NYKØBING: Gasledningen til Lolland-Falster er en gasfælde. Det mener miljøorganisationen NOAH og interessenetværkene ”Baltic Pipe Nej Tak” og ”Stop Ny Fossil Infrastruktur. Derfor vil de mandag lave en aktion ved sukkerfabrikken i Nykøbing.
- Med aktionen trækker vi elkablerne til sukkerfabrikken, fordi det det er på tide, helt at droppe gas, siger Jacob Sørensen fra NOAH, som er talsperson for aktionen.
- På trods af gode muligheder for elektrificering, holder regeringen fast i sin beslutning om at forsyne de to sukkerfabrikker på Lolland-Falster med fossilgas. Dermed forærer samfundet over en milliard kroner til status quo og forbrænding i stedet for at udvikle ny forbrændingsfri teknologi, siger Jacob Sørensen.
Fiksfakserier
I forbindelse med aktionen udtaler de tre aktører, at den fossile gas til sukkerfabrikkerne på sigt skal erstattes med biogas, men biogas er langt fra klimaneutral. I oplægget til aktionen skriver de tre aktører, at myndighederne benytter regnskabstekniske fiksfakserier til at give indtryk af, at biogas er klimaneutral.
Jacob SørensenMed aktionen trækker vi elkablerne til sukkerfabrikken, fordi det det er på tide, helt at droppe gas.
- Det kan godt være, at det belaster klimaet mindre at lave biogas af gylle, end at sprede gyllen på markerne, men det gør ikke gylle til en klimaneutral energikilde. En lille bil bliver heller ikke klimaneutral, fordi der findes større biler med større CO2-udledning, lyder det fra aktørerne.
Derfor henvender de tre aktører sig med aktionen til Nordic Sugar for at tilbyde et fællesskab, hvor man vil bede om offentlig støtte til at elektrificere sukkerproduktion. Udgifterne for samfundet bliver de samme, Nordic Sugar sparer penge, og udledningen af klimagasser bliver mindre, er konklusionen fra NOAH og de to interessefællesskaber.
Et papmachekabel
- Gas bliver anvendt mange steder, hvor det samfundsøkonomisk og klimamæssigt ville være bedre at erstatte forbruget af gas med elektricitet eller udnytte andre alternativer. Når først infrastrukturen til gas er bygget, bliver det sværere og dyrere at gennemføre den nødvendige transformation af energisystemet til at være forbrændingsfrit, siger Jacob Sørensen, som mener, at hvis regeringen havde valgt at støtte Nordic Sugar i stedet for biogasproducenterne, vil det være en fordel for klimaet og fremtiden. Og det ville kunne gøres uden omkostninger for Nordic Sugar og samfundet.
Når der mandag eftermiddag kort efter klokken 16 og indtil klokken 17 sættes strøm til sukkerfabrikken i Nykøbing, vil det være i overført betydning, idet Jacob Sørensen fortæller, at man medbringer et papmachekabel og en masse balloner.