MARIBO: - Du har kræft!
Beskeden på lægens kontor kan få verden til at styrte i grus. Alt, der bliver sagt derefter, forsvinder i hvid støj, og én tanke blænder alt: "Skal jeg dø nu?".
Instinktivt griber den ulykkelige patient ud efter ægtefællen, den pårørende eller de gode venner i netværket. De må støtte, øjne og ører ... registrere, hvad der bliver sagt.
Men ikke alle er så heldige at have nogen at gribe ud efter. Sidste år boede 10.925 borgere alene i Lolland Kommune, mens tallet i Guldborgsund Kommune var 15.102. Nogle af disse enlige har intet netværk og ingen pårørende, der kan hjælpe dem igennem et svært sygdomsforløb.
Svært at være alene
Her kommer Kræftens Bekæmpelse på banen med et tilbud om, at patienten kan få tilknyttet en såkaldt "navigator".
På Lolland og Falster er Helge Brunk fra Maribo den eneste aktive navigator. Han har i sit virke hjulpet fem kræftpatienter i et område, der strækker sig fra Nørre Alslev til Nakskov.
- Vores samfund er indrettet efter, at man har pårørende. Så hvis man pludselig bliver syg og er alene, kan det godt blive meget svært. Men så er det dér, vi kommer ind i billedet, forklarer Helge.
Kræftens Bekæmpelses navigator-korps
- Når en patient henvender sig til Kræftens Bekæmpelse med et ønske om at få en navigator, startes et kort visitationsforløb, så man er sikker på, at navigatoren og brugeren matcher.
- I udgangspunktet tilknyttes navigatoren i en periode på et halvt år - med mulighed for forlængelse.
- Når visitationen er klaret, tager brugeren og navigatoren en snak for at afstemme forventningerne. Navigatorerne er ikke hjemmehjælpere, og kan ikke hjælpe med økonomiske problemer.
- Navigatoren kan tage med til lægebesøg, læse breve fra sygehuset, gå på sundhed.dk og holde styr på kalenderen. De kan også hjælpe med at få visiteret hjælp fra kommunen med medicin, hjemmehjælp med videre.
- Alle frivillige i Kræftens Bekæmpelse tilbydes et kursus. Derudover tilbydes kommende navigatorer et specielt navigator-kursus.
- Der er supervisionsmøder fire gange årligt i Næstved og Roskilde for de navigatorer, som er i den sydlige del af Region Sjælland.
- Fire gange om året er der også netværksmøde for alle navigatorer i Region Sjælland.
- Netop nu er der 16 aktive navigatorer. Men de fleste af disse har deres virke i den nordlige del af regionen.
- De fleste navigatorer er pensionister, efterlønnere og uden for arbejdsmarkedet. Arbejdsløse må gerne virke som navigatorer.
- Arbejdet er ulønnet. Transporttillæg gives.
- Læs mere om Kræftens Bekæmpelses navigatorordning på https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/raadgivning/navigator-tilbud-for-socialt-sabare , eller kontakt Kræftens Bekæmpelse i Næstved på 70 20 26 46, mail: naestved@cancer.dk
<![CDATA[<div class="iframely-embed"><div class="iframely-responsive" style="height: 140px; padding-bottom: 0;"><a href="https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/raadgivning/navigator-tilbud-for-socialt-sabare/" data-iframely-url="//cdn.iframe.ly/api/iframe?url=https%3A%2F%2Fwww.cancer.dk%2Fhjaelp-viden%2Fraadgivning%2Fnavigator-tilbud-for-socialt-sabare%2F&key=6bbe5b2ccff11618fc9161e373e22354"></a></div></div><script async src="//cdn.iframe.ly/embed.js" charset="utf-8"></script>]]>
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/raadgivning/navigator-tilbud-for-socialt-sabare/
Folk giver op
Helge gør arbejdet gratis, som frivillig. Han føler, at han og navigator-kollegaerne gør en stor forskel for det enkelte menneske, og det er løn nok i sig selv.
- Det er ensomme mennesker, vi har meget at gøre med. De har ikke nogen pårørende, de har ikke noget netværk, forklarer han.
Helge Brunk, navigator hos Kræftens BekæmpelseDet er ensomme mennesker, vi har meget at gøre med. De har ikke nogen pårørende, de har ikke noget netværk
Navigatoren hjælper brugeren med at navigere i de mange breve, der sendes fra sygehuset og med at holde styr på de aftaler, der skal i kalenderen.
- I starten fattede jeg ikke en brik af det, der stod. Men så må man jo slå op og i værste fald ringe til nogen. Og efterhånden lærer man det jo. Det er de samme ord, de bruger igen og igen, fortæller Helge, der har en baggrund som pensioneret skolelærer.
Han kommer i brugernes hjem i en meget svær tid, hvor overskuddet ikke er der ... og dét, der er, bruges til at bekæmpe sygdommen.
- Jeg havde en bruger, som ikke kunne overskue at læse de breve, der kom. Da jeg kom ind i hjemmet, lå der en kæmpe stak breve på bordet ... folk giver bare op. Så måtte vi jo gå igennem alt det, der lå. I det første brev var der en indkaldelse til en samtale. Hun skulle have svar på, om kræften havde bredt sig. Det var dér til i brevet, hun var kommet. Så magtede hun ikke mere, fortæller Helge.
