- Jeg tror, vi får mere ægthed ind i vores liv

ARNINGE Vi skal gå kort, men det betyder ikke, at tankerne ikke kan vandre langt.

For Henrik Gade Jensen, præst i Rudbjerg pastorat, som udgøres af de otte sogne Langø, Kappel, Vestenskov, Arninge, Dannemare, Tillitze, Græshave og Gloslunde, har valgt, at vi skal gå nytårs-walk & talk på kirkegården i Arninge.

Det bliver derfor lidt mere en stå og tal, end en gå og tal. Men vi kommer alligevel vidt omkring. For ifølge Henrik Gade Jensen har nytåret i år været et af dem, hvor vi måske har tænkt allermest tilbage og frem.

- Det skyldes, at vi har haft et år, der har adskilt sig betydeligt fra de foregående år, som har forstyrret og ændret vores livsmåde.

- Jeg tror, at vi har tabt uskylden for altid, og jeg tror aldrig, vi kommer tilbage til det, der var før - heller ikke selvom vaccinen kommer nu og måtte vise sig at virke.

For hvor vi før corona kunne tage til Roskilde Festival med 50.000 deltagere, til fodboldkamp med 10.000 mennesker og stå og svede, puste, stønne og råbe, eller til Døllefjelde-Musse Marked og være sammen i lukkede telte og synge løs, så er der kommet en forsigtighed ind, som gør, at vi er meget mere agtpågivende over for hinanden.

- Vi er blevet klar over, at livet ikke er så uskyldigt eller frivolt, som det var før. Der er kommet en alvor ind, fordi døden er blevet mere nærværende med corona. Det er blevet udstillet ganske konkret, at vi allesammen er sårbare, fordi vores krop er en organisme, som er modtagelig for ting, der nedbryder den.

Men det er ikke kun dårligt, understreger præsten.

- Min pointe er, at det ikke gør noget, at vi ændrer omgangsformer, sådan at vores sociale samvær bliver mere menneske til menneske i stedet for at mødes i flok til koncert eller fodboldkamp, hvor vi så at sige allesammen hylder det samme.

For der opstår nogle fænomener hos mennesker, når vi mødes i flok, påpeger præsten.

- Når vi er mange sammen, tilpasser vi os flokken. Det er det, vi kalder flokmentalitet, og så bliver vi til en grå masse. Mens når vi mødes én til én, så kan vi være autentiske, fordi vi ikke behøver udstille os, føre os frem, simulere eller maskere os for at passe ind. Så jeg tror faktisk, at vi kan få en anden form for samvær, et bedre og et rigere samvær.

Han betoner, at menneskets gode egenskaber også kommer bedre frem, når vi mødes ansigt til ansigt.

- Det er også det, vi siger i kristendommen, hvor vi taler meget om betydningen af "næsten". Det tror jeg, der kommer meget mere af. Det bliver mere nært i det lille sociale rum.

Tror du, det holder ved?

- Det vil nok holde ved noget tid, og det kan godt være, at om 10 år, så er der måske ikke noget, der hedder corona mere - ligesom den spanske syge også døde ud. Men til den tid kan det være, at vi næsten har glemt, hvordan vi var før corona. Så jeg tror, at det i hvert fald vil sætte sig afgørende i os, og jeg tror ikke, det bliver, som det var før.

For Henrik Gade Jensen har corona ikke betydet "så meget", som han formulerer det, i hverken arbejdslivet eller privatlivet.

- Jeg passer mit arbejde - og det er jo ikke, fordi vi har haft mange flere døde eller bisættelser på grund af corona.

Det største knæk mener han, at de unge har lidt.

- Især for de unge mennesker synes jeg, det har været voldsomt. Gymnasieelever, studerende, unge der ville ud at rejse rundt i verden. De kunne pludselig hverken være sammen eller komme nogen steder. Det er det største knæk.

Uden forandringer har præstegerningen nu ikke været. Både i foråret og op til jul blev der nemlig lukket ned for gudstjenester.

