Nogle af byens fremmeste kulturradikale halalhippier er på de sociale medier og i blogs her i tidende, faret i den vildfarelse, at jeg skulle have ændret politisk ståsted, efter jeg er blevet udvalgsformand. Miseren skyldes vel til dels, en ikke særligt rammende overskrift, til en artikel her i tidende, hvoraf det fremgår, at jeg ikke længere siger stop (til religiøs påklædning) – dels vel et fromt ønske fra disse halalhippier om, at jeg ikke skal lykkedes, da jeg jo er yderst nationalkonservativ. Vel nærmest personificeringen i byrådet af det nationale.
Lad mig starte med at rode bod på overskriften. Jeg har ikke ændret mening, men siger til citat, at jeg ikke vil stå i vejen for forvaltningen – jeg vil derimod gøre alt for, at den lykkedes. Det står jeg ved. Skulle jeg ene mand bekrige det religiøse tørklæde, bliver det ikke i min rolle af udvalgsformand. Jeg har ikke personaleansvar til at kunne forlange det. Dette ansvar ligger i økonomiudvalget og slutteligt i byrådet. Ikke i Ældre og Omsorgsudvalget. Dette burde de kulturradikale værdikrigere være bekendt med, da flere af dem sidder, eller har siddet længerevarende i byrådet. Vi taler her om prominente medlemmer af både Venstre og lokallisten. Skal jeg have ændret personalets brug af religiøse symboler i tjenestetiden, skal dette flertal altså findes i byrådet - og ikke i mit udvalg. Jeg har her godt 14 dage inde i min byrådsperiode, stadigvæk ikke undersøgt på, om der kan samles et flertal imod religiøs påklædning i offentlig tjeneste, men dette flertal vil jeg til stadighed afsøge og forfølge, så længe jeg er valgt til embedet.
Det er nemlig et legitimt politisk ønske, at jeg ikke syntes om religiøs påklædning i offentlige jobs. Vi tillader ikke politi, militær og dommerstanden at bruge religiøs påklædning (endnu i hvert fald). Denne praksis kigger vi stadigvæk måbende mod Sverige efter. At vi i et sekulariseret samfund accepterer religiøse symboler i f.eks. ældrepleje og på vores skoler, finder jeg forrykt, på lige fod med, hvis jeg dukkede op i undervisningen på min SOSU-skole i T-shirt med Dansk Folkeparti logo. Det gør vi bare ikke i Danmark. Vi holder os neutrale. Politiske og religiøse holdninger skal ikke med på job i det offentlige. Hvad tænker halalhippierne mon om, at personale i ældreplejen lagde tidsskriftet ”Vagttårnet” fra Jehovas Vidner rundt i de hjem, hvor de skulle udøve pleje? Det accepterer vi ikke. Vi vil ingen religion have med på offentlige arbejdspladser.
Jeg foregriber forklaringen om, at tørklædet ikke er religiøst men kulturelt betinget. I så fald er det ikke bygget på normer og værdier, jeg har med i min opfattelse af kulturbegrebet. Jeg mener faktisk man skader nyborgerne, når man mener, at værdierne er til forhandling. Vi fastholder disse nyborgere i en segregation, hvor de ikke bliver inkluderede medborgere, hvis vi forhandler værdierne i samfundet. Vi gør dem en bjørnetjeneste. Får jeg 15 mandater bag mig, ryger religionen ud af de offentlige arbejdspladser i kommunen. Jeg har ikke ændret holdning.