- Jeg skal ikke vaske vinduer

MARIBO For 15 år siden havde Lars Pedersen en ganske normal tilværelse med job som pottemager og på Holeby Diesel, hvor han havde været i 25 år. Alt var godt.

Lars havde dog døjet med mavepiner i et stykke tid. Og en dag skete der så noget mærkeligt på arbejdet.

- Jeg kunne pludselig ikke se vognmandspapirerne. Så jeg gik ind på kontoret og sagde, at hvis de havde lavet teksten mindre, måtte de altså lave det om igen, for jeg kunne ikke læse den. Det kunne hun ikke forstå, for teksten var, som den havde været hele tiden, fortæller Lars.

Han gik til læge, der konstaterede, at Lars i mange år havde haft uopdaget sukkersyge, og at hans syn var nedsat med 80 procent. Lægerne forsøgte sig med laserbehandlinger, så i dag er synshandikappet på 60 procent.

- Mit syn er sløret. Når jeg læser en bog, skal det være med stor tekst, og jeg skal have solbriller på både om vinteren, når der er skarpt lys fra sneen, og om sommeren, fortæller han.

Sygdommen sendte Lars ud i arbejdsløshed.

- Jeg kunne ikke finde arbejde, for jeg passede ikke ind på nogen arbejdspladser mere. Jeg kom til den ene samtale efter den anden, men blev valgt fra, fordi jeg ikke kunne se små ting, fortæller Lars, som gik arbejdsløs i fem år ... det var en hård tid.

- Man savner at have noget at stå op til ... samværet. Det er det allervigtigste.

Efter mange forgæves ansøgninger fik jobcentret den idé, at Maribo Hallerne var et bud.

- Jeg tænkte "Maribo Hallerne. Hvad faen skal jeg lave der?" Det sagde mig ikke noget! Jeg kom fra industrien og kunne ikke se, hvordan jeg skulle passe ind der, griner Lars.

Han startede i et praktikforløb i hallerne og passede perfekt ind. Men da praktikken var færdig, var der ikke lige et ledigt job. Så Lars måtte videre til et nyt praktiksted. Tilbage i Maribo Hallerne sad haldirektør Morten Harkjær Nielsen og ærgrede sig.

- Jeg var begejstret for Lars, men havde ikke lige økonomi til at ansætte ham. Men så fik jeg en opsigelse, fortæller Morten.

Den dag var Lars ude at køre på sin racercykel.

- Lars kan man ikke sådan lige få fat i. Han har ikke en mobiltelefon på grund af synet. Men jeg havde set ham på cykel, så jeg vidste, at han plejede at køre en tur, forklarer Morten, der satte sig ind i sin bil for at finde sin gamle medarbejder.

- Jeg tænkte, hvad faen er det for en idiot, som kører bag mig og tuder, griner Lars, der fik et jobtilbud på 25 timer ugentligt, da Morten endelig fik ham til at standse.

- Lars er meget fleksibel. Han var vant til at arbejde både dag-, aften- og natarbejde fra dieslen. Så han springer bare på. Det er fantastisk, siger Morten, der er kisteglad for sin nye medarbejder.

Der er dog én opgave, Lars ikke bliver sat til igen.

- Jeg skal nok ikke pudse vinduer. Jeg kan godt ... men jeg ved ikke, hvad jeg laver. Jeg har pudset vinduer én gang. Så kom de og sagde "Kan du ikke se, der er noget galt?". Men jeg synes jo, det så meget pænt ud, griner Lars.

- Ellers er det virkelig småting, der er en hæmsko for Lars. Jeg oplever det slet ikke som et problem for, at han kan fungere her. Han er en højt skattet medarbejder og kollega, siger Morten.

Læs også artiklen "Fleksjobbet er guld værd for mange"