Lalandia i Rødbyhavn og Billund har fået en søster. Et 15.000 kvadratmeter stor feriecenter, som åbnede torsdag, er placeret i Søndervig med Vesterhavet som nærmeste nabo. I ægte Lalandia-stil rummer det blandt andet en stor Aquadome med 14 forskellige vandrutsjebaner og en Wave-surf bane, et oplevelsescenter med legeland, padeltennis, en Sky Rider-svævebane, restauranter og butikker med mere.
- Vi har længe set frem til denne dag, og det er en stor glæde at kunne slå dørene op til det, der kan betegnes som en af de største turismenyheder i Danmark i år, lyder det fra Jan Harrit, der er administrerende direktør i Lalandia.
Åbningen blev fejret med reception og kagemand i selskab med gæster, der har booket til åbningsweekenden, naboer samt venner af huset. Også medarbejdere fra Lalandia i Rødbyhavn deltog i fejringen.
Overvældende interesse
Lalandia kan allerede nu melde om stor interesse for det nyåbnede feriecenter, og man skal således være hurtig, hvis man vil sikre sig et besøg i de unikke omgivelser på Vestkysten de kommende sommermåneder.
- Vi ser ind i en utrolig spændende sæson med massiv efterspørgsel fra danske såvel som udenlandske gæster. Særligt sommerperioden i juli og august ser godt ud i Søndervig, siger Jan Harrit i en pressemeddelelse.
Lalandia forventer op mod 500.000 overnatninger fordelt på de 483 feriehuse ved Lalandia i Søndervig i det første år.