Kommunal tandpleje overlader flere opgaver til tandplejere og klinikassistenter.
GULDBORGSUND Der er rift om tandlægerne i hele landet, og der kommer flere og flere kunder i butikken hos den kommunale tandpleje.
Seneste er der indgået en politisk aftale om, at unge op til 21 år fra sommer også skal have del i den gratis tandpleje.
I Guldborgsund Kommune drejer det sig om fire ekstra årgange på hver 400-500 unge, som fremover kan vælge mellem gratis tandpleje i den kommunale klinik eller hos en privat tandlæge.
Hos Guldborgsund Tandpleje er der i øjeblikket en ledig tandlægestilling, og når der snart kommer flere unge mennesker i stolene, bliver der brug for endnu én.
Leder af tandplejen, Henning Tønning, erkender, at det er op ad bakke at skaffe de eftertragtede tandlæger, men han har et par ansøgninger liggende til den ledige stilling.
- Der er frist endnu, og så må vi se, om der er én, vi kan bruge, konstaterer han.
Det har gennem mange år vist sig svært at rekruttere tandlæger til Lolland-Falster, og statistikken over huller i de lokale børnetænder har heller ikke været god i en længere periode. I de senere år er udviklingen dog vendt, og det er da heller ikke tandlægemanglen, der bekymrer Henning Tønning. For han har lagt en anden strategi.
- Når der er mangel på en ressource, må man gøre sig uafhængig af den ressource. Det er vi i fuld gang med. Vi flytter flere og flere opgaver fra tandlæger til tandplejere og klinikassistenter, som vi løbende sender på efteruddannelse på Tandlægehøjskolen, så de har kompetencerne. Det er ikke nødvendigt, at der er en tandlæge, der kigger på alle de sunde tænder og småproblemer. De skal først ind, når der skal bores eller laves rodbehandlinger og andre alvorlige ting, forklarer Henning Tønning, som i de seneste fem år også har arbejdet på at sikre den strategi fra neden.
- Vi ser nu alle børn, fra de er et halvt år og sørger for at forebygge langt grundigere end tidligere. Den indsats forplanter sig op gennem årgangene, og derfor bliver der også brug for færre tandlæger i fremtiden. Det er en positiv ting, at vi bliver mindre og mindre afhængige af tandlæger, fordi flere børn får bedre sundhed, mener Henning Tønning.
Han understreger, at den kommunale tandklinik overholder tidsfristerne i de nationale retningslinjer for tandplejen, og at der ikke gås på kompromis med faglighed i klinikken.