Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er onsdag blevet frifundet i den såkaldte Meld-sag om dokumentfalsk og svindel med EU-midler.
Dommen er faldet onsdag formiddag i Retten på Frederiksberg, og den udløste høje jubelbrøl på tilhørerpladserne.
- Yeeees, det var lige det, vi manglede, lød det.
Morten Messerschmidts tidligere assistent, som i sagen har været anklaget for dokumentfalsk er også frifundet.
Der var store smil hos både Morten Messerschmidt, hans kæreste Dot Wessman, og det følge af advokater og ansatte i Dansk Folkeparti, som har fulgt Messerschmidt under sagen.
Der blev krammet og klappet flittigt på skuldre, i minutterne efter at retsformand Søren Hafstrøm havde læst rettens afgørelse op.
Hafstrøm slog fast, at han, sagens anden dommer og de tre domsmænd var enige om afgørelsen.
Omdrejningspunktet var, hvorvidt der i august 2015 blev afholdt en konference arrangeret af det europæiske parti Meld, som Messerschmidt var formand for, i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen.
Anklagemyndigheden har ment at kunne bevise, at det gjorde der ikke, og at den EU-støtte, som Messerschmidt havde søgt og opnået udbetalt til Dansk Folkeparti derfor var uberettiget og i øvrigt opnået ved svig.
- Vi finder det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at der ikke blev gennemført en sådan aktivitet, lød det fra Søren Hafstrøm.
Følg udviklingen direkte her: