Annonce
Tema

Mindedagen i Væggerløse

Marielyststrandvej, Marielyst. Stormflod mindesten - vandet gik til det øverste af søjlen Foto: Anders Knudsen

Forsamlingshuset i Væggerløse var godt fyldt om aftenen mandag 13. november 1922. Der var Mindedag for 50-året for stormfloden, og mange, som selv havde oplevet det, var med.

Stormflodsveteranerne fortæller om deres minder fra 13. november 1872.

Denne reportage blev bragt første gang i Folketidende 14. november 1922 som en del af avisens dækning af 50-året for Stormfloden i 1872.

Sidst i reportagen omtales et forslag om at opsætte en mindetavle i Væggerløse Kirke for stormflodens ofre i Væggerløse Sogn.

I forbindelse med genoptrykningen har vi spurgt til denne mindetavle hos såvel menighedsråd som lokalhistorisk arkiv i Væggerløse. Begge oplyser, at man ikke er bekendt med en sådan mindetavle hverken i kirken eller udenfor. Vi må derfor gå ud fra, at forslaget aldrig blev realiseret.

Fra artiklen 14. november 1922:

Væggerløse, tirsdag
Til 50 års mindedagen, der fejredes i Væggerløse Forsamlingshus i går, havde indfundet sig ca. 200 deltagere fra Idestrup, Skelby, Gedesby og Væggerløse Sogne, og blandt deltagerne sås mange af dem, der selv har oplevet stormflodsdagen for 50 år siden. Man så blandt andet også den eneste endnu levende af de fire redningsmænd fra Bøtø, badehusejer Frederik Olsen fra Nykøbing, der bar den velfortjente medalje for Druknedes Redning, hvormed hans dåd hin stormflodsdag blev belønnet.

Efter at man havde samlet sig om de medbragte madkurve, bød komiteens formand, gdr. R. Corneliussen, Højet, velkommen.
Rentier Wiese, Nykøbing (tidligere gårdejer på Bøtø), fortalte derpå om sine minder fra stormflodsdagen, idet han pegede på, at man til en begyndelse så ret overlegent på situationen - så overlegent, at karlen Pe’r i faderens gård bemærkede: ”Jeg kan godt lide, når Østersøen er i et sådant oprør.” Men der blev nok et anderledes oprør, end Pe’r havde tænkt sig. Og så skildrede Wiese de rædselstimer, som ingen af dem, der var ude for dem, vil glemme, så længe de lever.

Derefter fortalte P. Toxværd, Marrebæk, der i stormflodsåret boede i Højet, om hvordan stormfloden havde artet sig der - og han opfordrede de gamle til at fortælle hver fra sine erindringer.

Provst Brandt, der i stormflodsåret var 15 år og gik på Nykøbing Latinskole, fortalte, at når han kiggede efter i kirkebøgerne fra den tid, kunne man se, at ligene først blev fundet lidt efter lidt. Således fandt man først liget af en 8 års pige hen i juli måned året efter.

Provsten beskrev den triste stemning, der hvilede over Nykøbing, da budskabet om stormfloden nåede frem til byen. Men - sagde provsten - der var ingen grund til at tro andet, end at det hele gik naturligt til. Men Gud stod bagved. Gud talte gennem stormfloden kraftigt til den dalevende slægt; der var mange muntre episoder, men bagved stod den store alvor.

Han mindede om Jesu ord i Bjergprædikenen: ”Det bedste er ikke for godt”. Han sluttede med at ønske frimodighed til at møde døden.

Wiese fortalte et par træk om det lumske ”kviksand”. En gang han red til Bøtøgård, fandt han sig pludselig stående på sandet!

- Hesten var sunket i til bugen! Og en anden gang havde han på en køretur op til Bøtøgården kørt et helt selskab fast i kviksandet - hvad han senere havde måttet høre mange skoser for.

Husflidsmanden Hans Christensen, Nykøbing, der under stormfloden boede i Sillestrup, fortalte om, hvorledes hans egen og Lars Jensens ejendom blev bortskyllet, hvorved hans søster druknede sammen med sin mand og 5 børn. Og han advarede mod at hengive sig for stærkt i troen på, at digerne var absolut sikkerhed mod gentagelser. Der kunne komme tider, hvor diget ikke kunne stå for Østersøens drøn.

Rs. Toxværd, Væggerløse, fortalte småtræk fra Højet. Han var således af sin moder sendt hen til Wieses, der boede ved Radbjergvejen, for at invitere dem op på Højetgård. - Jeg blev budt på en kop kaffe, og svarede ”lad gå”, siger Toxværd. Men vandet kom ind i huset, mens man nød kaffen, og skyndsomt måtte man forlade huset og ty op til Højetgård.

