MALENE FANDT ROEN PÅ CAMINOEN

LOLLAND: - På den første dag bevæger du dig op i bjergene, og kommer op i omkring 1.500 meters højde. Det er pænt hårdt, når du kommer fra Lolland. Selv om jeg havde trænet og vidste, at jeg godt kunne gå 20 kilometer om dagen, så var den bjergvandring lige ved at tage livet af mig, siger Malene Hjøllund.

For et år siden begav hun sig til Frankrig for at tage pilgrimsruten fra Saint-Jean-Pied-De-Port til Santiago de Compostela. Godt 800 kilometer i bagende varme, men også i stilhed og med tid til fordybelse.

På de spanske veje fandt Malene Hjøllund den ro, som hun længe havde søgt.

Med i de otte kilos oppakning, og side om side med zip-off bukser, to T-shirts og tre par strømper og undertøj, lå et kladdehæfte, som Malene Hjøllund i sidste øjeblik havde taget med.

Hver aften skrev hun dagens oplevelser ned, og de er nu blevet samlet til bogen "En vandrehistorie", som udkom 8. september.

Det med at vandre er en forholdsvis ny interesse for Malene Hjøllund.

Sygdom og død i nærmeste familie og et job, som på grund af corona-restriktioner var i konstant forandring, var en cocktail, som førte til, at hun i begyndelsen af 2021 måtte erkende, at hun var en af de mange tusinde danskere, som var blevet syg af stress.

Af både hendes læge og stresscoachen blev hun opfordret til at gå ture, og så var kimen lagt.

- Inden jeg rejste til Frankrig, var jeg slet ikke sikker på, om jeg kunne gå de 800 kilometer. Men i hvert fald skulle jeg gå så langt, som jeg syntes var rart, og til jeg havde fået ro i hovedet.

Vandringen op i Pyrenæerne var første udfordring, og selv om det var hårdt, klarede hun sig gennem bjergpasset og ud på den anden side.

Her stoppede udfordringerne dog ikke.

Spanien var stadigvæk præget af corona-pandemien, da Malene Hjøllund bevægede sig ind i landet, og langs pilgrimsruten måtte de mange herberger kun fylde halvdelen af sengepladserne.

Allerede på tredjedagen stod den lollandske kvinde pludselig uden en seng at sove i.

- Jeg var lige ved at få et nervøst sammenbrud inde på et hotel. På det tidspunkt havde jeg allerede prøvet flere herberger uden held, været på et pensionat, og til sidst tænkte jeg, at så måtte jeg bide i det sure æble og betale for et hotelværelse, erindrer hun.

- Da jeg kom på hotellet var jeg helt udmattet og smadret. Jeg havde gået i bjergene og var nok oppe på 28 kilometer den dag, fordi jeg havde forsøgt at finde det sted at sove. Samtidig var kroppen jo stadig fyldt med stresshormoner.

På hotellet var der heller ikke flere værelser, og Malene Hjøllund fik nærmest en nedsmeltning. En cykelrytter med spandexbukser hev ned i sin ansigtsmaske, så overskægget stak ud, og spurgte om hun havde problemer.

Hun forklarer sin situation, og cykelrytter begynder at tale med damen på hotellet. Pludselig henter han sin en bagerbil, smider Malenes rygsæk bag i og begynder at køre rundt, så de kan finde et sted. Det dukker først op i nabobyen.

- Den dag blev jeg presset derud, hvor jeg end ikke kunne forsøge at holde fast i kontrollen, og så måtte andre gøre noget. Og det gjorde de jo rigtig godt. Selve oplevelsen med ikke længere at skulle have kontrol over mit liv, tror jeg faktisk var en af årsagerne til, at jeg gennemførte Caminoen. Så jeg var heldig, den kom så tidligt.

Især den første tid på Caminoen gør noget ved vandrerne. Her er de både fysisk og mentalt udmattede, og der bliver skrællet lag af, så de kan få et helt nyt syn på dem selv.

Efter de første 14 dage oplevede Malene Hjøllund en forandring, som kom samtidig med at kroppen nu var i form til den lange vandring.

- I begyndelsen havde jeg enormt dårlig samvittighed over at være taget afsted. Det var stressen, der stadig sad der med alle de dårlige tanker, men det gik over, og så kunne jeg gå til verdens ende.

Selv om hun fik det bedre og bedre, var vandringen længe helt alene.

- De første fire uger gik jeg for mig selv. Det var ikke et aktivt valg, men bare sådan det var. Jeg gik alene og var alene hele tiden, for det havde jeg brug for. Men helt ubevidst begyndte jeg at være sammen med nogen de sidste 10 dage. Det var bare som om, at jeg nu var klar til det.

Måske lyder det ensomt, men sådan var det ikke, for de mange vandrere mødtes ved vandhullerne på turen. Når der skulle købes mad og drikke, eller slappes af om aftenen, og her gik snakken lystigt.

Ofte handlede det om, hvorfor hver især havde valgt at kaste sig ud i pilgrimsvandringen, og nogle af de historier kan man også læse i "En vandrehistorie".

Oprindeligt var Caminoen en pilgrimsvandring for katolikker, men i dag er religion ikke nødvendigvis baggrunden til at begive sig ud på stier og veje i det spanske - at den stadig kan noget specielt, er der dog ingen tvivl om.

- En talemåde siger, at Caminoen giver dig, hvad du har brug for, men ikke nødvendigvis, hvad du ønsker. Den giver dig nogle oplevelser, som nærmest kan opfattes som mirakler, og som i hvert fald forandre dit liv.

Den 24. september sidste år nåede Malene Hjøllund frem til Santiago de Compostela. Præcis som de fleste andre, der når frem til byen, har vandringen forandret hende.

- Caminoen fungerer som en slags mindfulness, der giver mulighed for at kigget indad. Den hjælper dig til at finde ud af, hvad du gerne vil og mærke efter dybt inde i dig selv.

Måske har pilgrimsvandringen mere end nogensinde før betydning for os mennesker.

- Sådan som vi lever i dag, kan vi ikke mærke efter i os selv, for der sker hele tiden noget. Vi bruger rigtig mange timer på vores arbejde, og vi bruger rigtig mange timer på underholdning, som ikke får os til at reflektere over vores eget liv. Hvis vi gerne vil det, er der brug for en anden ro over vores liv, og den kan du finde på Caminoen, slår Malene Hjøllund fast.

Selv fandt hun atter roen i sit liv og fik altså også en bog ud af sin oplevelse. Bogen kan læses som en rejsebeskrivelse eller som optakt til, at man selv skal ud på pilgrimsruten, men også som en slags udviklingshistorie.

- Jeg kommer ikke med nogen løftet pegefinger eller noget andet, men måske får man lyst til selv at prøve, og så kan det da være bekræftende, at hvis en buttet husmor fra Lolland kan klare turen, så kan andre også gøre det.

Selv om det snart er et år siden, hun kom hjem fra sin første pilgrimsvandring, så har hun allerede været gennem nummer to.

I sommerferien tog hun sin mand og børnene med på den rute, der går fra Porto og de 300 kilometer op til Santiago de Compostela. Og Caminoen er slet ikke færdig med Malene Hjøllund - eller omvendt.