- Men i brevet stod der også, at hun skulle huske at få taget en blodprøve inden samtalen. Det stod med rødt, og det havde hun ikke set, forklarer han.
Når den alvorlige besked fra lægen bliver sagt højt, kommer mange i en chok-tilstand, hvor de slet ikke får hørt, hvad der bliver sagt, og slet ikke kan overskue de næste skridt i behandlingen.
- Selv højtuddannede mennesker kan opleve det ... Når de får at vide, de har fået kræft, så sker der noget oppe i hovedet på dem. De blokerer fuldstændigt, fortæller Helge.
Slider på pårørende
For ni år siden havde Helge ikke den store erfaring med kræftforløb eller det danske sundhedsvæsen. Han var lige gået på efterløn efter et langt arbejdsliv som skolelærer, da lærerkonflikten var på sit højeste.
Helges hustru gennem 48 år, Bente, havde stadig et stykke tid, før hun kunne gå på efterløn. Så Helge skulle rigtig hygge sig derhjemme i et par år, tænkte han.
- Men så gik Bente hen og fik brystkræft. Og så var alle planer jo ændret, fortæller Helge om den samtale på Ringsted Sygehus, hvor Bente fik beskeden, alle frygter.
Så fulgte et forløb med operation, stråling og genoptræning.
- Vi aftalte, at nu skulle vi da rigtig dyrke Næstved. Vi skulle i butikker, storcenter og spise på restauranter. Men da strålebehandlingen var overstået, ville Bente bare hjem. Det er utroligt, at man bliver så træt af så kort tids behandling. Man er udmattet, fortæller Helge.
Helge var ved Bentes side, og opdagede hurtigt, at en kræftsygdom ikke blot slider på den kræftramte, men også på den pårørende.
Han oplevede også, at han havde svært ved at finde plads til at udtrykke de følelser, der sled sig igennem ham.
- Det var faktisk meget ensomt. Alt drejede sig naturligvis om Bente. Jeg skulle være der og holde familien oppe. Det var hårdt, når jeg tænker på det bagefter. Så undertiden var jeg lige så træt som Bente, husker han.
Oplever vrede og dødsangst
Efter kræftbehandlingen kom Bente i Kræftens Bekæmpelses netværksgruppe for kræftramte på Frivilligcentret i Maribo. Her hjalp Helge med i caféen, og her mødte han for første gang en navigator.
- Hun sagde til mig, at hun mente, jeg ville egne mig som navigator. Jeg tror nu, det bare var, fordi jeg skulle melde mig, griner han.
Men Helge har kunnet bruge sin baggrund og erfaring som lærer og tosproget lærer i sit arbejde som navigator. Det er dog ikke kun det praktiske med eksempelvis breve og transportbøvl, navigatoren hjælper med. Han eller hun er også en skulder at græde ved, en stærk støtte, én at rase ud på.
- Vi møder også vreden. Brugeren er vred over sygdommen, lægerne og meget andet. Så går det ud over alt og alle. Så må man bare sige: "Jeg kan da godt forstå, du er vred. Men jeg har jo ikke indflydelse på det her". De har noget vrede og frustration, de skal af med ... og så går det ud over navigatoren, fordi det tilfældigvis er ham, der er der. Det skal man kunne tåle, siger Helge, der også trækker på erfaring fra sit arbejde på asylcentret i Søllested, hvor beboerne kom fra krigszonen i Bosnien.
- Men man skal ikke nødvendigvis have sådan en baggrund som min. Man skal bare være et godt medmenneske og kunne lytte aktivt, siger Helge.
Helge Brunk, navigator hos Kræftens BekæmpelseMen man skal ikke nødvendigvis have sådan en baggrund som min. Man skal bare være et godt medmenneske og kunne lytte aktivt.
- Man skal kunne bevare roen og overblikket. Så skal man have medfølelse og empati med folk. Man kommer jo ud for, at folk græder ... nogen får dødsangst. Det kan blive meget voldsomt nogen gange.
Mænd tier og kvinder taler
Helge har nu været navigator for fem personer med kræft - brystkræft, prostatakræft og bugspytkirtelkræft. To af de fem er døde. De fleste har været ensomme mænd tæt på hans egen alder.
Hver af dem har Helge haft noget tilfælles med - interesser de kunne snakke om. For det skal ikke handle om sygdom hele tiden.
- Det kan ikke undgå at påvirke en. Man får jo et tæt forhold til brugeren. Heldigvis har vi nogle dygtige supervisorer, vi kan ringe bagud til. Og så har vi officielt supervisionsmøder fire gange om året, hvor alle navigatorerne mødes. Her kan vi snakke om alt, fortæller Helge.
Hans oplevelse er, at mænd og kvinder tackler sygdommen meget forskelligt.
- Mænd vil helst ikke snakke så meget om det. Vi snakker om alt muligt andet. Kvinder vil gerne snakke meget om sygdommen, siger Helge, der skal forsøge at være der på brugerens præmisser og give den støtte, som brugeren individuelt har brug for.
Helge bruger en del tid på arbejdet som navigator. Det er ulønnet, men han får kørslen dækket, hvilket er godt, når han dækker så stort et område.
På spørgsmålet, hvorfor han gør det, skal der ikke mange sekunders betænkningstid til.
- Man oplever, man kan gøre en forskel for et andet menneske. Man får indblik i et andet menneskes liv og tanker ... og i det danske sundhedsvæsen, smiler han skævt.