadig sin gamle symaskine, som hun købte for 2.000 kroner, hun lånte af sin mor, da hun skulle have sin første forretning på Frederiksberg.

Både den og andre symaskiner er brugt flittigt siden, også selv om Lise ikke arbejdede som syerske længere.

I mange år var Lise Frederiksen leder af NørregadeTeatrets systue, og hun har netop syet kostumer til den aktuelle forestilling om Monica Wichfeld.

- Det var jo især rigtig sjovt, når vi skulle lave kostumer til noget, hvor de skulle være noget helt anderledes - som til den lille havfrue, hvor de skulle være en kuffertfisk, en krabbe, en måge eller en fiskestime. Det var rigtig sjovt. Det er væsentligt sjovere, end det er at sy en nederdel og en skjortebluse. Jeg har egentlig sagt til mig selv, at nu er det altså stop! Men jeg kan jo li' det, smiler Lise lidt underfundigt.

- Man får også tilegnet sig den mærkeligste viden undervejs. Jeg ved eksempelvis, at når en mand har størrelse 43 i sko, så har han også størrelse 43 i flip, siger hun, og øjnene smalles, mens hun øjner fotografens størrelse 39.

Det kreative får også fuldt firspring, når Lise laver kunst ud af skrot. Dén ide fik hun, da gården brændte.

- Min mand havde et stort værksted. Vi gik rundt og kiggede på det, og han var ked af, at hans værktøj var brændt. Men jeg tænkte: "Det er jo egentlig smukt", fortæller Lise, der begyndte at lave smykker og små kunstværker af skrot.

Rundt om på væggene i Den Varme Stue ved Røde Kors Midtlollands lokaler i Suhrs Gade hænger et par stykker af Lises engle, der er lavet af forskellige skrot-effekter.

Den Varme Stue fik Lise Frederiksens varme hjerte idéen til for nogle år siden.

Hun synes, de socialt udsatte på Midtlolland manglede et sted at være.

Her trådte hendes enorme lollandske netværk til og hjalp med realiseringen, da Lise manglede et egnet lokale.

I dag har værestedet åbent flere gange om ugen, og mange frivillige får det til at køre - til stor glæde for områdets socialt udsatte.

Lises mand, Ronald, døde for 11 år siden, og efterhånden blev der for meget at holde med hus og have.

Så forrige år rykkede hun ind i en andelsbolig på Søndre Boulevard i Maribo - en boform, som passer Lises sociale væsen ganske udmærket.

I hjemmet på boulevarden er der ofte gang i madlavningen.

Lise står også ved gryderne, når der skal laves skibberlabskovs til fællesspisning i "hjembyen" Stokkemarke eller tændes op i grillen til fællesspisning i andelsboligforeningen i Maribo, hvor Lise flyttede ind for et par år siden.

Hun laver da også lige lidt mad, hvis nogle naboer har brug for hjælp i en svær tid.

- Vi har så meget hygge med det her madlavning. Alle er glade, konstaterer Lise selvfølgeligt.

Derudover er Lise også med i morgenroerne i Maribo Roklub, hvor hun også vinterbader. Så selv om hjertet er varmt, kan tæerne godt blive kolde. Men det får blodet til at rulle hurtigere, og det gør cykelturene også.

Faktisk har Lise slet ikke tid til at fylde 80 år. Men det bryder hun sig heller ikke om at gøre.

- Uhh, den her er skrap. Nogle har det svært med 20, andre med 50. For mig er det 80 år. Nej, uha, siger Lise, der ellers ikke har skyggen af helbredsmæssige problemer.

- Jeg tror, det er, fordi jeg holder mig i gang. Jeg har altid haft lidt ild i røven, som man siger. Jeg må jo være født med det. Jeg havde en læge, der engang sagde: "Du skal være glad for, at du er født i 1942, for havde du været født nu, havde du fået alskens bogstaver som diagnoser", gnækker Lise, der ikke kender til stress.

Men de 80 år har hun det altså ikke godt med. Så da journalisten foreslår, at det måske er to gange 40 år, Lise skal fejre på fredag, hvor venner og bekendte er inviteret til åbent hus, slår hun et af sine karakteristiske grin op.

- Ja for pokker! Det lyder meget bedre! To gange 40! Den køber jeg!

Læs også: - Jeg ved aldrig, hvordan historien ender