Dødssejleren, der bankede på loftslemmen
Niels Corneliussen, Højet, hvis forældre boede på Bøtø, nu ”Nørrevang”, fortalte om sine oplevelser. Han var den gang 10½ år. Man måtte opholde sig på Høstænget, idet vandet stod 4½ alen højt omkring gården, der blev stående, idet der var stærkt beplantet omkring denne. Til denne gård var det, at husejer H. Jepsen, Hasselø, der boede i et hus på sandbankerne, kom drivende og bankede på en lem i loftet. Han blev reddet, men havde mistet kone og barn.

Redningsmanden, der var med til at redde 22 mennesker, fortæller:
Badehusejer Frederik Olsen, Nykøbing, der sammen med 3 sønner var mødt til mindedagen, fortalte derefter nogle træk fra katastrofen på Bøtø.

Jeg var, fortalte Olsen, af øvrigheden i Nykøbing anmodet om at tage til Bøtø for at redde beboerne, der sad på tagene og i piletoppene.

Min afdøde broder Edvard og jeg havde 2 store joller - men ingen vogn at transportere dem på. Men købmændene Gram og F. Chr. Sidenius i Nykøbing stillede straks vogne til rådighed - og så gik det i trav ad Bøtø til. En tredjemand, Villert fra Hasselø, sluttede sig til os. Da vi kom derud, var folk villige til at gå med ud. Lad os bare få den ene jolle, sagde et par raske mænd - så skal vi nok gå ud. Men da min broder, Villert og jeg så, hvor slemt, det var, besluttede vi, at vi ikke ville skilles - vi ville være i samme bådelag, men vi indså, at vi måtte være 4 mand til at ro i dette kaos. Nå, der gik 4 mand i den anden jolle, og de gik ud. Imens lyste jeg efter en fjerdemand til vort bådelag. Det varede lidt, før de alvorlige mænd svarede, men til sidst trådte en brav mand, stenhugger Jens Jørgensen, Væggerløse, frem, så alvorligt på os og sagde: - Vel har jeg kone og fem børn derhjemme - men jeg går med jer, da det gælder menneskeliv.
Du er velkommen, sagde vi, og trykkede hans hånd.

Jens Jørgensen sprang ombord i jollen til os, og vi stagede os ud fra land. Hvor slemt, det har været derude, vil man forstå ved at høre, at just, som vi stak årerne ud, kom det første bådelag tilbage. De havde opgivet at komme frem i det herrens vejr. Og mens søen slog højt op over os og fyldte jollen, så vi fik rigelig brug for de 2 spande, vi havde taget med som øsekar, satte vi kl. 3 om eftermiddagen kursen mod Corneliussens gård, hvor der opholdt sig 22 mennesker på loftet, mens vandet stod højt i stuerne, Vi brugte 4 timer til at nå derover - klokken var altså 7 om aftenen. Vi råbte fra jollen ind i gården.
- Er her nogen?
- Ja, lød det i kor gennem stråtaget. Men kom om til den anden side.
Her så vi, at der blev hugget hul i taget - et hoved kom frem, og manden takkede os, fordi vi kom, men bad os først sejle hen til nogle andre huse, der var mere udsatte. Vi tog da først hen i ”Storkereden” (nu tilhørende Henrik Malberg), hvor der viste sig at være folk i live. Vi tog dem med. Men i de andre omliggende huse var ingen mere i live. Så tog vi fat på redningsarbejdet i Corneliussens gård. Men vi kunne ikke have 22 mennesker i båden på én gang. Vi måtte sejle 2 gange over til fastlandet - men vi nåede at få reddet alle 22.

Da smørret gik i den gale hals
Imellem de to sejladser var bådelaget inde på loftet hos Corneliussen. De havde bjerget brød og et stort lerfad med smør op på loftet. Men smørret gik for resten i den gale hals. Thi bedst som vi sad og skulle gå løs på maden, kom en stor gris sejlende - og den blev bjerget ind på loftet. Den må have været sulten, thi næppe havde den set, at der var spisevarer, før den gik lige på hovedet i smørfadet. Den vidste nok, hvad den ville ha’…

Geografi og stormflod -
I 6 dage blev vi derude og sejlede folk fra og til Bøtø. Vi var i dette tidsrum bl.a. henne og tilse en lille kuf, der var strandet 300 alen inde i land.
- Hvor er vi henne? spurgte den tyske besætning os.
- I er strandet på Falster, svarede vi.
- Ach so - i Falsterbo, sagde de og begyndte at tale svensk.
Så måtte vi have søkortet frem fra skudens lukaf, og endelig lykkedes det at gøre dem klart, hvor de var.