- Det er selvfølgelig en stor omvæltning, men det kom der også noget positivt ud af, fordi vi lavede digitale gudstjenester, og de nåede ud til flere - og andre - mennesker.

Han understreger, at han - med sine betoninger af de positive sider af pandemien - ikke mener, at corona er noget, vi ønsker os.

- Men vi må hele tiden indrette os under forholdene, og jeg er et meget historisk væsen. Så jeg ser på, hvordan det har været tidligere i historien, og der har menneskeheden jo været ude for masser af sådan nogle epidemier, som har været rigtig hårde ved menneskene. Den store pest i 1300-tallet, koleraepidemien i København, den spanske syge, 1950'ernes polio, som også var en alvorlig sag. Så det nye - eller skal vi sige undtagelsen - var, at vi fik 50 års uskyldig fred og ro, hvor vi bare kunne feste løs, rejse rundt, samtidig med at globaliseringen tog fart. Nu er uskyldigheden så, efter en troskyldig periode på 50 år, forbi.

Desuden har sygdom altid været i menneskehedens historie og vil altid komme igen - og det er uafhængigt af Guds vilje, påpeger præsten.

- Vi må derfor leve under de omstændigheder, som vi er givet. Vi må leve - også under sygdom og ulykke. Der kunne også ske ulykker i form af vulkaner, jordskælv, meteornedslag eller digitale sammenbrud. Der er mange muligheder for ulykker, som har stor indflydelse på vores liv, og så må vi jo altid leve under de vilkår. Man skal ikke åbne mange historiebøger, før man kan se, hvor forfærdeligt mennesket egentlig har haft det. Ja helt op til før vores tid, altså op til Anden Verdenskrig. Det er jo fuldstændig forfærdelige forhold, folk har levet under, men vi må prøve at få det bedste ud af det.

Vi skal altså bare overleve, klare det, mener han. Men han anerkender, at mennesket også vil lede efter meningsfuldhed.

- Jeg ved godt, at det er alle menneskers opgave, ikke mindst præsters, at finde det meningsfulde i det meningsløse. Og hvordan gør vi så det? Ja, det gør vi ved at se, at vi måske har levet over evne. Vi har måske levet for frivolt. Tidligere var vi ikke klar over, hvor godt vi havde det, og det opdager man jo, når der kommer en sygdom, som begrænser vores samværsformer. Så bliver vi klar over, hvor godt vi havde det før.

Hvad kommer der ud af den erkendelse?

- For mit vedkommende en stor taknemmelighed over, at vi trods alt lever.

Ifølge Henrik Gade Jensen er der hjælp at hente i coronakrisen til at finde ud af, hvordan livet skal leves.

- En sygdomspandemi filtrerer så at sige vores liv i den forstand, at vi bliver bedre til at sortere. Hvad er vigtigt, og hvad er ikke er så vigtigt i vores liv og i vores omgang med hinanden.

Vi kan altså bruge den til at få vores prioriteter på plads, mener han.

- Og der tror jeg, at rigtig mange familier har fået øjnene op for mange ting.

Desværre med social slagside, påpeger han.

- Jeg hører, hvordan det går glimrende i de familier, der i forvejen er velfungerende. De nyder tiden sammen og får tingene til at fungere. Mens i de familier, der ikke er så velfungerende, der går det endnu værre, når de skal have børnene hjemme eller skal arbejde hjemme og skal styre deres egen tilværelse. Det synes jeg er utrolig trist, for det betyder, at sygdommen har nogle ulighedsskabende uheldige effekter.

Han ser også derfor frem til vaccinens udbredelse.

- Vi skal bare huske, at vi bliver ikke frelst af at få en vaccine. Vi er stadig dødelige, så det kristendommen har at sige os, når vi står ansigt til ansigt med livets eksistentielle situationer; fødsel, ægteskab og død, det har vi stadig brug for.