VESTLOLLAND: En 19-årig mand fra Vestlolland blev natten til lørdag anholdt, sigtet for en række forseelser. Den unge mand var i bil og påkørte i krydset i Halsted ved Maribovej og Horslundevej en anden bil efter at være trukket over i den anden vejbane samt et vejskilt.
På den påkørte bil skete der heldigvis kun materiel skade.
Efter påkørslen løb den 19-årige fra stedet, men en politipatrulje, der var i nærheden, fik standset ham. Den 19-årige er nu sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, for at køre i en bil med stjålne nummerplader samt for besiddelse af narko samt en ulovlig kniv.
Den unge mand var anholdt, mens han fik udtaget blodprøve, og der blev rejst sigtelser mod ham, men blev derefter løsladt igen til et senere retsligt efterspil.