I torsdags offentliggjorde Sundhedsstyrelsen det længe ventede udspil til en 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet er ambitiøst, og jeg ser meget frem til at følge de kommende politiske forhandlinger. Psykiatrien har til alle tider været stedmoderligt behandlet, og har lidt under såvel den økonomiske som politiske underprioritering.
Illustrativt for psykiatriens rolle som det uønskede barn, er den udbredte frygt for overbelægning på landets hospitaler, som coronapandemien gav (og fortsat giver) anledning til. Faktum er nemlig, at overbelægning i psykiatrien er et grundlæggende vilkår. Hver dag må det fortvivlede sundhedspersonale udskrive psykiatriske patienter, som på ingen måde er færdigbehandlede og derfor udskrives med stor risiko for snarlig genindlæggelse. Tænk sig, hvis dette var hverdagen på landets akut- eller kræftafdelinger. Det er utænkeligt og dermed symptomatisk for den forskelsbehandling, der altid har hersket mellem psykiatrien og somatikken.
Særligt to indsatser er efter min mening helt afgørende. For det første skal der sikres tilstrækkelige investeringer i den hårdt pressede psykiatri. Lappeløsninger og brandslukninger skal erstattes af helhedsorienterede og sammenhængende indsatser, der både sikrer tilstrækkelige behandlingskapaciteter og forebyggelsesindsatser.
For det andet skal vi som samfund gøre op med den ødelæggende stigmatisering af psykisk sygdom, der fortsat hersker. ”En gang i psykiatrien, altid i psykiatrien” synes den misforståede opfattelse at være. Faktum er, at en tredjedel af alle danskere i løbet af livet rammes af psykisk sygdom. Dermed er der altså ikke tale om sygdomme, der kun rammer ressourcesvage mennesker, men om sygdomme, der kan ramme os alle. Det skal vi erkende, så vi får bugt med dem skam og tabuisering, der omklamrer psykiatrien - og formentlig også er skyld i, at psykiatrien fortsat ikke ”sælger billetter” på det politiske niveau.
Som kommune står vi over for en stor opgave. Dels skal vi varetage vigtige opgaver i forhold til forebyggelse, dels skal vi sikre sammenhæng mellem de livsvigtige indsatser. For når en patient udskrives fra et psykiatrisk hospital, skal vi som kommune være klar med en plan for rehabilitering, hvor der er tænkt på alt fra opfølgende støtte og behandling til bolig og økonomi. I modsat fald vil mange indlæggelser efterfølges af genindlæggelser og sygdomsforværrelse.
Som medlem af Socialudvalget i Guldborgsund Byråd ser jeg frem til arbejdet med at sikre solide og sammenhængende indsatser, så vi fra kommunal side understøtter og bidrager til sikring af både forebyggelse, tidlige indsatser og opfølgende behandling. Dertil kommer, at nogle indsatser kræver en så høj grad af specialviden, at vi bør indgå tværkommunale samarbejder med de omkringliggende kommuner. Det være sig eksempelvis i behandling af angst, spiseforstyrrelser og selvskade.
Der kan ikke herske tvivl om, at det nødvendige løft af psykiatrien kræver store investeringer. Set fra min stol er spørgsmålet dog ikke, om vi har råd til det – men om vi har råd til at lade være? For hvis vi ikke sikrer de tilstrækkelige investeringer i forebyggelse og behandling, vil vi tabe både samfundsøkonomisk og menneskeligt.
Ditte Rust,
Byrådsmedlem og folketingskandidat for Venstre i Guldborgsund