En vidunderlig redning
Niels Hansen, Bruserup, fortalte muntre træk fra Bruserup og ligeledes om, hvorledes man sejlede beboerne til Marrebæk.
Jesper Lolle, Skelby, fortalte om en vidunderlig redning, man gjorde i Skelby og Fiskebæk; således havde Rs. Møller i Fiskebæk i flere timer fra kl. 9½ til kl. 3, siddet i en pil. Her reddede man ligeledes beboerne fra ”Søndervang”.
Fhv. sognefoged i Idestrup Hans Nielsen fortale også minder fra sit barndomshjem i Staureby den dag.

Hvad kirkebogen fortalte
Provst Brandt oplyste, at der ifølge kirkebogen var druknet 23 mennesker i Væggerløse Sogn, men andre hævdede, at der var druknet flere, uden at det dog kunne bevises.
R. Corneliussen havde endnu en gang ordet og fortalte minder.

En tak til Frederik Olsen
Til slut rettede fhv. gdr. Chr. Wiese med forsamlingens tilslutning en varm tak til badehusejer Frederik Olsen for det mod og den hjælpsomhed, han i de bevægede novemberdage 1872 havde udvist.
Frederik Olsen takkede for opmærksomheden, idet han dog ville mindes sine tre nu afdøde hjælpere, broderen Edvard Olsen, Villert og Jens Jørgensen, populært kaldet ”Jens Stenhugger”.
P. Toxværd mindedes sluttelig det kæmpemæssige hjælpearbejde, der blev sat i gang over hele landet, et hjælpearbejde så storslået, at man ikke siden har set magen til.
Ved 10-tiden skiltes forsamlingen, efter at der var bleven oplæst et telegram fra Wieses to søstre med hilsen til hele forsamlingen.

En mindetavle for stormflodens ofre
Ved mindefesten i Væggerløse blev - af H.P. Kruse, Hasselø, - fremsat den tanke at lade opsætte en tavle i kirken med navnene på stormflodens ofre, noget i lighed med de mindetavler, man mange steder ser over faldne fra de to slesvigske krige. Det var jo et meget stort antal mennesker, der omkom på stormflodsdagen - for Væggerløse Sogns vedkommende 23 og vel et lignende antal for Skelby-Gedesby Sogn - og kirkebøgernes kortfattede notitser, om hvornår ligene blev fundne og jordede - fra november til juli næste år - er ligesom mange vidner om, hvad der skete hin tragiske dag. Den tanke ved en prunkløs tavle at mindes ofrene for den største katastrofe, der i mands minde har ramt vor landsdel, er derfor vel værd at tage under overvejelse.

Det falsterske Dige begynder i den sydlige ende i Birkemose. Foto: Anders Knudsen
Stormfloden ramte særdeles hårdt på det sydlige Falster - som her ved Birkemose. Foto: Anders Knudsen
Kirken i Gedesby. Her blev der i 1972 rejst en mindesten på 100 årsdagen efter stormfloden i 1872. Den står lige ved indgangen til kirken, og vandhøjden er markeret med en streg. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Annonce
Sport

Elma lavede 21 mål i rekordsejr

Annonce
Guldborgsund

Godt vejr betyder flere gæster

Annonce
Forsiden netop nu
Lolland

Ældreminister fik gode råd fra frontpersonale

112

Ubudne gæster kom med vin og kage

Erhverv

Poul Nyrup besøgte lærlinge på Femern-byggeplads

Lolland

Opholdssted rykker ind i nedlagt skole

Guldborgsund

Klimaaktivister foran sukkerfabrikken: Det er ikke raketvidenskab, det her

Lolland

Landsbyordninger truet af lukning

Lolland

Maribo Varmeværk skifter formand i utide

Guldborgsund

Endnu en Scandlines-færge får rotorsejl

112

Politiet tilkaldt: Bevæbnet kvinde gik rundt på vej

Lokal nyt

DMI: Op til 25 grader på Lolland-Falster torsdag

112

93 klip i kørekort

Guldborgsund

Byrådsmøder sendes live på Facebook

Lolland

Er der en læge til stede? Nej, formentlig ikke

Annonce
Lolland

Masser af indbrud i biler

Lolland

Pussy Power i Reventlowparken

112

Tilbageholdt af kvinde: Knallertkører havde promille på 1,92

Lolland

Mange kæmper alene og taber kampen mod vægten

112

Mand truede med kniv

112

Politiets Dølle-rapport: Graffiti, kokain, billet-tyveri og ukvemsord

Lolland

Fart og en duft af dyre dråber

Sport

BK Thor-bryder besvimede ved NM

Annonce
Annonce