- Mor sagde, det dér er ikke min søn

SAKSKØBING En lang vej hjem fra en fest. Et fristende tilbud om at køre med en anden. I bil eller måske bag på en knallert. Også selvom man måske ikke er helt tryg ved at sætte sig ind. Eller selvom man måske godt ved, at det at sidde bagpå uden styrthjelm kan være en rigtig dum idé.

Det er situationer, eleverne i 9.C på Sakskøbing Skole sagtens kan sætte sig ind i. Nogle nok også genkende. Ikke mindst når foredragsholder Daniel Bartels Borup kigger forbi en helt almindelig onsdag formiddag.

- Min mor sagde til sygeplejersken, da hun havde set mig, at det dér var ikke hendes søn. Jeg mener, hvis en mor ikke kan kende sit barn, så er man kommet til skade. Alvorligt til skade. En sygeplejerske med 20 års erfaring fortalte min mor, at hun aldrig havde set et ansigt, der var så smadret.

Der er stille i klasseværelset. Det alvorlige budskab er forlængst trængt ind hos eleverne. Daniel er god til at fortælle.

- Jeg kunne være gået lige så stille fra komaen over i døden. Jeg ville ikke have mærket det. Men det er familien, der kæmper en kamp. Man er aldrig alene i en ulykke. Husk det.

Daniel var 18 år, da ulykken skete om aftenen 19. november 2001. Han boede med sin mor, stedfar og en bror.

Han var i gang med livet og drømte om at sejle ud i verden. Han havde arbejde som portør på centralapoteket i Herlev, og fremtiden bød på søfartsskole hos A. P. Møller. Derudover dyrkede han både fodbold, taekwondo og lidt svømning.

Men så var det, Daniel satte sig ind på passagersædet i en BMW og kørte en skæbnesvanger tur med sin rigtig gode kammerat.

- Jeg levede et liv med fuld fart på. Prøvede grænser. Tingene skulle hele tiden være vildere og vildere.

En dag blev Daniel afhentet klokken 18 på køreskolen, hvor han var ved at tage kørekort. Han satte sig ind på passagersædet af sin kammerats BMW. Den tur endte med at gå via et 50 km/t-sving, hvor hastigheden - viste det sig efterfølgende - endte et sted mellem 117 og 150 km/t.

Den endte også i et privat vandværk og rundt om et træ. Sådan stod der i den politirapport, som 38-årige Daniel i går læste op fra på Sakskøbing Skole, hvor der var mange ting at tænke over i 9.C.

- Hvis jeg døde, skulle min ven tiltales for uagtsomt manddrab, lød det kontant fra foredragsholderen, hvis kammerat slap meget heldigt fra ulykken i forhold til fysiske skader med et brækket venstre kraveben og en brækket venstre arm.

Daniel er fastklemt. Hans kammerat sidder i 10 meget lange minutter ved siden af sin ven, der bløder ud fra mange steder på kroppen. Redningsfolk kommer til. Daniel bliver erklæret død på stedet af en læge. Halvandet minut efter er der håb igen. Daniel lever.

Han bliver holdt i live hele vejen til hospitalet i Holbæk. Og med politieskorte bliver han herfra på 35 hurtigkørte minutter transporteret 75 kilometer til Rigshospitalets Traumecenter.

Helikopteren kom ikke i brug. Daniels skader i hovedet og deraf følgende indvendige tryk tålte ikke en helikoptertur. Hovedet er - med Daniels egne ord - kort og godt ved at eksplodere.

Han ryger i kunstigt koma. Med hjælp fra ventiler i hjernen og mange operationer senere vender Daniel tre og en halv uge efter tilbage til en vågen tilstand.

Med en pande slået i seks dele. Et næseben med lige så mange brud. Med indre blødninger i hjernen. En højre lunge fyldt med blod, et trykket brystben og flere kvæstelser endnu er det et sandt mirakel, at Daniel kom tilbage til livet.

I dag har han med egne ord kognitive problemer og lever en hverdag med behov for støtte og hjælp fra andre.

Han er også blevet buddhist og tror stærkt på at hjælpe andre til måske at lade være med at tage en forkert beslutning. Ikke mindst unge, der eksempelvis er på vej hjem fra en fest. Det værste for Daniel Bartels Borup har dog - med hans egne ord - været, at han skulle leve med al den smerte, han kom til at påføre sin familie og andre ved at træffe en dårlig beslutning som 18-årig.

Eksempelvis en af dem, der i næsten en time var med til at kæmpe for at frigøre fastklemte Daniel.

- Er der nogen, som ikke kan tåle at se blod?

Daniel kigger ud over stolerækkerne. En forsigtig arm sniger sig i vejret hos en af eleverne. Det er ok. Og Daniel fortsætter:

- En af dem, som arbejdede med at redde mig ud af bilen, endte med at sige op 14 dage efter min ulykke. Det har været voldsomt.

Eller som der stod i politirapporten, hvorfra Daniel i går læste et lille uddrag op for eleverne:

- ...kørte ad Eskebjergvej i østlig retning, mistede herredømmet over køretøjet umiddelbart efter bakken. Påkørt/nedlagt en 18 meter hæk og ramte derefter et privat vandværk og brønd, som blev spredt. Køretøjets bagende blev dernæst presset mod højre, og højre side trykket/presset ind i et træ. Køretøjet blev dernæst kastet en meter tilbage, hvorved køretøjet/motorblokken landede ovenpå en træstub.

Et større opbud af redningsfolk kæmpede i næsten en time med at frigøre en hårdt kvæstet Daniel, der sad fastklemt efter en dårlig beslutning af ham selv om at tage ud på en tur, der ikke skulle være endt, som den gjorde:

- Jeg kan ikke lave om på min fortid, men jeg kan måske være med til at ændre jeres fremtid. Husk, at nogle gange er det bedre at gå de fire kilometer hjem fra en fest ...