SANDBY:- Hvis I er kommet ind i kirken og tænker, hvad hulen laver han der? Så hedder jeg Nikolaj Kirk, sagde Nikolaj Kirk med påtaget ydmyghed, men også meget morsomt.
For det var der vist ingen, der tænkte. Tværtimod fremgik det af reaktionerne undervejs og spørgsmålene i pausen og til slut, at det var dedikerede fans af kokken fra det populære tv-program, der fredag aften havde indfundet sig på kirkebænkene i Sandby Kirke.
Når Nikolaj Kirk refererede til bestemte episoder eller scener fra de i alt 12 sæsoner, som tv-programmet er nået op på, blev der enten udbrudt ja, nikket eller signaleret med opadvendte tommelfingre, at selvfølgelig vidste publikum, hvad han talte om.
Død i kirkerummet
Ikke at hans optræden på nogen måde var indforstået. Han leverede fuldendte fortællinger, som fungerede i sig selv og på morsomste vis flettede sig ind og ud af hinanden, understøttet af et medrivende kropssprog. Det var superb stand up-komik, som igen og igen fik latteren frem, så det kunne mærkes i maven på den der gode måde, hvor grinet rigtig har fået fat i mavemusklerne.
Nikolaj Kirk fortalte om, hvordan tv-programmet blev til, hvad der har været gået galt, og hvad der har vist sig at gøre godt.
- Det er lidt mærkeligt at komme ind i en kirke for at tale om død, skud og jagt, lod Nikolaj Kirk dog vide, som han stod der foran alteret.
Nikolaj Kirk, kokDet er lidt mærkeligt at komme ind i en kirke for at tale om død, skud og jagt.
Men det holdt ham ingenlunde tilbage, og heldigvis for det.
Han lagde op til, at første del ville blive "kedelig og faktuel", men det var den så langt fra. Mens anden del ville blive "ud over kanten, mærkelig og måske for meget", men publikum var tydeligvis med ham hele vejen - som da han fortalte utrolig detaljeret og absolut billedskabende om en slem omgang madforgiftning med opkast ud af vinduet og tyndskid ned mellem benene eller om en ko, hvis mælk kom til at flyde, da den fik udløst en orgasme ved, at en mand slikkede den bagi.
- Der vil være det, man kalder for løgn imellem fortællingerne, havde Nikolaj Kirk dog også nævnt til en start.
Nikolaj Kirk fortalte også om en enkelt gang, hvor han og Jørgen Skouboe, den anden del af duoen i tv-programmet, havde ændret i det sædvanligvis meget faste forløb i begivenhedernes gang i én episode. Da flippede tv-Danmark helt ud og sendte et væld af klager, fortalte han.
- Så det skal være røvkedeligt for, at folk kan lide det, sagde han.
Hvortil sognepræsten i Sandby Kirke, Janne Christine Funch Svensson, udbrød:
- Det lyder som kirken.
Det udløste også latter.
Sognepræsten er stor fan
Ifølge sognepræsten var håbet med Nikolaj Kirks optræden at favne lidt bredere end vanligt.
- Det bliver ofte den samme gruppe, vi henvender os til, og det ville vi gerne prøve, om vi kunne ændre, fortalte Janne Christine Funch Svensson.
Hun kunne også med tilfredshed konstatere, at hun syntes, at hun så nogle, som hun ellers næsten ikke ser, og også nogle, hun ikke havde set før.
- Det er jo dejligt, sagde hun og tilføjede:
- For det er det første skridt ind over kirkedøren, der er det sværeste.
At det lige blev Nikolaj Kirk, der skulle optræde, var ingenlunde tilfældigt. Sognepræsten er nemlig selv stor fan af Nikolaj Kirk, og pengene til at realisere idéen var der også.
- Efter to år, hvor vi ikke har kunnet bruge en krone på grund af corona, var der råd, fortalte hun.
Rådet bakkede op
Heldigvis bakkede menighedsrådet op om hendes idé.
- Vi prøver tingene af i stedet for at skyde dem i sænk. Så vi bruger aldrig ordet nej, og så må vi evaluere bagefter, fortalte formanden for menighedsrådet, Jesper Mejlby Mørch Idziak, og udtrykte muligvis en åbenhed, som andre præster kunne tænkes at misunde.
Næstformanden, Rasmus Lagoni Seeberg, var glad for at se, hvor mange Nikolaj Kirk trak til, men han var faktisk også lidt overrasket.
- Det er ufatteligt, hvad én mand kan gøre for en kirke, sagde han.
I våbenhuset stod formanden og næstformanden endda bag en interimistisk bar, som solgte sodavand, øl og vin med bobler til den rørende pris af henholdsvis fem og ti kroner. Eneste formaning var, om publikum ville være søde ikke at efterlade glas og flasker i kirken.
- Det er jo heller ikke fremmed, at vi slæber lidt altervin ind i kirken, sagde formanden for menighedsrådet.
Det var desuden ganske gratis, at opleve Nikolaj Kirk optræde.