Brandvæsenet rykkede ud med i alt ni mand, da der onsdag formiddag klokken cirka 10.18 blev anmeldt brand i et hus på Thorsvej i Nakskov.
Det var husets beboer, som var kommet hjem til kraftig røg og selv alarmerede 112.
Det fortæller Jens Rasmussen, som er indsatsleder i Lolland-Falster Brandvæsen.
Der var opstået brand i rensebakken i en pilleovn, som står i husets opholdsstue.
Branden fra rensebakken udviklede en meget kraftig røg, der havde spredt sig til hele huset.
- Huset er røgskadet, og vi har kontaktet Skadeservice og en skorstensfejer, fortæller Jens Rasmussen.
Brandvæsenet brugte godt tre kvarter på at få renset rensebakken og få røgen ud af huset.